Ny skatteyder-druk truer Lars Løkke

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard har snuset frem at Søren Pind (V) og finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen har drukket for 781 kroner og sendt regningen videre til skatteyderne i 2004.

Beløbet er ikke sig selv skandaløst, men med Løkkes bilags-sag fra 2008 og de efterhånden mange rygter om hang til både smøger og sprut i de sene nattetimer, er der nu for alvor ved at underminere billedet af Danmarks (måske) kommende statsminister. 781 kroner er 781 kroner for meget, især når man er medlem af et parti som støttes af sværvægtere fra det danske erhvervsliv som Mærsk og Dansk Industri. Også selvom det er på Pinds regning.

Søren Pind har klogeligt indrømmet overfor Ekstra Bladet. Løkke mangler at kommentere på sagen. Men her er tavshed ikke guld, og Løkke bliver simpelthen nødt til at få munden på gled, nøjagtig som i 2008, hvor han blev presset til at beklage.

Sagen vil uden tvivl komme til at fylde en hel del for Løkke i de kommende dage og uger, og Fogh vil fra statsministeriet drikke sin dansk vand mens han måbende til imens kronprinsen spræller i nettet. Ekstra Bladet har i de kommende dage fokus på V-toppens druk. Og det betyder mere af samme skuffe.

Fogh selv der er kendt for at han engang modtog en kasse friske øl til kontoret han da tilbage i 1980'erne tiltrådte som ung liberal skatteminister - efter sigende stod ølkassen totalt urørt og uåbent tilbage på kontoret flere år efter, hvor Fogh forlod kontoret efter sagen om kreativ bogføring.

Finanskrise og politikerdruk

At det lige er finansminister Løkke, der midt i krisetider og massefyringer på Bestseller og andre store danske virksomheder gladeligt har knappet øl op, og tyllet iskold Rød Aalborg falder ikke i god jord vest for Valby Bakke og bland lægfolk.

Trods det at druk-sagen er tilbage fra 2004, så er der hos ude ved kakkelbordene ikke langt til koblingen "grådige bankdirektører med lønninger i millionklassen til pamper-politikere, der ødselt øger promillerne i blodet i festligt lag for skatteydernes regning.

Tillid, moral og troværdighed

I 2008 blev Løkke jagtet rundt på Christiansborg, ofte med et arrogant svar til journalisterne på de mange bilagsspørgsmål. Denne gang slipper Løkke ikke så billigt, og Fogh kan ikke blot negligere denne sag på sit ugentlige tirsdags pressemøde. Måske i morgen, men ikke tirsdag efter tirsdag, hvis sagen vokser sig større, og der findes mere skadeligt stof på Løkke. Løkke er belastet - og når skybruddet i form af snaps og fadøl regner ned over Løkke, drypper det på Fogh, der står tilbage med tømmermændene, og en lidt for sprutglad finansminister.

Der er for øjebikket ikke en engleglorie om Løkkes hoved. To ord der istedet blinker i neon over Løkkes er dårlig troværdighed og moral. De to grundingredienser som en fremtidig statsminister må være støbt af. Dem besidder Løkke måske nok, men befolkningen opfatter ikke Løkke som moralsk og troværdig. Han halter langt efter i troværdigheds-målingerne. Der må nu sidde enkelte folk i de konservative og fedte med hede ministerdrømme, for hvis Løkke på sigt fældes rykker K-formand Lene Espersen måske endnu tættere på en markant rolle, hvor hun kan være den der for alvor aspirerer til statsministerposten i blå blok.

Læs hele Ekstra Bladers artikel

M.

Ny måling: Oppositionen vinder stort over VKO

Der er lys for enden af Christiansborgs gange.

En ny Capacent Epinion meningsmåling viser at oppositionen står til sejr. Målingen er foretaget af DR. Rød blok med R-S-SF-EL står til 92 mandater. Blå blok med V-K-O står til 83 mandater.

SF står til at høste 34 mandater, en fremgang på 11 mandater siden 2007 valget. For første gang i lang tid, gør SF indhug i blå blok og hiver vælgere fra andre partier end R og S. Det er godt, da SF dermed ikke blot kannibaliserer på S og R stemmer.

Finanskrise, Barack Obamas indsættelse, ansvarlig økonomisk politik og planlagt oprydning i forældede ideologiske principper og knudrede sætninger i SF-partiprogrammet er alt sammen med til at puste til de vælgere der står og tripper i den ubeslutsomme midterdel af vælgersegmentet. Tvivlerne ser kort sagt rødt for øjeblikket.

Den bevægelse vi ser nu, er et ryk i den rigtige retning. Thornings udmeldinger om direktørlønninger og formueskat, samt S og SF's nedtoning af de mere værdipolitiske emner til fordel for et større fokus på ansvarlig økonomisk og finanspolitisk dagsorden, er med til at styrke oppositionen som et reelt alternativ til en slidt, idéforladt og udmarvet Fogh-regering med "farmand" på vej ud i den store verden, og som famler rundt set i forhold til regeringens guldalder mellem 2001-2007, hvor de kontrollerede - ja, nærmest administrerede dagsordenen. Men så kom finanskrise, Løkkes bilags-sager, skandaler i Udlændingeservice, en fraværende Fogh. Listen kan fortsættes efter for godt befindende.

SF's magtdemonstration over for Fogh i forhold til bankpakke II og Foghs synkrone trang til euroen har også været med til at vise vælgerne at SF har vitalitet, forhandlingsvilje og ansvarlighed i lige dele. Det belønnes SF for nu.

Med den massive medvind i oppositionen og de bedste meningsmålinger i mands minde, er det nu at de Radikale bør udnytte chancen og manifestere én samlet S-R-SF kæde og for altid blande det blå med det røde på Christiansborg snirklede gange. Hvis målingen er en vedvarende tendens, så vil der være et nyt centrum-venstre flertal til at lyse op over Danmark ved næste folketingsvalg efter otte mørke år med VKO.

Politikere og embedsmænd hiver magt tilbage fra medierne

En ny opgørelse som er offentliggjort på journalisten.dk, viser at politikere og embedmænd nu er godt på vej til at tage over i forhold til til mediernes magt.

Anders Fogh Rasmussen er ifølge Journalistens undersøgelse ligesom i 2008 den mest magtfulde person i medieverdenen. Fogh efterfølges af Lisbeth Knudsen på Berlingske og bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl fra JP/Politikens hus er nummere tre. Du kan se hele listen her

Opgørelsen gør op med den gamle sandhed om, at medierne udgør den kritiske fjerde statsmagt der kritisk kontrollerer og påvirker magten, måske ikke er så sand igen. Hvem husker ikke Forsvarsministeriets hard-core underminering af Christoffer Guldbrandsens "Den hemmelige krig", hvor en hær af rådgivere og embedsmænd blev sat i arbejde med at sværte den kritiske dokumentarist til.

At landets statsminister, - måske i egenskab af også at være pressens minister -ligger nr. 1 på listen, og at politikere som DF-formand Pia Kjærsgaard, kulturminister Carina Christensen og medieordfører i Venstre Ellen Trane Nørby ligger i top 20, er et godt eksempel på den magt der ligger i den politiske gernning.

Medieforsker Anker Brink Lund siger til Journalisten.dk, at det bør mane til eftertanke i medieverden, at politikere og embedsmænd har så meget magt over medierne, og samtidig understreger han at "medierne er nødt til at indse, at de er en del af det politiske system".

Medierne er dermed en del af det politiske system - og ikke en uafhængig part, men er fuldt integreret og sammenvokset med det politiske system. I 1999 skrev Timothy E. Cook i bogen "Governing with the News", at magten forhandles i en gensidig proces mellem medier og politikere, og denne tese står altså 10 år efter til troende.

Læs hele artiklen på journalisten.dk

Radikal tornerosesøvn

Imens S og SF har samlet oppositionen sejler de radikale rundt, som ikke ligefrem mindskes ved Jelveds udtalelser om en pinlig opposition.

SF står nu i en Catinét måling (18.1.09) til at få 31 mandater, Socialdemokraterne går to mandater tilbage til 43 mandater i forhold til valget 2007. Lidt trist at Socialdemokraterne ikke får bedre respons fra vælgerne i forhold til loft på direktørlønninger og genindførelse af formueskatten. Men nuvel, oppositionen er overordnet styrket med SF's fremgang.

Det et eneste, der for alvor kan slå Fogh af pinden er en stærk samlet opposition med både S-SF-R i kæden med eksempelvis fem centrale politiske temaer som vælgerne kan forstå, som en klar modvægt til VKO.

Eksempler kunne være: Markant klimaindsats, bedre mangfoldige og kreative folkeskoler og et stabilt og retfærdigt sundhedssystem. Et humanistisk og tolerant samfund kunne være et andet varmt tema, der kunne være bindeled mellem de tre partier, som så i fælleskab kunne prime den politiske og offentlige dagsorden med temaer - temaer som VKO har forsømt de sidste otte år.

Store sten i skoene der skal findes fælles fodslag omkring er 24 års reglen, udlændinge - og skattepolitik. Men kameler kan uden at synke mere end en gang sluges i den politiske ørkenvandring, når først indflydelse og magt står og blinker i horisonten.

Men Vestager har forsømt at melde entydigt ud, da hun er bundet internt på hænder af fødder af den radikale højrefløj bestående af blandt andet Johs. Poulsen og Morten Helveg Petersen.

Hvis Jelveds udmelding om at oppositionen har snorksovet de sidste 8 år skal oven i købet skal stå til troende, ja så må man spørge, hvem det er der konsekvent trykker på snooze-knappen, når der skal laves samlet oppositionspolitik?

S og SF er stået tidligt op, og smeder imens det politiske støbejern er varmt nøjagtig ligesom Arbeiderpartiet, SV (og Senterpartiet) gjorde i Norge ved 2005 valget.

De radikale ligger blot slumrende tilbage i Danmark, og sover deres tornerosesøvn under dynen i skæret fra PH-lampen, og venter med søvn i øjnene på, at der igen bliver serveret morgenlatte ved sengekanten - vågn nu op!

88-87 - og bolden ligger klar!

En meningsmåling fra
Greens Analyseinstitut viser at oppositionen haler kraftigt ind på det 8 år lange VKO-samarbejde.

Tilbage ved valget i november 2007 fik S-R-SF-EL samlet set 81 mandater og VKO fik sammen med daværende Ny Alliance 94 mandater.

Nu er situationen en anden.

SF-S-R og EL står nu til at nappe 87 mandater mod VKO der står til at få 88 mandater. Liberal Alliance ryger helt ud. Med andre ord er der nu tæt løb, og det må siges at være en sejr.

Specielt S-SF samarbejdet har cementeret dele af oppositionen som sammentømret og viljefast via fælles politiske udspil på blandt andet integration. SF går i Green-målingen 7 mandater frem i forhold til valget 2007 og Socialdemokraterne står til status quo med 44 mandater ligesom Enhedslisten og Radikale holder stand i forhold til 07-valget.

Med finanskrise, stagnation i Lene Espersens optur, med statsminister Fogh på vej væk fra dansk politik, med 10.000 flere arbejdsløse og med politiske brændbare sager i regeringstoppen fra Birthe Rønns stumme Mona-Lisa smil og rod i vejledningspligterne, ja så ligger bolden nu pænt for foden af en opposition, der har luft under vingerne og snart burde have nok til at kunne flyve mod regeringskontorene.

Det eneste stækkede parti der mangler at snøre støvlerne helt og flyve med er de Radikale som ikke entydigt har meldt fuldblods-rød opbakning til S-SF af fare for at støde potentielle borgerlige lyseblå midtervælgere fra sig.

At SF nu er inviteret med til forhandlingerne om bankpakke II, grundet Søvndals trusler om at trække sig fra euroen er endnu et skridt i retningen mod indflydelse for ikke bare R og S - men også for det gamle protestparti SF.

Kampen er altså lige nu 88-87 til VKO. Bolden er givet op. Oppositionen skal bare ramme bolden og placere den i målet, nu når anføren er på vej væk fra grønsværen mod nye græsgange i det internationale samfund.

SF smider revolutionen ud – og er et skridt tættere på magten

Fotokredit: Politiken.dk

Med næstformand i SF Jakob Nørhøjs og såmænd også Ole Sohn og Villy Søvndals arbejdsiver efter at fjerne begreberne ”revolution” og ”afskaffelse af kapitalisme" i SFs principprogram er partiet nået et skridt nærmere de hellige regeringskontorer og jagten på at fremstå og agere som et ansvarligt og dueligt centrum-venstre parti med indflydelse. Det er endnu et skridt væk fra rollen som protestparti.

Den britiske spindoktor og forfatter Philip Gould skrev i 1998 bogen ”The Unfinished Revolution”. Her kom Gould med bud på hvordan det britiske Labour-parti skulle modernisere sig selv godt hjulpet på vej af Anthony Giddens strøtanker om den tredje vej. De gamle værdier om revolution og ond kapitalisme klinger ikke i 2009 – selv med den stormfulde finanskrise og økonomiske bobler der brister om ørene på vælgerne, så er det alligevel ikke længere buzz-words som revolution der er sexet i en tid, hvor begreber som CSR, økologi, velfærd og IPods er megatrends og buzz-words på både højre og venstre-skalaen. Det er det SF har forstået. Tiden er moden til at kaste ølkasserne og de røde seler væk og skabe ny fremadrettet venstrefløjspolitik - en tanke som også det (dog lettere usynlige) tænketank Cervea fik for et stykke tid siden.

SF følger helt enkelt den model som norske SV med Kristin Halvorsen i spidsen har lagt sammen med Arbeiderpartiet i landet mod nord. SF har ligesom SV toptrimmet deres organisation, benytter sig af fokusgrupper og analysebureauer nøjagtig ligesom ”kapitalisterne” gør det. Derfor kan partiet ganske enkelt ikke længere med ægthed i stemmen bifalde en samfundsomstyrtende politik og undergravende revolution – det er nemlig utroværdigt, og det kan man ikke være i moderne politik, som Gould også påpegede tilbage i ”The Unfinished Revolution”. Troværdighed og tillid er nøgleordene i moderne mediepolitik – og hvem kan have tillid til et parti der vil afskaffe det samfund vi lever i?

Blå skjorter og blazer

Ved valget i 2007 blev SFs formand Villy Søvndal kritiseret i flere læserbreve for den stigende professionalisering i SF. Der nok et par ræverøde stemmer i baglandet overleveret fra en tid hvor der var Rød Tuborg til fællesmøderne i Sydhavnen, der mener at man er blevet lige lovlig smarte i SF. Men det overvejende flertal af det segment SF appellerer til nu (læs alle) er bedøvende ligeglade med revolutioner og onde kapitalister. SF er et moderne strategisk tænkende parti der både er blevet til blå skjorter og blazer, og knap så meget fløjlsbuks. Det så man allerede i frem mod valget 2007, hvor Søvndal primede dagsordenen som moderne leder og optrådte i modetøj i B.T. og efterfølgende gav den som hyggeonkel og stylet formand i Euroman. Mon den nyligt afdøde SF-formand og rorgænger frem til 1998 Gert Petersen kunne have lavet samme mediestunt? Næppe.

R må hoppe med

Vi vil frem mod næste valg se er SF som smider stadig flere af ”de gamle dyder” væk, for at sparke døren ind til regeringskontorene på den værdipolitiske og økonomiske akse. Et bredt SF der både kan hive frafaldende radikale vælgere, appelere til unge mellem 18 og 30 år, og ikke mindst nappe de cirka 10 procent af Dansk Folkepartis vælgere som er klar til at stemme på SF. Det er primært kvinder mellem 30 og 50 år som er ansat som SOSU eller sygeplejersker. Vi vil se et stadig mere fasttømret samarbejde mellem S og SF, og SF vil med fryd se på at vælgerne tikker ind fra de radikale. De radikale har før vist sig ultilnærmelige overfor SF, men R bliver nu nødt til at trække i arbejdstøjet i et markant, profileret stærkt S-R-SF samarbejde om at vælte Fogh – SF smider nemlig skelleterne i skabet væk i jagten på at virke ansvarlige – det samme må de radikale gøre. Det er ikke længere nogen undskyldning. Og i øvrigt: Hvornår begynder Søvndal at gå med slips?

Følge debatten på Politiken.dk her

RØG I AMITZBØLLS SUNDHEDSPOLITIK

Den nyslåede partistifter Simon Emil Ammitzbøll mener at rygeforbuddet skal ophæves. Men en anden af Simon Emils politiske mærkesager går ud på at få en bedre sundhed for danskerne samtidig med, at de vil kæmpe imod regler og forbud. Så er det jo oplagt at spørge den rygetrængende partiformand: Hvordan kan jeres nye parti give danskerne bedre sundhed, samtidig med at i vil ophæve forbuddet mod rygning? Rygerne kommer jo blot tilbage og pulser løs på caféer og restauranter og gør igen danskere til passive rygere med diverse lungesygdomme til følge. Det hænger ikke sammen. Skod den idé, Simon Emil!