Radikal tornerosesøvn

Imens S og SF har samlet oppositionen sejler de radikale rundt, som ikke ligefrem mindskes ved Jelveds udtalelser om en pinlig opposition.

SF står nu i en Catinét måling (18.1.09) til at få 31 mandater, Socialdemokraterne går to mandater tilbage til 43 mandater i forhold til valget 2007. Lidt trist at Socialdemokraterne ikke får bedre respons fra vælgerne i forhold til loft på direktørlønninger og genindførelse af formueskatten. Men nuvel, oppositionen er overordnet styrket med SF's fremgang.

Det et eneste, der for alvor kan slå Fogh af pinden er en stærk samlet opposition med både S-SF-R i kæden med eksempelvis fem centrale politiske temaer som vælgerne kan forstå, som en klar modvægt til VKO.

Eksempler kunne være: Markant klimaindsats, bedre mangfoldige og kreative folkeskoler og et stabilt og retfærdigt sundhedssystem. Et humanistisk og tolerant samfund kunne være et andet varmt tema, der kunne være bindeled mellem de tre partier, som så i fælleskab kunne prime den politiske og offentlige dagsorden med temaer - temaer som VKO har forsømt de sidste otte år.

Store sten i skoene der skal findes fælles fodslag omkring er 24 års reglen, udlændinge - og skattepolitik. Men kameler kan uden at synke mere end en gang sluges i den politiske ørkenvandring, når først indflydelse og magt står og blinker i horisonten.

Men Vestager har forsømt at melde entydigt ud, da hun er bundet internt på hænder af fødder af den radikale højrefløj bestående af blandt andet Johs. Poulsen og Morten Helveg Petersen.

Hvis Jelveds udmelding om at oppositionen har snorksovet de sidste 8 år skal oven i købet skal stå til troende, ja så må man spørge, hvem det er der konsekvent trykker på snooze-knappen, når der skal laves samlet oppositionspolitik?

S og SF er stået tidligt op, og smeder imens det politiske støbejern er varmt nøjagtig ligesom Arbeiderpartiet, SV (og Senterpartiet) gjorde i Norge ved 2005 valget.

De radikale ligger blot slumrende tilbage i Danmark, og sover deres tornerosesøvn under dynen i skæret fra PH-lampen, og venter med søvn i øjnene på, at der igen bliver serveret morgenlatte ved sengekanten - vågn nu op!

Kommentarer