Fotokredit: Politiken.dkMed næstformand i SF Jakob Nørhøjs og såmænd også Ole Sohn og Villy Søvndals arbejdsiver efter at fjerne begreberne ”revolution” og ”afskaffelse af kapitalisme" i SFs principprogram er partiet nået et skridt nærmere de hellige regeringskontorer og jagten på at fremstå og agere som et ansvarligt og dueligt centrum-venstre parti med indflydelse. Det er endnu et skridt væk fra rollen som protestparti.
Den britiske spindoktor og forfatter Philip Gould skrev i 1998 bogen ”The Unfinished Revolution”. Her kom Gould med bud på hvordan det britiske Labour-parti skulle modernisere sig selv godt hjulpet på vej af Anthony Giddens strøtanker om den tredje vej. De gamle værdier om revolution og ond kapitalisme klinger ikke i 2009 – selv med den stormfulde finanskrise og økonomiske bobler der brister om ørene på vælgerne, så er det alligevel ikke længere buzz-words som revolution der er sexet i en tid, hvor begreber som CSR, økologi, velfærd og IPods er megatrends og buzz-words på både højre og venstre-skalaen. Det er det SF har forstået. Tiden er moden til at kaste ølkasserne og de røde seler væk og skabe ny fremadrettet venstrefløjspolitik - en tanke som også det (dog lettere usynlige) tænketank Cervea fik for et stykke tid siden.
SF følger helt enkelt den model som norske SV med Kristin Halvorsen i spidsen har lagt sammen med Arbeiderpartiet i landet mod nord. SF har ligesom SV toptrimmet deres organisation, benytter sig af fokusgrupper og analysebureauer nøjagtig ligesom ”kapitalisterne” gør det. Derfor kan partiet ganske enkelt ikke længere med ægthed i stemmen bifalde en samfundsomstyrtende politik og undergravende revolution – det er nemlig utroværdigt, og det kan man ikke være i moderne politik, som Gould også påpegede tilbage i ”The Unfinished Revolution”. Troværdighed og tillid er nøgleordene i moderne mediepolitik – og hvem kan have tillid til et parti der vil afskaffe det samfund vi lever i?
Blå skjorter og blazer
Ved valget i 2007 blev SFs formand Villy Søvndal kritiseret i flere læserbreve for den stigende professionalisering i SF. Der nok et par ræverøde stemmer i baglandet overleveret fra en tid hvor der var Rød Tuborg til fællesmøderne i Sydhavnen, der mener at man er blevet lige lovlig smarte i SF. Men det overvejende flertal af det segment SF appellerer til nu (læs alle) er bedøvende ligeglade med revolutioner og onde kapitalister. SF er et moderne strategisk tænkende parti der både er blevet til blå skjorter og blazer, og knap så meget fløjlsbuks. Det så man allerede i frem mod valget 2007, hvor Søvndal primede dagsordenen som moderne leder og optrådte i modetøj i B.T. og efterfølgende gav den som hyggeonkel og stylet formand i Euroman. Mon den nyligt afdøde SF-formand og rorgænger frem til 1998 Gert Petersen kunne have lavet samme mediestunt? Næppe.
R må hoppe med
Vi vil frem mod næste valg se er SF som smider stadig flere af ”de gamle dyder” væk, for at sparke døren ind til regeringskontorene på den værdipolitiske og økonomiske akse. Et bredt SF der både kan hive frafaldende radikale vælgere, appelere til unge mellem 18 og 30 år, og ikke mindst nappe de cirka 10 procent af Dansk Folkepartis vælgere som er klar til at stemme på SF. Det er primært kvinder mellem 30 og 50 år som er ansat som SOSU eller sygeplejersker. Vi vil se et stadig mere fasttømret samarbejde mellem S og SF, og SF vil med fryd se på at vælgerne tikker ind fra de radikale. De radikale har før vist sig ultilnærmelige overfor SF, men R bliver nu nødt til at trække i arbejdstøjet i et markant, profileret stærkt S-R-SF samarbejde om at vælte Fogh – SF smider nemlig skelleterne i skabet væk i jagten på at virke ansvarlige – det samme må de radikale gøre. Det er ikke længere nogen undskyldning. Og i øvrigt: Hvornår begynder Søvndal at gå med slips?
Følge debatten på Politiken.dk her
Kommentarer