Løkkes ministerrokade?


Politisk analyse - politik, personer og perspektiv kunne allerede den 4.marts præsentere en ministerliste som den sandsynligvis ville se ud når Løkke trådte til. Men for en god ordens skyld kommer der her en reprise i en lettere revurderet udgave.

Sådan ser min minister-liste ud, som jeg tror Løkke vil udforme den i fælleskab sammen med Lene Espersen hen over påske. Realistisk eller fantasifuld? Der vil uden tvivl være nogle fejlskud, og nogle træffere.

Rokade I (mindre rokade efter påske)

Statsminister: Lars Løkke Rasmussen

Finansminister: Claus Hjort Frederiksen

Erhvervs - og økonomiminister: Lene Espersen

Velfærd - og ligestillingsminister: Karen Jespersen skulle oprindeligt først udskiftes i Rokade II efter klimamødet til fordel for Karen Elleman, der troligt har ageret politisk stødpude i kampene mellem Rønn og Jespersen i efteråret 2008. Elleman vil være et frisk pust på posten, og har kompetencerne som familie og - integrationsordfører i Venstre - men Elleman kandiderer også til Rønns skrantende integrationsministerium.

Rokade II (stor rokade efter klimatopmødet)

Udenrigsminister: Per Stig Møller afløses af Connie Hedegaard i en større ministerrokade efter topmødet. Først skal klimatopmødet overståes, og derefter er Connie klar til at afløse Møller der nærmer sig pensionen og har aftjent sin værnepligt troligt. Måske kommende formand for Folketinget?

Beskæftigelsesminister: Claus Hjort Frederiksen der ryger til Finansministeriet afløses af skattminister Kristian Jensen (eller måske Peter Christensen hvis han ikke Christensen bliver skatteminister).

Justitsminister: Brian Mikkelsen. Ministeriet er under pres, og der kommer ikke større ændringer her. Det er et tungt ministerie med mange sager, og ministeren skal sættes ind i mange sager. Derfor bliver Mikkelsen på posten, som i forbindelse med den verserende bandekrig i København går igennem sin ministrielle ilddåb - han vil uden tvivl komme styrket ud som minister, hvis bandekrigen ophører i 2009. Hvis succesen udebliver for Mikkelsen kan han afløses af Venstres retspolitiske ordfører Kim Andersen eller de konservatives Kim Behnke.

Skatteminister: Kristian Jensen afløses inden næste valg i rokade II af Venstres finansordfører Peter Christensen. Christensen har bemærket sig som aktiv, loyal og har et markant CV at trække på. Han er med i Folketingets magtfulde Finans - og skatteudvalg. Peter Christensen har været med hele vejen fra VU, men er stadig et nyt og uprøvet ansigt, som kan bidrage med fornyelse og foryngelse.

Klima og energiminister: Connie Hedegaard ryger eventuelt til Udenrigsministerposten i rokade II. Det er dog svært at se hvem der skulle kunne matche Connies urbane/intellektuelle/grønne/Deadline profil. Så her melder jeg pas!

Undervisningsminister: Bertel Haarder udskiftes i Rokade II med eksempelvis Inger Støjberg eller Ellen Trane Nørby - Ulla Tørnæs kunne være et tredje bud, hvis hun vel og mærke fratages posten i Udviklingsministeriet. Tørnæs og Støjberg har arbejdet solidt som backing for Fogh. Støjberg som politisk ordfører har knoklet for Løkke i bilagsagerne, og Tørnæs har en humanistisk og blød profil vs. Haarders noget mere image som mørkeridder og budbringer for "den sorte skole".

Videnskabsminister: Helge Sander afsættes i rokade II på grund af dårligt renomme på universiteterne og rygterne om "balle-berøringer" til politiske møder ligger stadig og skvulper i folkedybet.En oplagt afløser er videnskabsordfører Malou Aamund, der med sin unge og hippe karriere/urbane profil er perfekt til jobbet, set med mediebriller og innovations-kasketten på.

Udviklingsminister: Ulla Tørnæs - beholder sin taburet, hvis ikke hun ryger til undervisningsministeriet, måske afløses hun af en yngre Venstre-kvinde som Sophie Løhde.

Forsvarsminister Søren Gade - beholder sin taburet pga. solidt og troværdigt arbejde. Men står til at rykke frem i geledet ved næste rokade efter valget i 2011. Søren Pind ville elske at få denne post - men det er ønsketænkning.

Fødevareminister: Eva Kjer Hansen bliver på posten - men Tina Nedergaard fra Venstre er også et godt bud i en fremtidig rokade.

Transportminister: Lars Barfoed beholder posten - er fredet efter DF's tidligere fyring.

Kulturminister: Carina Christensen er for usynlig og afløses af Venstres medie - og socialordføer Ellen Trane Nørby som blev forbigået ved sidste regeringsrokade og tripper i kulissen med flair for medierne og en markant og ung profil på området. Christensen kan måske ryge på udviklingsministerposten.

Sundhedsminister: Jacob Axel Nielsen udskiftes. Axel Nielsen er træt og slidt. Arbejdet i Sundhedsministeriet er hårdt og utaknemmeligt. Bud på denne post kunne være Carina Christensen der afløses i kulturministeriet, eller miljøminister Troels Lund Poulsen som kan køres længere frem i ministerrækkerne ved at blive hærdet i Sunhedsministeriet. Venstres politiske ordfører Inger Støjberg er et andet relevant bud på posten.

17) Miljøminister: Troels Lund Poulsen sidder nogenlunde sikkert - men hvis han overflyttes til Sunhedsministeriet skal han afløses af et ungt nyt ansigt. Unge jokere Karsten Lauritzen fra Venstre ville være et godt bud - eller måske en Sophie Løhde. Måske to skud i tågen, men de to vil der uden tvivl blive satset på hvis ikke i de to næste år, så inden for en overskuelig årrække.

18) Integrations - og kirkeminister: Birthe Rønn Hornbech ryger helt sikkert i rokade II, hvem der skal have pladsen på øretævernes holdeplads er svært at gætte men hvis ikke Karen Elleman ryger til velfærdsministeriet (som splittes op i flere ministerier) er hun et realitisk bud, eller en Inger Støjberg ville kunne stå godt her også.

V-politisk ordfører: Inger Støjberg udskiftes med den noget mere rapkæftede Søren Pind som så må forlade posten som udenrigsordfører. Støjberg får en betydningfuld ministerpost i regeringen, hun hat troligt bakket Fogh op under Nato-mediehypen.

K-politisk ordfører: Henriette Kjær sidder solidt i sadlen - men Per Ørum Jørgensen presser på bagfra, men hun er ikke truet.

NB!Listen er udarbejdet ud fra at ingen ministerier nedlægges eller omstruktureres, hvilket har været på tale efter Jespersens afgang fra Velfærdsministeriet som består af bla. boligministeriet og socialministeriet, samt en række andre mindre ministerier.

Citater fra bloggen 4. marts 2009:

"For det første vil der (efter al sandsynlighed) først i foråret/forsommer 2009 komme en mindre ministerrokade med ret få udskiftninger - det vi kunne kalde rokade I.

"I løbet af 2009/2010 - efter klimatopmødet og Løkke er blevet indsat i "embedet" og nu i medierne bliver italesat som statsmand - vil der komme en større ministerrokade, som skal forberede og forynge VKs image op til næste valg - det vi kunne kalde rokade II"

"Rokade I vil træde i kraft med det samme i foråret 2009. Sandsynligheden er at rokade II derefter først sker sent i efteråret 2009 eller først i foråret 2010. Dermed har de nye VK-ministre, medierne og befolkningen tid til at "synke" de nye ansigter og de nyslåede ministre kan nå at skabe nye fortællinger og profilere sig i medierne med deres politik inden et benhårdt folketingsvalg mod S-SF-R går i gang ultimo 2011".

Læs blog-indlægget om ministerrokaden under Løkke skrevet den 4.marts her

Læs hvorfor Venstre er gået markant tilbage

Kommentarer