Hvem skulle for otte år siden have troet at SF ville overhale Venstre indenom?
Ikke mindre viser en dugfrisk måling fra Greens Analyseinstitut som Børsen har foretaget, at SF nu står til at høste 21,7 % af stemmerne mod Venstres 21,8 %. Venstre står ganske enkelt historisk dårligt. Væk er glitren og glamouren fra valgaftenen på Færgen Sjælland i 2001 med en smilende frisk Fogh badet i laserlys med kontraktpolitik og Philip Goulds spin-bibel i baglommen. Tilbage står en træt, underdrejet på vej væk og med en nyligt social skæv skattereform som kun lidt over halvdelen af danskerne bakker op om.
Oppositionen står nu samlet set til at få 91 mandater mod VKO's blot 84 mandater i Greens måling. Magtforholdet tipper, og Løkke får som kommende statsminister brug for at være med i både Vild med dans og Hvem vil være millionær og i samtlige udfrittende go-aften-talkshows for at hæve sit kommende skrantende parti op til den storhedstid som Fogh har sikret partiet. Løkke får brug for at sikre sit folkelige mandat ude ved kakkelbordene og få omvendt folket til at tænke: "Han er sgu go' nok".
Venstre er gået konstant tilbage siden 2001, hvor partiet fik knap 10 procent flere stemmer end tilfældet er i den nyeste målng - 31,8 % fik Venstre ved valget i 2001. SF fik til sammenligning kun 6,4 % ved valget i 2001 og kort sagt tredobblet sig selv på otte år. Tal som vækker gru og gys langt ind i de Socialdemokratiske rækker. SF er store, men bliver de større begynder det uden tvivl at rumle i S. Man er vel storebror.
Grunden til Venstres deroute kan koges ned til 7 punkter:
1) Værdipolitikken (læs: integration og udlændinge) er ikke længere et kort Fogh har på hånden for sig selv - S og SF har forlængst været på jagt i VKO-terrænnet og pillet denne dagsorden fra hinanden
2) Foghs igangsatte kontraktpolitik er underdrejet og eroderet. Skattestoppet - det vi kunne kalde Foghs glorie - er pillet ned med skattereformen, hvor både nye multimedieskatter og diverse andre godter er fundet frem fra gemmeren, og det er til trods for at hele tre skatte-stop-tællere nu tikker derudaf på Venstres hjemmeside, og alligevel kan ingen med bare en smule logisk sans kan hitte ud af hvad der er reelt i Venstres skattestop/hop
3)Tvivlen om udlændingepolitikken som Fogh måtte slås med i sommeren 2008 hænger stadig ved ham som tapetklister. Metock-dommen var ganske enkelt med til at underminere endnu en af Foghs kontraktpolitiske nøgler til Statsministeriet: Den faste og fair udlændingepolitik. Den dagsorden er død og begravet.
4) Det ellers populære og sikre kort, integrationsmininister Birthe Rønn Hornbech, som blev anset som et pragtvalg af Fogh - kram og knusene ville ingen tage ved ministerokaden på trappen - har vist sig at være en stor sten i skoen, mildest talt. Godt nok står Rønn med sit efterhånden berømte Mona-Lisa-stumme smil som en personlighed fra en anden tid ifølge Fogh, men Rønn har slidt betydeligt (og unødigt) på Venstres image, og slitagen er ikke blevet mindre af ravagen mellem Karen Jespersen og Rønn-Hornbech tidligere på året. Alt i alt har det skabt usikkerhed og intern fnidder i regeringspartiet - ikke just det som Fogh havde brug for i kølvandet på Metock-dommen og Løkkes massive bilagsrod i sommeren og efteråret 2008.
5)Lars Løkke Rasmussen - den mest upopulære kandidat til posten i Statsministeriet i umindelige tider. Han slider uden tvivl på Venstres troværdighed og der skal ikke ret mange bilag og naturfilm gravet frem af Ekstra Bladets Jan Kjærgaard før Løkke kan sættes ind i kongerækken af skandaleombruste og afdankede Venstre-politikere, i flæng kan nævnes Peter Brixtofte, Lure-Anders, Søren Pind etc. Løkkes force er dog at han har stået op i strid modvind, og det har gjort ham stærk. Han er outsider, og ligesom Søvndal ikke blev spået mange chancer, ja så kan Løkke kun overraske positivt
6)Integrationsproblemer (læs: bandekrig) Fogh kan ikke længere blot skyde skylden for problemerne på den tidligere Nyrup-regering og anklage S-R for at have været løse i betrækket op igennem 1990'erne. Venstre har nu som ledende regeringsparti haft otte år til at gøre noget ved tingene ude på gaden - og tingene er blot blevet være. Neddrosling af den sociale indsats og fritidsordninger, lukning af lokale politistationer på Nørrebro samt lukning af pusherstreet på Christiania er blot nogle få eksempler, som har gødet jorden for endnu mere ballade i byen. Som SF-formand Søvndal meget præcist udtalte for nyligt, så kunne man sagtens stampe hundrevis af politifolk op da ungdomshuset skulle ryddes for bebumsede piercede teenagere - men det kan man så ikke når hardcore bander og rockere skyder med skarpt så menigmand må løbe i flyverskjul?
7) Selv om Fogh er blevet grøn, så ved selv de mest indædte liberale udemærket godt at SF og Socialdemokraternes miløfyrtårn Svend Auken har ejet den miljømæssige dagsorden længe før Fogh kunne stave til ordet havvindmølleparker. Det er utroværdigt at den samme hulemand Fogh som for blot få år siden drak hygge-eftemiddags kaffe med Bjørn Lomborg i Statsministeriet, nu pludselig er mere grøn end grøftekanten.
Fogh eller Løkke får ganske enkelt ikke fire år mere - løbet er kørt. Der er krisestemning, folk vil ikke have skattelettelser og forårspakker, især ikke når det er de rigeste der vinder mest på lettelserne. Det folk vil have og efterspørger, er en stærk velfærdsstat, offentlige investeringer og reele indsprøjtninger i de skoler, sygehuse og daginstitutioner, der forfalder samtidig med at spa-badene bobler lystigt videre i Nordsjælland. Den melodi der er brug for er: Det er mig der hjælper dig. Og ikke blot mig, mig, mig der hjælper mig. Private sundhedsforsikringer der er fradragsberettiget, 11 gange så store lettelser i skatten til de rigeste og blot småører og krummer tilbage til den enlige mor i Sydhavnen. Nej, vel? Velfærden vælter under Fogh og det bliver han tydeligvist straffet for ved næste valg af vælgerne. Derfor den markante fremgang til S-SF.
Ikke mindre viser en dugfrisk måling fra Greens Analyseinstitut som Børsen har foretaget, at SF nu står til at høste 21,7 % af stemmerne mod Venstres 21,8 %. Venstre står ganske enkelt historisk dårligt. Væk er glitren og glamouren fra valgaftenen på Færgen Sjælland i 2001 med en smilende frisk Fogh badet i laserlys med kontraktpolitik og Philip Goulds spin-bibel i baglommen. Tilbage står en træt, underdrejet på vej væk og med en nyligt social skæv skattereform som kun lidt over halvdelen af danskerne bakker op om.
Oppositionen står nu samlet set til at få 91 mandater mod VKO's blot 84 mandater i Greens måling. Magtforholdet tipper, og Løkke får som kommende statsminister brug for at være med i både Vild med dans og Hvem vil være millionær og i samtlige udfrittende go-aften-talkshows for at hæve sit kommende skrantende parti op til den storhedstid som Fogh har sikret partiet. Løkke får brug for at sikre sit folkelige mandat ude ved kakkelbordene og få omvendt folket til at tænke: "Han er sgu go' nok".
Venstre er gået konstant tilbage siden 2001, hvor partiet fik knap 10 procent flere stemmer end tilfældet er i den nyeste målng - 31,8 % fik Venstre ved valget i 2001. SF fik til sammenligning kun 6,4 % ved valget i 2001 og kort sagt tredobblet sig selv på otte år. Tal som vækker gru og gys langt ind i de Socialdemokratiske rækker. SF er store, men bliver de større begynder det uden tvivl at rumle i S. Man er vel storebror.
Grunden til Venstres deroute kan koges ned til 7 punkter:
1) Værdipolitikken (læs: integration og udlændinge) er ikke længere et kort Fogh har på hånden for sig selv - S og SF har forlængst været på jagt i VKO-terrænnet og pillet denne dagsorden fra hinanden
2) Foghs igangsatte kontraktpolitik er underdrejet og eroderet. Skattestoppet - det vi kunne kalde Foghs glorie - er pillet ned med skattereformen, hvor både nye multimedieskatter og diverse andre godter er fundet frem fra gemmeren, og det er til trods for at hele tre skatte-stop-tællere nu tikker derudaf på Venstres hjemmeside, og alligevel kan ingen med bare en smule logisk sans kan hitte ud af hvad der er reelt i Venstres skattestop/hop
3)Tvivlen om udlændingepolitikken som Fogh måtte slås med i sommeren 2008 hænger stadig ved ham som tapetklister. Metock-dommen var ganske enkelt med til at underminere endnu en af Foghs kontraktpolitiske nøgler til Statsministeriet: Den faste og fair udlændingepolitik. Den dagsorden er død og begravet.
4) Det ellers populære og sikre kort, integrationsmininister Birthe Rønn Hornbech, som blev anset som et pragtvalg af Fogh - kram og knusene ville ingen tage ved ministerokaden på trappen - har vist sig at være en stor sten i skoen, mildest talt. Godt nok står Rønn med sit efterhånden berømte Mona-Lisa-stumme smil som en personlighed fra en anden tid ifølge Fogh, men Rønn har slidt betydeligt (og unødigt) på Venstres image, og slitagen er ikke blevet mindre af ravagen mellem Karen Jespersen og Rønn-Hornbech tidligere på året. Alt i alt har det skabt usikkerhed og intern fnidder i regeringspartiet - ikke just det som Fogh havde brug for i kølvandet på Metock-dommen og Løkkes massive bilagsrod i sommeren og efteråret 2008.
5)Lars Løkke Rasmussen - den mest upopulære kandidat til posten i Statsministeriet i umindelige tider. Han slider uden tvivl på Venstres troværdighed og der skal ikke ret mange bilag og naturfilm gravet frem af Ekstra Bladets Jan Kjærgaard før Løkke kan sættes ind i kongerækken af skandaleombruste og afdankede Venstre-politikere, i flæng kan nævnes Peter Brixtofte, Lure-Anders, Søren Pind etc. Løkkes force er dog at han har stået op i strid modvind, og det har gjort ham stærk. Han er outsider, og ligesom Søvndal ikke blev spået mange chancer, ja så kan Løkke kun overraske positivt
6)Integrationsproblemer (læs: bandekrig) Fogh kan ikke længere blot skyde skylden for problemerne på den tidligere Nyrup-regering og anklage S-R for at have været løse i betrækket op igennem 1990'erne. Venstre har nu som ledende regeringsparti haft otte år til at gøre noget ved tingene ude på gaden - og tingene er blot blevet være. Neddrosling af den sociale indsats og fritidsordninger, lukning af lokale politistationer på Nørrebro samt lukning af pusherstreet på Christiania er blot nogle få eksempler, som har gødet jorden for endnu mere ballade i byen. Som SF-formand Søvndal meget præcist udtalte for nyligt, så kunne man sagtens stampe hundrevis af politifolk op da ungdomshuset skulle ryddes for bebumsede piercede teenagere - men det kan man så ikke når hardcore bander og rockere skyder med skarpt så menigmand må løbe i flyverskjul?
7) Selv om Fogh er blevet grøn, så ved selv de mest indædte liberale udemærket godt at SF og Socialdemokraternes miløfyrtårn Svend Auken har ejet den miljømæssige dagsorden længe før Fogh kunne stave til ordet havvindmølleparker. Det er utroværdigt at den samme hulemand Fogh som for blot få år siden drak hygge-eftemiddags kaffe med Bjørn Lomborg i Statsministeriet, nu pludselig er mere grøn end grøftekanten.
Fogh eller Løkke får ganske enkelt ikke fire år mere - løbet er kørt. Der er krisestemning, folk vil ikke have skattelettelser og forårspakker, især ikke når det er de rigeste der vinder mest på lettelserne. Det folk vil have og efterspørger, er en stærk velfærdsstat, offentlige investeringer og reele indsprøjtninger i de skoler, sygehuse og daginstitutioner, der forfalder samtidig med at spa-badene bobler lystigt videre i Nordsjælland. Den melodi der er brug for er: Det er mig der hjælper dig. Og ikke blot mig, mig, mig der hjælper mig. Private sundhedsforsikringer der er fradragsberettiget, 11 gange så store lettelser i skatten til de rigeste og blot småører og krummer tilbage til den enlige mor i Sydhavnen. Nej, vel? Velfærden vælter under Fogh og det bliver han tydeligvist straffet for ved næste valg af vælgerne. Derfor den markante fremgang til S-SF.
Kommentarer