Karen Jespersen træder tilbage - undgår ydmygelse


Karen Jespersen har netop udsendt en pressemeddelelse, hvori hun meddeler at hun trækker sig tilbage fra posten som velfærdsminister, det skriver politiken.dk. En post som inkluderer at hun skal agere socialminister, indenrigsminister, boligminister, ligestillingsminister og familieminister.

Jespersen siger i pressemeddelelsen:

"Jeg har meddelt statsminister Anders Fogh Rasmussen, at jeg ønsker at fratræde som velfærdsminister. Jeg har været utrolig glad for at være medlem af regeringen og for at være velfærdsminister. Når jeg alligevel ønsker at gå af, er årsagen den, at der efter min mening er samlet for mange og for forskellige ansvarsområder under Velfærdsministeriet"

Jespersen undgår ydmygelse

Virkeligheden er dog en anden, end at Jespersen blot er blevet lidt mat i kanten af et stort og omfangsrigt ministerium, der kræver meget arbejde. Det gør alle ministerier, tænk blot på Jacob Axel Nielsen der er ved at drukne i sunhedsministeriet.

Jespersen dagsorden er en anden. Hun undgår reelt en offentlig ydmygelse og karriere-nedtur, da hun står allerforrest i køen til at blive fyret fra posten, så snart Lars Løkke får overrakt nøglerne til Statsministeriet fra Fogh.

Jespersen har mildest talt ikke gjort det godt i de 16 måneder hun har været med på Fogha ministerhold. Den tidligere VS'er og Socialdemokrat har langt fra levet op til den joker-rolle hun var tiltænkt da Fogh udnævnte hende til at efterfølge Eva Kjer Hansen i velfærdsministeriet tilbage i Fogh-rokaden efteråret 2007.

Fogh har senest i november 2008 banket både Jespersen og Rønn på plads med offentlige skideballer. Reelt har Jespersen forlængst fået gule kort, og hun manglede blot det røde - som hun uden tvivl ville få ved Løkkes tiltrædelse. Men Jespersen forlader altså banen frivilligt og undgår spot og spe.

Foghs skideballe til Jespersen
som dengang havde angrebet Rønns integrationsministerium offentligt og deraf affødt en debat som skabte usikkerhed om Fogh-regeringens politik, lød således tilbage i november 2008:

»Det er uacceptabelt, og jeg har talt med velfærdsministeren og integrationsministeren om, at en regering fungerer kollektivt, hvor man udtaler sig på den samlede regerings vegne. Det er uacceptabelt med offentlige skænderier, og det bidrager til at skabe en uklar linje,« sagde Anders Fogh Rasmussen dengang i november 2008. Jespersen fik mundkurv, men reelt var hendes dage her allerede talte som minister.

Som jeg skrev her på bloggen den 4. marts vil de to kommende regeringsrokader under Løkke inkludere en udskiftning af Jespersen:

"Velfærd - og ligestillingsminister: Karen Jespersen udskiftes i Rokade II til fordel for Karen Elleman, der troligt har ageret politisk stødpude i kampene mellem Rønn og Jespersen. Elleman vil være et frisk pust på posten, og har kompetencerne som familie og - integrationsordfører i Venstre - men Elleman kandiderer også til Rønns skrantende integrationsministerium".

Jespersen har kort sagt forladt banen frivilligt inden hun fik fyreseddelen, og gud ske tak og lov for det. Hun må nu hjem til Pittelkow og skrive sine erindringer - erindringer som ikke bliver en del af godnat-læsningen her på bloggen. Det lover jeg.

Læs hele Karen Jespersens pressemeddelelse på dr.dk

Kommentarer