Analyse: Løkkes image


Hvis du til en festelig lejlighed skulle være så heldig at komme igang med et spil gæt og grimasser hvor landets nyudnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen er den der skal gættes på kortet og derefter imiteres til spot og spe fra de grinende gæster, ja så er der ret stor sandsynlighed for at Løkke vil blive illustreret med et glas i hånden, sved på panden og i gang med at nedsvælge en snaps eller to. For hvordan skal man ellers illustrere landets nye statsminister Lars Løkke Rasmussen?

Nyrup kan man jo altid parodere ved at aftegne en lille rund cykelhjelm på hovedet iklædt en rød vindjakke eller bræge som et får i et forsøg på at illustrere lidt uld i mund. Fogh kan ganske givet også nemt paroderes ved at man enten står bomstille med udspilede øjne imens man laver præcise og meget kontrollerede fakter og bevægelser imens man illustrerer en hulemands-kæp i højre hånd og eventuelt lidt rød maling på skuldrene, samt 5 cm plads mellem overlæben og næsen, hvis man skal være ekstra Roald Als-grov.

Længe før Løkke blev udnævnt som statsminister har der været gang i en stor imageopbygning af Løkke. Efter bilags-sagerne blev der lavet frugtordning i Finansministeriet, Løkke blev medlem af Team Rynkeby og træner til at cykle til Paris, Løkke kvittede smøgerne, Løkke blev fotograferet på racercykel. Det lidt fedtede image med fadbamser og en enkelt snaps eller to efter frokosten blev søgt neutraliseret og erstattet med en ny og overskudsagtig ”sundheds-Løkke”. Helt tilbage i Løkkes tid som indenrigs og sundhedsminister var Løkke ifølge egne kilder blandt andet kendt for at være den der blev til festerne sent ud på nattetimerne og godt kunne lide en øl og en svingom til det andet ben. Det billede har været det gængse i offentligheden, og det er det lidt ”sløse-agtige” image som klæber ved ude i befolkningen. Hvis man prøver at vække konen kl.3.00 om natten og hvisker Lars Løkke Rasmussen i øret vil hun uden tvivl - søvndrukken og lettere omtåget -mumle noget i retning af skål, bilag eller nynne med på druk-slageren ”så gir han nok en lille en”.

I dagens udgaver af aviser og nyhedsudsendelser kan man se mennesket Løkke blive hevet frem fra gemmeren. Det private i form af fotoalbums, skolefotos, konfirmandbilleder og andet stof der kan gøre Løkke menneskelig, hyggelig og rar hives frem. I TV2 Nyhederne var vi hjemme hos den stolte far, og den mindre ambitiøse bror som dog anerkender storebrors succes. Begge påpegede at Lars’ familie egentlig ikke var så glade for at han nu skulle arbejde mere, men at sådan er det jo når man vil magten. Søndags-Politikens journalist Rasmus Bech var med cykelhjelm og flad cykel med Løkke på cykeltur igennem Mårum og Ramløse.Noget det lugter langt mere af frisk luft og kildevand, end lumre fadøls-stuer med en syngende Søren Pind ved siden af (snapsene), som hidtil har været billedet i bred forstand.

Fem ting der kendetegner Løkke, hvor han står nu i forhold til medierne og image:

1)Løkkes image er slidt på grund af bilags-sagerne, men i udgangspunktet står han stærkt da han er undertippet og minder mere om den almindelige dansker med carport og racercykel og kanotur med ”Jaka-bov” i Sverige sammen med ungerne. Ovennævnte billede vil blive brugt igen og igen i medierne fremover

2)Løkke har humor – det vil han trække på ved enhver given lejlighed


3)I journalistist-kredse går Løkke for at være arrogant, specielt i forhold til bilags-sagerne måtte flere journalister møde en sur og gnaven Løkke, der ikke mente at han skulle bruge tid på den slags banaliteter. Løkke og pressechef Søs Marie Serup vil arbejde intenst på at forbedre forholdet til journalisterne i og omkring Christiansborg, og få oparbejdet et mere solidt og frugtbart forhold

4)Fordelen for Løkke er at de dårlige sager har været fremme da han var finansminister, men ulempen er samtidig at der uden tvivl sidder en til flere journalister og politikere i såkaldte ”graver-grupper” og forsøger at finde mere snavs på Løkke. Det er ikke utænkeligt at nogle journalister har gemt nogle af ”dumme-sagerne” til Løkke blev statsminister – for så lugter det lidt mere af Cavling. Der vil uden tvivl komme belastende sager frem inden for de nærmeste måneder.

Rund, stædig, arbejdsom og folkelig

I den overendte kommunikationsverden plejer devisen altid at lyde: Man skal holde fast i sit unikke produkt, og ikke rende fra sit unikke ”selling-point” ved hver given lejlighed. Derfor skal Løkke ganske enkelt ikke løbe og cykle fra sit gamle jeg. Det er såmænd ok at Løkke lever lidt sundere, fremstår mere familie-agtig, og kører til Paris på cykel. Men Løkke bliver aldrig nogen Fogh. Hvor Fogh meget groft sagt kan koges ned til at være fast, firkantet, fair og fokuseret er Løkke derimod rund, stædig, arbejdsom og folkelig. Det er de fire parametre som Løkke skal holde fast i fremover.

Som Løkke sagde i et interview med Rasmus Bech i Politiken 5.4.2009:

De fleste beskrivelser af vore politikere er karrikaturer og meget firkantede. Og det billede af Fogh der løber rundt om den nærmeste sø syv gange, så snart han har mulighed for det, er lige så forkert og forenklet som billedet af mig, som en mand, der står op ved frokosttid. Jeg ser mig selv som meget arbejdssom. Jeg knokler for det, jeg tror på. Og jeg er stædig – og det er derfor, jeg cykler til Paris uden egentlig at have forudsætningern for det”.

Hvordan bliver de kommende ministerrokader under Lars Løkke Rasmussen? Læs mit bud på rokade I og rokade II her

Læs mere på bloggen om Danmarks nye statsminister Lars Løkke Rasmussen:
Ny statsminister i Danmark - Løkke tager over i morgen
Foghs tid som statsminister er nu endelig slut
Ny måling: Løkke vil skabe større ulighed
Gallup-måling: Jordskredssejr til rød blok - hvis Løkke får magten

Se Lars Løkke Rasmussen nye hjemmeside

Kommentarer