Bevar efterlønnen med skat fra multinationale selskaber

I Danmark er efterløn den gyldne totempæl som danske politikere fra både højre og venstre danser rituel stammedans omkring. Efterlønnen koster samfundet 17 milliarder om året. Multinationale selskaber i Danmark betaler ikke skat, og hvis de gjorde kunne det give op til 14 millliarder kroner om året.

De 17 milliarder kroner som finansministeriet anslår efterlønnen koster samfundet om året lyder måske af meget. Men set i det store husholdningsperspektiv er udgiften brødkrummer i det store budget der lægges hos Finansministeren i Den Røde Bygning.

Lad os først tage et kig på husholdningen Danmark:

I 2010 var statens udgifter budgetteret til at være 670 milliarder danske kroner ifølge Finansministeriets egne tal. Udgifterne var i 2009 på 633 milliarder kroner. Altså en stigning i udgifterne på knap 40 milliarder på grund af blandt andet stigende ledighed.

Efterlønnen på de 17 milliarder (nogen siger 16 milliarder) som alle politikere er enige om at diskutere udgør kun en meget, meget lille del af det samlede offentlige udgiftsniveau, og alligevel taler alle om efterlønnen, som om det var det eneste sted, vi kunne hente pengene og sikre fremtiden.

Fair nok - der er masser af rituelt og politisk brændstof i efterlønnen for begge fløje, men der er andre og bedre alternativer end at fjerne den.

Efterlønnen er som sagt blevet den nye totempæl som alle danser rituel stammedans omkring. Men den nye milepæl kunne istedet være at få multinationale selskabers manglende skattebetaling til husholdningen Danmark ind som en del af velfærdsdiskussionen. Her er næsten lige så mange penge at hente.


Milliarder bør hentes fra multinationale


Efterlønnen koster altså årligt det den danske statskasse 17 milliarder. Samtidigt er det et faktum at globale virksomheder som eksempelvis Kraft Foods og andre multinationale selskaber ikke betaler en krone i skat i Danmark.

Det anslås at cirka 30 pct. af de multinationale virksomheder i Danmark ikke betaler en krone i skat. Ifølge professor Bent Greve fra Roskilde Universitet er det sandsynligvis et sted mellem 7 og 14 mia. kroner om året som den danske stat går glip af.

Ifølge en undersøgelse som Enhedslisten har gennemført så har eksempelvis Nestlé - der er verdens største producent af føde- og drikkevarer - ikke betalt skat i Danmark i 20 år. Nestlé står bag en lang række kendte mærker som Nescafé, Nestea, Nestlé børnemad og beskæftiger omkring 240.000 mennesker verden over. Nestlé havde i 2009 et nettooverskud på ca. 52,7 mia. kr.

Et andet eksempel er Elgiganten Elgiganten der ejes af den norske Elkjøp koncern, der igen ejes af den britiske elektronikkoncern DSG international
plc. DSG international dækker 28 lande og beskæftiger ca. 40.000 medarbejdere. DSG international plc omsatte i 2009 for ca. 652 mia. kr. Elkjøp’s nettoomsætning i norden ligger på ca. 13,2 mia. kr. Elgiganten har ikke betalt skat i Danmark siden år 2000.

Istedet for at cutte efterlønnen kunne regeringen gå efter de mange milliarder der venter i kisterne hos Kelloggs, Kraft, Elgiganten, Q8 og en lang række andre multinationale selskaber. Det ville være retfærdigt - og sund fornuft. Efterlønnen skal bevares og det er oplagt at se efter kronerne hos multinationale selskaber som ikke bidrager med skat til det samfund de lukrerer på.

Vi giver dem infrastruktur og højt uddannelsesniveau kvit og frit og vi får jobs til gengæld. Men selskaberne lægger ikke nogle skattekroner som tak til det hårdtarbejdende folk - gyldne kroner som kunne være med til at bevare efterlønnen. Det er unfair, og de må til lommerne. Så enkelt er det.

Bliv medlem af "Multinationale selskaber skal betale skat" på Facebook.

Læs Enhedslistens undersøgelse af multinationale selskabers manglende skattebetaling til Danmark

Læs politisk-analyse.dk's forsvar for efterlønnen: "Det er såmænd Jens Vejmand"

Kommentarer