Ny bog: Helle eller Løkke?


I dag udkommer Ræsons bog "Helle eller Løkke?". Bogen har interessante essays fra en lang række førende politiske kommentatorer, eksperter og politikere. Fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Søren Pind (V).

Hvem vælger danskerne – Helle eller Løkke? Der er lagt op til Danmarkshistoriens længste og mest brutale valgkamp, som det hedder i omtalen af den nye bog "Helle eller Løkke?". Bogen fra Ræson er i dag udkommet i to udgaver - en med rød forside og Helle på fronten samt en med blå front, hvor Lars Løkke pryder omslaget.

I den nye bog samler RÆSON-redaktørerne Clement Kjersgaard og Nikolaj Vitting Hermann vurderinger af (det kommende) opgør fra toppolitikere, eksperter og journalister. Bogen har bidrag af 29 toppolitikere, eksperter og journalister, fra Søren Pind, Margrethe Vestager, Johanne Schmidt-Nielsen og Mette Frederiksen til Hans Engell, Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen og Georg Metz.

Det er værd at bemærke at bogen er skrevet før SKATs frifindelse af Thorning i går den 16/9. Dermed er bogen på nogle punkter uaktuel. Ved første øjekast virker bogen til at være fornuftig sammensat i forhold til persongalleriet omend RÆSONs vanlige lækre magasin-layout er erstattet af et kedelig tætskreven billig-bogs typografi.
Det klæder ikke bogen der ellers har fornemme bidrag.

Selvsagt er Mette Frederiksen (S) og Thor Möger Pedersen (SF) subjektive indslag rene politiske reklamesøjler men det opvejes af mere analytiske og partineutrale betragtninger om dansk politik og samfund anno 2010 fra blandt andet Lars Olsen.

Læseren kan hoppe rundt i bogen alt efter partifarve og kulør og nappe en analyse der fokuserer på det kommunikative og formmæssige når trangen melder sig, og man kan nappe hardcore politisk agitation, når man har lyst til det.

Kort sagt ved første øjekast: En blandet politisk bolsjebutik med røde og blå bolsjer i et dårligt layoutet kræmmerhus der kunne være et langt mere stilfuldt overflødighedhorn af lækre billeder og smagfulde grafiske indslag med vælgerkortlægninger og meningsmålinger. Men det er alt sammen bedømmelse på formsiden. Anmeldelse af indholdet følger her på sitet når teksten er tygget.

"Helle eller Løkke?"
240 sider, 199 kr. Redigeret af Clement Kjersgaard og Nikolaj Vitting Hermann.
Udkommer i dag fredag 17/9.