I EN TID MED SKANDALEHISTORIER om svindel med udbytteskat er det vigtigt med fornyet tillidsopbygning og troværdig kommunikation fra myndighederne og ud til den enkelte skatteyder i Danmark.
Af Mikael Kristensen
Tilbage i 2009 skrev jeg et indlæg til Information om mere gennemsigtighed i forhold til den skat, vi alle betaler hver måned. Jeg foreslog for knap ti år siden, at man i regi af SKAT udviklede konkrete eksempler over, hvad borgernes skattekroner bliver brugt til ude i velfærdssamfundet. Dette fortalt visuelt og med letforståelige termer til gavn for den enkelte skatteyders forståelse af, hvad skattekronerne bruges til i virkeligheden. Jeg foreslog jordnære eksempler på årsopgørelsen, hvor det tydeliggøres hvad de skattekroner borgeren betaler svarer til omregnet i konkrete velfærdsgoder som fx MR-scanninger, nyanlagt asfalt på cykelstien, pædagoglønninger eller knæoperationer.
Et eksempel: Hvis en borger har indbetalt 100.000 kroner i skat pr. år, kunne der stå på årsopgørelsen, at vedkommende via sine skattebetaling har betalt samfundet, hvad der svarer til x-antal MR-scanninger til patienter på Rigshospitalet. En enkelt MR-scanning kostede i 2009 omkring 3.800 kroner. Det vil sige, at vedkommende i dette tilfælde donerede over 25 MR-scanninger til samfundet.
Eksempler som dette fra det almindelige hverdagsliv kan måske være med til at danne grobund for en bedre fælles forståelse af, at de skattekroner, vi betaler hver måned, ikke udelukkende går til suspekte spekulanter i Dubai, banditter i habitter og stride svindlere på flugt. Det at styrke den kollektive skatte-bevidsthed kan være med til at styrke den samfundskontrakt, der er etableret mellem borger og stat. En kontrakt, der blev etableret i velfærdsstatens begyndelse, hvor drømmen var at skabe tryghed for alle.
I øjeblikket kæmper Venstre og Socialdemokratiet en indædt kamp om at placere skylden for rodet med skattemilliarderne, der er pist-væk-borte på grund af både løbende fyringer og fusk. ”Det var på jeres ministervagt fejlene skete”, siger det ene parti til det andet. ”Nej, det var på jeres ministervagt”, lyder ekkoet tilbage. I min optik er der ikke behov for yderligere blame game fremadrettet. Politikerne, embedsmænd og myndigheder bør i stedet bruge tiden på at genskabe tilliden. Som borger og skatteyder skal vi turde tro på, at det nytter og gavner, når årsopgørelsen tikker ind. Nøjagtig som når vi giver penge til sultne børn i Afrika.
What's in it for me
For ti år siden gav jeg følgende eksempel: Når du som medlem og bidragsyder melder dig ind i Folkekirkens Nødhjælp for at hjælpe sultne børn i Afrika, så får du at vide, hvad modtageren i den anden ende af verden får for de penge, som du giver. For 300 kroner i donation kunne du i 2009 fx betale en nyuddannet afrikansk sygeplejerske løn i en måned. For 100 kroner kunne du give syv underernærede afrikanske børn den rigtige mad i en måned. Folkekirkens Nødhjælp skaber via denne simple model gennemsigtighed i mellem giveren i Danmark og modtageren i Afrika. Der skabes transparens i forhold til, hvad pengene faktisk går til, hvilket skaber tilfredshed i begge ender af transaktionen.
Hos skattemyndighederne kunne man gøre det samme med skattebetalingerne og den direkte transaktion mellem borger og stat. Så giveren og modtageren derved får en fælles positiv forståelse af værdien af den sum, der skifter hænder. Når vi som borgere modtager vores årsopgørelse, skattekort eller lønseddel via vores e-boks, kunne vi i samme ombæring få et kortfattet grafisk overblik, der viser, hvad vi konkret har været med til at give til fællesskabet af virkelighedsnære velfærdsgoder. Det er de færreste, ud over politikere, medier og embedsmænd, der gennemlæser Finansloven, hvor samfundsmilliarderne uddeles årligt. En finanslov med kurver, grafer og bureaukratisk sprog kan for mange virke abstrakt og langt væk fra dagligdagen. Der er derfor brug for nye, letforståelige og kommunikative stærke fortællinger stat og borger i mellem. What's in it for me and you.
Skatteoversigterne, der kommunikeres ud til borgerne, bør selvfølgelig ikke regnes ud ift. hver enkelt skatteborgers unikke skatteforhold og komplicerede økonomiske forhold.
Derimod bør der laves letforståelige, overordnede trin af forskellige ”skattekategorier” på fx 75.000, 50.000, 200.000 eller 500.000 kroners-niveauer. Man indplaceres så som borger på forskellige generiske trin, så det bliver nemmere for myndighederne at omregne det til konkrete knæoperationer og nyanlagt asfalt, der så kan kommunikeres i visuel og letforståelig form. Nu som for ti år siden, drejer det sig i virkeligheden om at skabe holdningsændring i forhold til det at betale sin skat. Kort sagt: Det skal tydeliggøres, at den betalte skat gavner andre, samfundet og dig selv.
Begrebet og pligten at betale sin skat skal være positivt ladet. Som det er nu, er skattepligten omgærdet af skandaler og triste historier og er af gode grunde negativt ladet. Men det bør ikke være en sur byrde at betale sin skat. At betale sin skat er en forpligtigelse overfor samfundet og de andre. En forpligtigelse som bør række langt ud over skandalerne og den forståelige forargelse over spekulanter og skattefuskere, der malker fællesskabet. Mister vi først tilliden til skattesystemet og til hinanden, risikerer vi at vinke farvel til velfærden.
Kommentarer