”Huset er grønt, det hedder Bella-Vista; vandet koger, og primussen gnistrer; haven og tapetet blomstrer rødt og grønt; himlen er blå og livet det er skønt. Det var et liv i sus og dus...”.
Sådan synger Eva Madsen i sin kolonihave-evergreen skrevet af Erik Clausen og Leif Sylvester Petersen i 1978. Kolonihavesæsonen er i fuld gang i den varme danske sommer. Squash, tomater og agurker høstes i kolonihaver landet over, og kolde øl og kapilærkasser tømmes i takt med at varmegraderne stiger og tørken hærger.
En undersøgelse fra Videnscenter for Arbejdsmiljø foretaget i 2017, viser at 15,6 % af danskerne ude på arbejdspladserne har følt sig stresset indenfor de seneste 14 dage. Der skal derfor flere kolonihaver og grønne områder til, så stressramte danskere kan få et grønt og roligt frirum. Forskningen viser nemlig, at grønne omgivelser, natur og ro skaber bedre balance i humøret og øget mulighed for fordybelse og glæde blandt mennesker.
I en undersøgelse fra Skov & Landskab fra 2005 bekræfter 93 pct. af de adspurgte, at ”ophold i natur og grønne områder i sig selv har en gavnlig indflydelse på humør og helbred”. Undersøgelsen viser også, at stressniveauet stiger jo større afstand, der er til det nærmeste grønne område. Ifølge nye tal fra Green Cities Index ligger København på en sølle 36. plads langt efter byer som Göteborg, Stockholm og Hamborg, når det gælder grønne åndehuller i byen. København har lidt under 32m2 grønt pr. indbygger.
Der er brug for flere grønne områder og flere små grønne kolonihavegrunde til almindelige danskere. Kolonihaver, som alle kan få råd og lige adgang til uanset deres indtægtsniveau. Det gælder i hovedstadsområdet og i provinsen. Flere kolonihavegrunde og grønne åndehuller kan i sidste ende være med til at mindske samfundets udgifter til psykologhjælp, coaches og sygemeldinger, der rammer os i samme tempo, som tomatskuddene skyder op i drivhuset.
Jeg knokler selv med græs, bed og drivhus sammen med min kæreste på en mindre kolonihavegrund i udkanten af København. At rode i jorden, plante frø, slå græs og sætte nyt hegn op gør godt. Aktiviteter, der ikke egner sig til Excel-ark, kvantitativ evaluering eller smartphones. Både psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann og Dronning Margrethe har plæderet for, at vi gør noget ”unyttigt”. Det er processen og langsommeligheden i kolonihavearbejdet, der gør stressede mennesker godt. Jeg taler af erfaring.
Kampen for mere rekreativ natur i byområderne bør derfor være højt på dagsordenen frem mod folketingsvalget hos de folkevalgte, og der bør afsætte flere midler til grønne frirum. Det er en offentligt opgave at sikre oaser for almindelige mennesker. Når både V og S akuelt bejler til vælgerne med klimamilliarder og grøn omstilling, bør det også være muligt at indtænke et markant økonomisk bidrag til borgernær grøn natur i form af kolonihaver og grønne åndehuller. Flere udstykninger af grøn jord og sort muld til de danskere, der hver dag knokler ved kontorbordenes LED-lys, og til de, som slider med at give børnene flyverdragten på i daginstitutionen. Kunne man fx finansiere oaserne med dele af de indtægter, der kommer fra parkeringsanlæg i storbyerne og allokere midler til etablering af grønne områder? Der er knap 62.000 kolonihavehuse i Danmark (2001-tal). Dette er ikke meget, når 15,6 pct. føler sig stressede.
I gamle dage var kolonihaven arbejderklassens frirum, hvor byboerne kunne søge væk fra lugt, forurening og trange baggårde. En af fortidens kendte kolonihaveforkæmpere var Svend Auken (S), der hejste det rødhvide flag for kolonihaverne. Han var bannerfører for den første kolonihavelov i 2001. Loven satte en hegnspæl i over for markedet og kommunerne; man kunne ikke længere flytte det, der nu blev kaldt ”varige haver”. Haverne lå, hvor de lå. Rygtet siger, at Svend Auken ved festlige lejligheder nævnte, at kolonihaveloven var den lov, han var mest stolt af.
I 2018 er kolonihavegrundene attraktive erhvervelser, som folk står i kø for at blive skrevet op til. Enten er kolonihaverne dyre at købe (de kolonihaver, der ikke er ejet af kommunen), eller også er de bundet af lange ventelister (de kommunalt ejede kolonihavegrunde). Efterspørgslen er stor, udbuddet er lille. Dermed sniger det ulighedsaspekt, der også huserer på det regulære ejendomsmarked, sig ind i på kolonihavegangene. Dette til gene for det fællesskab og den samhørighed, der er grundstammen i kolonihavetanken.
I kolonihaven kan den stressede dansker lade likes og laptop blive hjemme og i stedet opleve naturens gang og farvernes skiften. Et nært, grønt og trygt sted, hvor der kan kobles af. For de politikere, der hver dag besynger trivsel, sundhed og bæredygtighed, bør det derfor være en bunden opgave at skubbe på for flere og billige grønne frirum. Vi må få plantet et spirende frø hos politikerne på Christiansborg og ude i kommunerne, så målet om flere grønne haver for alvor slår sine rødder til gavn for stressede danskere.
Indlægget et bragt på www.avisen.dk 22. juli 2018.
Kommentarer