"Vi gider ikke gå i kasseformet tunika, bare fordi vi tænker på miljøet"




Hvad er bæredygtigt tøj, hvilke mærkningsordninger skal man gå efter, og hvor meget bidrager den konventionelle tøjproduktion til CO2-udledningen? Jeg spørger Betinna Bach til råds. Hun har sammen med Toke Skou Larsen startet fairfair.dk, hvor bæredygtigt tøj er i fokus. 

Af Mikael Kristensen

I skriver på fairfair.dk, at dyrkningen af bomuld, "optager 2,4 procent af klodens landbrugsjord og står for 16 procent af verdens forbrug af insektgifte samt 10 procent af pesticidforbruget". Var det derfor i besluttede jer for at lave en butik med bæredygtigt tøj?

- Ideen til vores webshop fairfair.dk starter en aften, hvor jeg ønsker at købe en ny kjole og går på nettet. Jeg ved, at tøjindustrien sviner, og forsøger at finde en, der er produceret under hensyn til miljø og arbejdsforhold, men det er simpelthen umuligt at finde en kjole, der også er pæn.
Den efterfølgende uge går vi begge igang med at researche, og med tiden finder vi et par enkelte producenter, som faktisk laver bæredygtigt OG fedt tøj - men det har været alt for svært at finde. Derfor tænkte vi, at der garanteret er andre som os, der ønsker bæredygtigt tøj, men ikke går på kompromis med æstetikken, siger Betinna Bach.
Bettina Bach står bag fairfair.dk, der netop er gået i luften

Tøj af vandflasker og træ

Ifølge Betinna er det primært fire faktorer, der gør tøjindustrien svinende. Brugen af kemikalier, stort forbrug af vand, stor CO2-udledning og dårlige arbejdsforhold.

- Ved at bruge økologisk bomuld tilgodeses de fleste forhold. Desuden findes bæredygtige alternativer til bomuld og polyester, som fx. Newlife, der består af genbrugte vandflasker eller tencel, der er lavet af træfibre.Traditionel polyester og akryl er syntetiske fibre, som er lavet af kul, råolie og naturgas gennem en kemisk proces. Det betyder, at den produktion både udleder en masse CO2 og kemikalier. Derfor er det så vigtigt at finde alternativer til disse traditionelle stoffer, forklarer Betinna Bach.
"Jeg elsker smukt tøj og jeg kan lide, at det afspejler min personlighed og mit humør. Og så går jeg op i genbrug, miljø og arbejdsforhold og er de sidste par år begyndt at tænke mere over, hvad mit tøj er lavet af og hvad arbejdsforholdene har været. "
1400 liter vand til produktion af en t-shirt

7000 liter vand til et par jeans 

Ifølge jer bruges der 11.000 liter til at fremstille et kilo bomuldstøj, som svarer til et vandforbrug på næsten 1.500 liter for at producere en t-shirt. Hvad bør almindelige tøjproducenter som fx H&M og Bestseller gøre for at nedbringe vandforbruget i tøjproduktionen, og hvordan sikrer I jer, at der ikke er brugt for meget vand til produktionen af jeres produkter?

- Det er både i dyrkningen og efterbehandlingen af bomuld, at der kræves enorme mængder vand. Man bruger omkring 7000 liter vand til at lave et par jeans - vores bæredygtige producent bruger 1500 liter. Både pesticid- og vandforbruget er mindre ved økologisk dyrkning, men også økologisk bomuld kræver store mængder vand. Ønsker man produkter med markant mindre vandforbrug, kan man gå efter fx. stoffet tencel, der er lavet af træfibre. Eller selvfølgelig genbrugstøj, der allerede er produceret, og kan få et efterliv. Vi sælger også upcyclede produkter på fairfair.dk, altså genbrugstøj som er blevet syet om og tøj syet af Newlife som er lavet af plastikflasker - det er en kreativ branche, hvor der hele tiden findes på nye alternativer.  Flere af de store mærker har nogle basisprodukter, der er lavet af økologiske råvarer, og det er jo fint, man skal bare huske på, at det er en forsvindende lille andel af deres samlede produktion. Så selvom du kan få en consious T-shirt i H&M, og de genanvender dit gamle tøj, betyder det ikke, at H&M er en miljøkorrekt virksomhed. Dermed ikke sagt, det ikke er gode takter, siger Betinna Bach.

Hvilke mærkningsordninger er troværdige, hvis man som ny forbruger skal ud og købe bæredygtigt tøj?

- GOTS-mærket er det bedste mærke pt. i forhold til tøj. Med et GOTS-mærke, er varen certificeret økologisk og den er produceret og forædlet på en forsvarlig og miljømæssig hensigtsmæssig måde.
Derudover er der jo FairTrade-mærket, der sikrer gode arbejdsvilkår i produktionen.

Forbrugerådet Tænk om bæredygtigt tøj

Ikke behov for at flashe bæredygtighed

Hvordan oplever I kundernes tilfredshed er ift. det udbud, der er af bæredygtigt tøj på markedet?

- Vi oplever, at mange ønsker at købe bæredygtigt, men at det er svært at finde noget tøj, der også er fedt. Rigtig mange mennesker køber i dag økologisk mælk, æg og smør, og ved godt, at det næste er tøjet. Vores ønske med fairfair.dk er at gøre det let for folk at finde noget bæredygtigt tøj, der også ser godt ud. Vi gider ikke gå rundt i en kasseformet tunika i grå hør, bare fordi vi tænker på miljøet. Jeg tror faktisk ikke de fleste har et stort behov for at flashe deres bevidsthed - det er nok, at de selv ved, de gør noget godt for kloden og de næste generationer.

I skriver på jeres site "at produktionen af tøj står for udledningen af 10 pct. af verdens samlede udledning af CO2". Hvad mener I der mere kan gøres for nedbringe den samlede udledning?

- For det første kan vi bruge vores tøj noget mere. I stedet for at købe ti tilfældige T-shirts til 50 kroner stykket, kan vi tænke os lidt mere om og købe mindre, men bedre tøj. Noget der holder længere, og noget, vi har lyst at gå rundt i længere. Dernæst kan vi blive bedre til at genbruge. Vi sælger fx kjoler lavet af overskudsstof fra møbelproduktionen og upcyclede genbrugsskjorter.
Endelig kan man vælge produkter, der ikke er lavet af fossile brændsler. Det kan være tøj lavet af hurtigvoksende bambus, der vinder mere og mere frem, eller tencel lavet af træfibre.

Ting du skal vide om bæredygtig tøjproduktion

En branche i udvikling

Hvordan ser fremtiden ud for bæredygtigt tøj, hvad er de nyeste tendenser, og hvad er jeres oplevelse af kundernes behov fremover?

- Vi håber, at alle dem, der køber økologisk mælk i dag også vil købe bæredygtigt tøj om fem år. Vi regner altså med, det bliver mere almindeligt og noget, man som forbruger tager aktiv stilling til. Designere og producenter, vi møder på messer for bæredygtigt tøj er i konstant udvikling med at finde nye metoder, nye stoffer og går ned i detaljen for at alt skal være bæredygtigt, så det er en branche i vild udvikling. Derudover er det også designs som ikke ser bæredygtige og fodformede ud, men som ligner helt almindeligt tøj, så man som forbruger ikke behøver vælge enten bæredygtigt eller pænt, slutter Betinna.

Bettina Bach, 33 år, uddannet cand. mag og arbejder som boligsocial medarbejder. Toke Skou Larsen, 35 år, er uddannet journalist og er nu konsulent. De startede sammen webshoppen fairfair.dk i marts 2018.

Læs mere på fairfair.dk









Kommentarer