Danmark: De 10 % rigeste har det samme som de 40 % fattigste

De rige er blevet rigere, og de fattige fattigere viser nye tal fra AE. Kilde: AE


Af Mikael Kristensen

Siden 2010 er de rigeste i Danmark blevet endnu rigere. De fattige er derimod blev fattigere. Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) der blev lanceret i dag.

Pengene går til de 20 % rigeste 
Desuden viser to nye svar fra Finansminister Kristian Jensen til Folketingets Finansudvalg, at indkomstskatterne i Danmark de sidste 15 år er blevet sænket med 52 milliarder kroner. Og mere end halvdelen af de penge, 29 milliarder kroner, er gået til at lette skatterne for de 20 procent rigeste i samfundet. Det skriver netavisen Pio i dag.

"Før i tiden så vi, at også de fattigste fik del i indkomstfremgangen. Det er ikke længere tilfældet", lyder det fra AE.

Den nye AE-analyse har følgende konklusioner:

• I løbet af de seneste 15 år er forskellen mellem rig og fattig blevet markant større. Særligt efter krisen er indkomstforskellene vokset.

• Den rigeste procent har haft størst indkomstfremgang i perioden 2010-2015, hvor indkomsten efter skat er vokset realt med knap 240.000 kr. Det er sket samtidig med, at alle andre indkomstgrupper oplever rekordlav indkomstfremgang. De 10 procent fattigste har oplevet et realt indkomstfald på 2.000 kr.

• Den rigeste procent har særligt haft gavn af en stigning i formueindkomsten, hvor fremgangen i aktieindkomsten kan forklare en stor del af indkomstfremgangen siden 2010.

• De ti procent rigeste har nu tilsammen samme andel af den samlede indkomstmasse efter skat som de 40 pct. fattigste har tilsammen. 

Markant stigning i ulighed
Ifølge netmediet Pio Pio viser et andet svar fra Finansminister Kristian Jensen, at ændringerne i indkomstskatterne isoleret set har betydet, at ginikoefficienten, der måler graden af ulighed i et samfund, er steget fra 25,3 til 26,7, altså en stigning på knap 6 procent.

AE Rådet understreger desuden i analysen at polariseringen mellem rig og fattig har taget fart i kølvandet på finanskrisen der ramte i 2009.

Læs mere om Søren Jakobsens bog om overklassemagt her

Boost i riges formueindkomst
En anden væsentlig faktor der gør at de rige bliver rigere siden 2010 er ifølge AE's analyse at formueindkomst booster indkomsten for den rigeste procent af befolkningen.

Halvdelen af den samlede vækst i bruttoindkomsten for den rigeste procent kommer således ifølge AE fra stigning i formueindkomsten. Samlet er bruttoindkomsten (indkomsten før skat) steget realt med 400.000 kr. for den rigeste procent siden 2010. Heraf kommer de 243.000 kr. fra stigning i formueindkomsten. Hovedparten af dette kan i følge AE-rådet forklares med "fremgang i aktieindkomsten for den rigeste procent". 



Hent analysen her

Kilder: AE Rådet, Netavisen Pio, Finansministeriet.

Kommentarer