Og lad det være sagt: Der er fokus på lidt for meget krig.Titlen burde have været en hel anden. Eksempelvis: "Fogh - da Danmark gik i krig" eller slet og ret: "Foghs krig". Danmarks aktivistiske udenrigspolitik var en historisk milepæl, som Fogh fik gennemtrumfet i de tre embedsperioder, han var ved roret (Fogh er den eneste V-formand i Danmarks-historien, der har vundet magten tre valg i træk).
Da jeg sad med Mørchs bog i hænderne, undrede jeg mig lidt. Skete der dog ikke en masse andet i Foghs embedsperiode fra 2001-2009 end dansk deltagelse i koalitioner og krig? En af Mørchs pointer er at det er svært at finde ud af, hvad der egentligt skete. Var det skattestoppet? Den faste og fair udlændinge-politik? Eller var det de skarpt koordinerede og retorisk veloplagte pressemøder bag den nye gennemsigtige plexiglas-talerstol, som ændrede det politiske landskab efter Nyrup-æraen?
Igennem Mørchs tour-de-force igennem Foghs vej til magten, sad jeg tilbage med indtrykket af, at Fogh blot greb magten, tidsånden og mulighederne, uden at det kastede ret meget konkret indenrigspolitik af sig, ud over selvfølgelig Danmarks deltagelse i to interventioner, som havde stor indflydelse på de mennesker der mistede livet, men også på den hjemlige debat og måden vi så - og ser - os selv som danskere på. Nuvel, der var også en stor effektiviserende kommunalreform, der primært blev landet af V-kronprinsen og Indenrigsminister Løkke, og som var det man vel med et kækt ord kunne kalde svendeprøven og medvirkende årsag og adgangsgiver til Løkkes senere karriere i Statsministeriet. Mesteren var Fogh - lærlingen var Løkke.
Mørch skriver om Foghs statministerperiode:
"Anders Fogh Rasmussen som statsminister er i højere grad interessant, fordi han var udtryk for sin samtid, end på grund af det præg, han satte på den (...). Politikere og deres beslutninger betyder i det lange løb kun meget lidt. De repræsenterer historiens korte, nervøse oscillationer. Når, eller hvis, Anders Fogh Rasmussen tager sig ud som en stærk statsminister, er det, fordi han falder ind i historien som et tidens tegn"Sælen som symbol
Foghs største, værste eller bedste bedrift, alt efter synsvinklen, er at aktivere det der i Mørchs øjne er et symbolsk dansk militær imod fremmede arabiske magter langt, langt væk fra andedammen. Udkrystalliseret i underspillede og humoristiske beskrivelser af Danmarks "her-kommer-vi-indsats" i nullerne, eksempelvis eksemplificeret med den famøse u-båd "Sælen" der blev sat i høj søgang under Irak-krig II i 2003. En gammel, Rasmus Klump-agtig, udslidt u-båd, som ikke gjorde en synderlig forskel for det enorme amerikansk-britiske militær, men som dog var et konkret symbol om at VI var MED. Som kronjuvelerne. Til pynt forstås.
Mørchs pointe synes at være, at det danske militær (dog siden 1864) har været, det rene pynt, fin staffage og påtaget symbolik. Fogh brugte symbolsk militæret, hev det ind fra kulden i 2001 i tæt alliance med George Bush og Tony Blair. Danmark gik i krig efter 11. september i to fjerntliggende lande i Foghs private krig. Til hvad nytte, kan man spørge små ti år efter? Hvad er status så nu? Og hvad blev der af Sælen? Den er her.
Mørch påpeger, at Fogh på eget initiativ - og iøvrigt uden at have orienteret regerings-partneren, de konservative, besluttede sig for at være blandt de aktive europæiske regeringer, der tilbage i 2003 erklærede deres uforbeholdne støtte til, at afvæbne Iraks diktator Saddam Hussein.
Georg Gearløs og lille-hjælper
En af de (ret få) detaljerede menneskelige beskrivelser om Fogh, man får med sig fra Mørchs bog, er at den målrettede Anders fra Viborg, altid har haft en hjælper-ven. En lille-hjælper der har kunnet bane vejen for Fogh, som ikke altid selv har været den udadvendte og det bulldozende menneske i magtrelationerne. Han har ifølge Mørch ofte haft et side-kick til at hjælpe praktikken, sparke døren ind, og skabe de rigtige forbindelser og netværk.
Mørchs pointe er, at Fogh har haft en tæt allieret, der har været sneploven foran Fogh, som har ryddet sjask og sne af vejen og dermed bragt Fogh til de gunstige stillinger. Startende med VU-formandsposten. Senere i folketings-karrieren er det Claus Hjort Frederiksen, som har ageret Foghs side-kick. Senest har tidligere departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad (nu Dansk Industri) ageret Foghs tro væbner og proaktiv fejende sneplov, da stillingen som NATO-generalsekretær blev landet tilbage i 2009.
Politiske forhandlinger og polsk pizza-ven
Et par af de mere interessante nørdede kapitler er dagene omkring magt - og formandskiftet i Venstre tilbage i 1998, hvor Uffe Ellemann-Jensen takkede af. Magtkampene mellem Fogh, Ivar Hansen, Peter Brixtofte og andre ledende Venstre-skikkelser lader ikke et afsnit af DR's Borgen ret meget efter. Men også den senere virak ovenpå Nyups efterløns-garanti, hvor Fogh og Mogens Lykketoft - ifølge Mørchs bog mødtes (vistnok hemmeligt) til forhandlinger, er detaljeret og underholdende beskrevet.
Man mærker konstant Mørchs store viden og indsigt i dansk politik. Helt ned i de små detaljer er der genoptrykt eksempelvis VU - og Venstre-festsange fra forlængst glemte politiske møder, samt førstehånds-beretninger fra centrale politiske forhandlinger. Mørch har lavet grundarbejdet godt og med tyngde.
Tilbage står dog, at der er for meget krig og for lidt af det andet. Men måske er det symptomatisk for Foghs regeringsperiode, at der egentligt ikke kan føjes ret meget andet til resultatlisten end den aktivistiske udenrigspolitik? Det vil flere af de kommende historiebøger om Fogh-perioden, der nok skal følge efter Mørchs bog fremadrettet kunne vise os.
Hvis man som politisk nørd, vil have en bog om krig, militær, forhandlinger, korridorsnak og udenrigspolitik, så er Mørchs bog fremragende. Det er historietime, dét her. Sladderen, det personlige, det menneskelige findes dog i små doser hist og her. Via Mørchs celebre og sjove fodnoter bagerst i bogen, kan man blandt andet få sig en underholdende udredning af den - viser det sig - ret uskyldige historie Foghs berømte polske pizza-ven.
Flere bøger om Fogh
Hvis man vil have et portræt af Foghs politiske lederegenskaber (som læner sig op af gode politiske ny-udgivelser som Hanne Sindbæks biografi Comeback Kid om Anders Samuelsen og Jette Meier Carlsens bog Fordi jeg var nødt til det om Pia Kjærsgaard), kan man med fordel ty til Troels Mylenberg og Bjarne Steensbecks politiske biografi Præsidenten - Foghs Danmark fra 2001-2009.
Mylenberg og Steensbecks bog er journalistisk i snittet, velskrevet og gedigen politisk journalistik. Mørch krediterer også Præsidenten i sin bog. Hvis man vil gå videre, kan der suppleres med Mylenbergs udgivelse De forreste om markante danske politiske profiler, her behandles Fogh også indgående. De Forreste er anmeldt her på bloggen.
Tredje bog som anbefales herfra er Mads Christian Esbensen og Bo Bredsgaard Lund udgivelse Det politiske superbrand (2009). Her behandles brandet, den politiske kommunikator Anders Fogh Rasmussen i et mere mediemæssigt, retorisk og kommunikativt perspektiv. Det politiske superbrand er anmeldt her på bloggen.
--
Anders Fogh Rasmussen - en dansk statsminister i det 21. århundrede
Forfatter: Søren Mørch
Gyldendal, 2013
Bogen udkom november 2013
Kommentarer