Af Mikael Kristensen
Pia Kjærsgaards afvæbnende og bittersøde biografi sår frøene til drømmene om en kommende kulturministerpost til den tidligere DF-formand og en mulig regering med deltagelse af Dansk Folkeparti. Anders Samuelsen åbenhjertige vinderbiografi planter desuden rødderne til kommende V-K-R-LA-konstellationer.
Priming betyder at gøde jorden. At gøre vælgere, medier, politikere og læsere opmærksomme på en sag eller et kommende tema førend, det bliver til virkelighed eller for alvor tager fart i beslutningsprocesserne. Gennem priming kan politikere dreje og vinkle historien på en helt bestemt måde. Politikeren viser måske et enkelt tilfælde af en svigtet patient på et hospital, eller fortæller indirekte om ministerdrømme og politiske ståsteder. Billedet der skabes er sammen med fortællingen der iværksættes med til at gøde jorden for fremtidige politiske handlinger, offentlige debatter og tiltag, når der skal besluttes for alvor.
Printmedier, netmedier og elekronisk medier er mangfoldige og udkommer i rigelige mængder med hver deres skræddersyede vinkler, solohistorier eller politiske analyser serveret 24/7.Den politiske biografi derimod er et format, hvor den skræddersyede versionerede historie kan fortælles. Det kan være den afslørende historie i den styrede monolog, der sætter lys på mennesket bag politikeren og politikerens individuelle egenskaber. Mod, kampgejst, menneskelighed, sårbarhed, tabuer. Sådan er det i Pia's og Anders' biografier. Og det er fungerer godt.
Anders Samuelsens biografi bærer titlen "Comback Kid”. Pia Kjærsgaards har titlen ”Fordi jeg var nødt til det”. Hos Samuelsen, er der tale om klassisk sejrshistorie. Det handler om at kæmpe. Om at komme tilbage i kampen. Det handler om rent fysisk at løbe fra problemerne i et 3 timers maraton - og om at komme igen. At tage sig sammen. Men også give sine sønner, det tilbage de aldrig fik fra en travl politiker-far.
Aldrig stop med at løbe, for så vænner kroppen sig til at stoppe, som Samuelsens afholdte løbetræner siger til den dengang radikale Anders i atletikklubben Aarhus 1900.Dette er så blevet Samuelsens leveregel, et mantra i det politiske liv fra Solbakkevej i Horsens til Ridebanen på Christiansborg. At omgive sig med vindere, der kæmper sejren i hus. Og bliver ved. Om det er fattigdomsfokuserede kuglestødere, bankfolk med checkhæfter eller politikere som Thyra Frank og Leif Mikkelsen, så er dét at vinde, dét at stå ved sine svagheder, sine bitre nederlag i centrum igennem den sympatiske side-vender af en biografi.
Sejr ovenpå nederlag
Sejrene hos Samuelsen fremstår tydeligt og oprigtige, fordi nederlagene er så mangfoldige. Og underholdende. I skiftet fra Radikale til nok-er-nok og Ny Alliance over partilederrollen i Liberal Alliance er det sejren, det at overkomme, der fylder. Samuelsen fik i 2007 og 2008 gedigne hug i Ny Alliance, som dybest set var Naser Khaders projekt. Naser var blevet for stor til de radikale. Men i Ny Alliance kunne ingen rigtig enedes om retningen. Den manglende politik samt et sandt virvar af modstridende meldinger om dronningerunder og statsminister-pegning skabte i valgkampen 2007 intern splid mellem de tre musketerer Anders, Naser og Gitte. Dette bliver specifikt udkrystalliseret i Christoffer Guldbrandsens dokumentar-film ”Dagbog fra midten”.
I Guldbrandsens flue-på-væggen dokumentar portrætteres Samuelsen som et Gollum-lignende konspiratorisk kældermenneske i et - ifølge Samuelsen - ensidigt Guldbrandsen-portræt. Et mediebillede Samuelsen bliver rasende over. Han er på nippet til at eksplodere over den negative fremstilling offentligt. Men efter en proaktiv mail samt et støttende råd, holder Anders sig fra at angribe filmen og fokuserer istedet på sit politiske liv. En klar fordel skal det senere vise sig.
En af Samuelsen centrale pointer i ”Comeback Kid” er, at han ene mand sammen med meget få solide støtter stod med et totalt itu-revet parti, og løftede det fra ingenting også rent organisatorisk. Et parti der lå til omkring 0 % i meningsmålingerne."Dead man walking", lød det på Christiansborgs gange. Blandt de få, der til stadighed bakkede op, da det stod værst til, var Leif Mikkelsen med organisatorisk snilde, Lars Kolind med visioner og råd, Lars Seier Christensen med pungen. Vennen Bjarne fra Horsens med sans for praktiske løsninger var også med.
At æde en stråhat
Liberal Alliance blev hånet og latterliggjort af det politiske korps. Politiske kommentatorer stod i kø for at dømme Liberal Alliance ude – det som senere fik TV2's politiske kommentator Henrik Qvortrup til at æde en tilberedt stråhat i Go’ Morgen Danmarks tv-studie.
På baggrund af nedtur, skilsmis og den hård barndom fremmanes sejren i Samuelsens biografi solidt og troværdigt. Sejren fremstår for læseren sødmefuld og nærværende. Når Samuelsen sammen med sin tro væbner Bjarne fra Horsens (kær ven, spindoktor, alt-mulig-mand) og Simon Emil Ammitzbøll, nu i 2013 er placeret pænt lunt med 10 mandater i flere målinger, kan man kun give manden ret. Anders og Liberal Alliance kan potentielt blive en del af en liberal-konservative magtkonstellation efter næste folketingsvalg. Bogens pointer og udsagn er en klokkeklar trædesten i den retning. .
Den indignerede
Kjærsgaard er også vinder i hendes biografi, bare på en anden måde. Hun går så grueligt meget i igennem, at det af og til bliver en lidelseshistorie. Grusomhederne er primært koncentreret om broderen Henriks alkoholmisbrug og galskaben i Fremskridtspartiet. Flere steder er det som om Kjærsgaard er omgivet af naive politiske tåber, landsbytosser og politiske ignoranter – hvilket hun nok også var. Men der bliver peget rigeligt med fingre af politiske modstandere og andre partiledere. Det bliver trættende i længden.Når alle fire fingre peger ud på andre, tænker man som læser at der må være en der peger på Pia selv.
Fortællerstemmen – den indignerede Kjærsgaardske - som vi kender den fra tv-debatten og hjemme-hos interviewet i Ude & Hjemme, er ærlig og kærlig i biografien. Man kan høre Pia i sætningerne, hendes tanker er tilstede i ordstrømmen. Det er godt gået af forfatter Jette Meier Carlsen, der som platonisk fødselshjælper formidler Pia's tanker, idéer og følelser ned. Af og til går der lidt for meget patos i den - men man bærer over med det. For det er jo "drengene" Kristian og Peter, der tager sig af finanserne og tallene.
På mange måder er Pia’s biografiprojekt sympatisk. Man kan være uenig i kongerøgelsen, provokeres vildt over den glæde Pia har over kitsch, line-dance, Bakke-sangerinder og Madam Blå. Man kan forstemmes over holdningen til indvandringen, muslimer og danskhed. Men hun formår med god hjælp, at få fortalt historien og bevæggrundene, der ligger bag beslutningerne i det politiske goldrush fra 2001-2011. Som nummer to på magtbarometeret som støtte til Anders Fogh-regeringen, har hun noget at have det i. Der bliver strøet massevis af eksempler på, at Pia har agt, som hun har magt. Eksempelvis udpensles DF-fyringen af daværende konservativ fødevareminister Lars Barfoed. Det er underholdende. Underholdende er også de utallige udfald Pia har imod ”parnasset”, ”de kulturradiale” og ”de rigtige”. Dem der bruger 20 kroner på en kop kaffe - hvor vi andre køber en hel pose for samme pris. Angrebene på modstanderne - de andre - fremstår i bogen ærlige og ægte. De begrundes. Hatten af for det.
Det man siger...
Et ankepunkt i Kjærsgaards biografi er, at hun i starten gør et stort nummer ud af at lægge afstand til de aparte holdninger, som partistifteren Mogens Glistrup fremturer med i 1980'erne i forbindelse med synes på muslimer. Kjærsgaard tager kraftig afstand fra Glistrups sprogbrug, som hun mener er vulgært og ikke-sagligt. Men senere i bogen – efter hun har argumenteret for fyringerne af eksempelvis Louise Frevert og andre rebeller i Dansk Folkeparti - forsvarer Kjærsgaard på forunderlig vis fætrene Jesper Langballe og Søren Krarups intellektuelle udfald mod muslimer. Deres udfald er i orden, saglige og velbegrundende, ifølge Kjærsgaard.
Som læser sidder man her med en oprigtig tvivl på, om det nu også er sproget, der er det væsentligste her. Er det ikke grundholdningen i sin reneste essens, der er det væsentlige? Her har Kjærsgaard et blindt punkt. Et punkt som journalist og tv-vært Martin Breum fra DR2's Deadline har boret i, i et interessant tv-interview ovenpå biografien.
Om man kan kalder mennesker for grimme ting, eller man tænker dette, uden at sige "det" direkte, om man pakker det ind i intellektuelle fåreklæder eller sige tingene lige ud. Hvad er værst? Hvor går grænsen for eksklusion i DF? Jesper Langballe og Søren Krarup, er ifølge Kjærsgaard langt større intellektuelle kapaciteter end andre DF'ere. Derfor må de to sige tingene på deres måde. Bare det er klogt sagt, synes pointen at være.
Skuffet over Glistrup
Kjærsgaard fortælle indlevende om det underholdende opgør med Fremskridtspartiet tilbage i 1990'erne. Partiet sejlede i katastrofale landsmøder, afmagt og massivt rod i gruppemøderne. Kjærsgaard betoner hendes umiddelbare fascination af Mogens Glistrup i sine unge dag. Hun er helt ærlig omkring ”kald” hun fik, da hun så Glistrup tone frem på Danmarks Radio monopol-tv i 1970’erne.
Her sammenlignede Glistrup skattesnydere med jernbanesabbotører under 2. verdenskrig. Kjærsgaards fascination daler kraftigt, jo længere tiden skrider frem og jo mere magtkampene i Fremskridtspartiet tager til. Især problemer med Kirsten Jacobsen tager til. Hun konspirerer mod Kjærsgaard. Og der går hønsegård i den. Da Mogens Glistrup ender i fængsel på grund af skatteproblemer besøger Kjærsgaard den almægtige mentor for at få et par gode politiske råd. Hun går dog fælt skuffet derfra:
Jeg havde regnet med, at Glistrup i det mindste ville sætte pris på det, jeg havde gjort for partiet (Fremskridtspartiet, red.) mens han havde været væk. Men han var SÅ nedladende. Man kan ikke beskylde ham for at snakke ondt om mig bag min ryg, for han sagde til alle og enhver, at der ingen huller var i min uvidenhed, og at det ikke betød noget som helst at være politisk ordfører (som Kjærsgaard var i Fremskridtspartiet, red.) Man kunne lige så godt være kirkeordfører.
Glistrup bakker hende ikke op, ligesom succeserne udebliver i Frp. Pia bryder ud. kæmper sig videre til succesen DF, der etableres i 1995 ovenpå et kaotisk landsmøde i Fremskridtspartiet, hvor Kresten Poulsgaard, knytter næven og råber skældsord på komisk vis - en rolle som på det tidspunkt passer ham fint, da han ved siden af politik optrådte i en revy som klovnen miss Poula . Som bevægelse og politisk magt, når Kjærsgaard magtens tinde i 2001. De følgende 10 år opnår hun og DF vetoret ved finanslovene, hvor hun vanen tro sammen med Kristian Thulesen-Dahl og Peter Skaarup troner ved Finansinisteriets glasdør med Fogh og finansminister Thor Pedersen. Kjærsgaard er med til at præge de centrale politiske beslutninger, fra 24 års-reglen, efterlønsreform og til Irak-krigen.
Offer - og vindermentalitet
Hvor Kjærsgaards biografi bærer snerten af offerrolle - set i skæret af bog-titlen "Fordi jeg blev nødt til det", så er Samuelsens biografi gennemsyret af liberal her-kommer-jeg. Kjærsgaard peger i biografien direkte fingre ad andre politiske modstandere: Uffe Ellemann-Jensen, der eksempelvis kaldte Kjærsgaard for en ”dum kælling”, efter hun en dag forlod Folketingets talerstol i forbindelse med danskernes nej ved EU-afstemningen i 1993. En astemning hvor DF iøvrigt fik sin vilje. Ellemann-Jensen råder dog senere bod på fortalelsen med en sjov form for undskyldning – en undskyldning som Kjærsgaard fog på underholdende vis afviser. Alene den anekdote er bogen værd, og den bliver ikke afsløret her.
Begge biografier udgør markante trædesten til at komme endnu tættere på magten efter næste valg.Den menneskelige historie manifesteres begge steder, og der gødes kraftigt. Samuelsen fremstår imødekommende og med vinderinstinkt - og en umiddelbar glæde ved Saxo Bank-samarbejdet, der i bogen næsten får et skær af altruistisk opofrelse over sig.
Alkohol-traumer overskygger ikke politikken
Kjærsgaard formår at krydre Hellerup imaget og hjemmehjælper-branded med saglige argumenter for hendes handlinger og meninger i det politiske liv. Der er underholdende at få de afslørende godbidder fra privatlivet og det politiske liv. Sårbarhed og viljen til at fortælle om både de store sorger, og de store glæder er som en Niels Malmros-film, bare med politisk rænkespil inde over.
Lidt kynisk, kan man på den ene side hævde, at Kjærsgaard og Samuelsen forsøger, at gøre sig lækre til regeringsmagt og fremtidige magtkoalitioner i blå blok efter næste valg. På den anden side: Det er underholdende, og det opleves som hudløst ærligt. De to toppolitikere, giver meget af sig selv, og de triste familiære traumer, hvor alkoholisme og svigt er centrale elementer i lidelseshistorien, må man tage hatten af for. Tusindvis af mennesker ude i stuerne kan nære sig ved at nogle af landets indflydelsesrige politikere, der har prøvet sit også har haft triste familiehændelser med i bagagen.
Traumerne og det private overskygger dog ikke den nørdede glæde, der er ved at læse om utallige politiske forhandlinger, valgkamps-historier, armvridninger, mandater og meningsmålinger. Begge biografier strutter af dette i rigelige mængder. Både Samuelsen og Kjærsgaard bør sende et takkende blik til journalisterne Hanne Sindbæk (Samuelsen) og Jette Meier Carlsen (Kjærsgaard). De skriver fantastisk. De får da også begge fortjent ros i takke-kapitlerne.
De to biografier kan begge anbefales som provo-pakker under juletræet – til den politiske modstander i rød blok eller den elitære americano-drikkende kulturbruger. De fleste vil uden tvivl kunne finde ekstra skyts til at forstå, de to politikeres bevæggrunde bedre end før – men samtidig også finde nye spidsfindige argumenter, til at underbygge allerede etablerede holdninger om de to markante politiske skikkelser.
Et af de centrale budskaber, der står bøjet i neon, er at Kjærsgaard til stadighed er en politisk persona i dansk politik. Der er Samuelsen ikke helt - endnu. Pia Kjærsgaard vedkender sig at være offentlig figur som mennesker og medier kan putte et læs af holdninger ind i. Nøjagtig som den aktuelle digter Yahya Hassan, der lige nu er en lyslevende tavle, som alle skriver deres holdninger og meninger ind i. På den måde minder Pia Kjærsgaard og Yahya Hassen, som offentlige figurer, forbavsende meget om hinanden.
Ministerdrømme
Kjærsgaard - der nu er selvvalgt værdiordfører i Dansk Folkeparti - står helt fremme i køen og aspirerer til at blive Danmarks måske kommende kulturminister i en VKO-regering:
I de senere år har vi fået spørgsmålet fra medierne igen og igen, men medmindre andre spørger til det, er ministerposter ikke blevet seriøst diskuteret i Dansk Folkeparti. Vi har kun talt løseligt om, at vi ville tage nogle ministerier, der passer til vort parti, hvis det engang bliver aktuelt. Det vil sige holdningsministerier.
Hun fortsætter:
Det er et stort arbejde at være minister, og jeg ved ikke, hvordan det ville passe i mit nye liv. Jeg er langtfra sikker på, at jeg vil sige ja, hvis jeg en dag får tilbuddet
Sorgerne og glæderne er nu fortalt med to menneskelige og ærlige politiske portrætter. Hvis Pia en skønne dag får ”tilbuddet” om kulturministerposten, vil det være en markant afrunding af en mere end 30 årig politisk karriere i centrum af dansk politik. For Samuelsen vil det, at være støtteparti til en mulig VK-ledet regering være startskuddet på noget helt nyt. Det vil blive et vendepunkt for vinderen fra Horsens, der har prøvet at tabe alt.
Pia Kjærsgaard: ”Fordi jeg var nødt til det”, af Jette Meier Carlsen
Udkom d. 1. november 2013 på Gyldendal, 336 sider.
Anders Samuelsen: ”Comeback Kid”, af Hanne Sindbæk
Udkom 25. oktober 2013 på People’s Press 256 sider.
Kommentarer