Manu Sareen: Opmuntrende med samarbejde over midten

DIT VALG 2011

Hvordan tror du flertallet kommer til at se ud efter den 15. september?


Radikale peger på Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister, men jeg håber, at det nye Folketing kan lægge blok-tænkningen bag sig. Vi står over for nogle meget store udfordringer og de løsninger, som vi kan lave sammen i brede forlig, vil stå stærkere. Det er derfor opmuntrende, at flere og flere partiledere sender signaler om et samarbejde hen over midten.

Hvad skal der ske i din valgkamp de næste tre uger?

Jeg skal knokle for at skaffe Radikale Venstre et godt valgresultat. I min kampagne er der næsten 200 frivillige til at hjælpe, og jeg har opbakning fra landets største, radikale vælgerforening. Jeg skal ud at møde vælgerne i hele byen, for selvom jeg er opstillet på Nørrebro, er det vigtigt for mig som spidskandidat komme ud og møde vælgere i alle bydele og vise, at jeg også er deres kandidat.

Hvad er de tre vigtigste emner, du vil fokusere på i din valgkamp politisk set?

Nogle af de vigtigste emner er for mig ligestilling, uddannelse og retspolitik. Jeg går til valg på, at vi skal have en vision for Danmarks fremtid. Danmark skal være mere trygt og tolerant.

Der skal være ligestilling i Danmark. Alle skal have lige rettigheder og lige muligheder. Fx. skal homoseksuelle have samme ret til ægteskab som heteroseksuelle.
Så mange unge som muligt skal have en uddannelse, for det er i uddannelsessystemet, at Danmarks fremtid formes. Vores uddannelser skal udvikles, så de er blandt de allerbedste i verden.

VKO har ført retspolitik fra sag til sag og har i 10 har svaret på alle retspoltiske udfordringer med mere kontrol og mere straf. Vi skal i langt højere grad have fokus på forebyggelse og på at hjælpe straffede tilbage til et ordentligt liv. Også her spiller uddannelse også en afgørende rolle.

Kommentarer