Efter at have læst Henrik Dahls 152 siders gør-det-selv-opgør med sig selv og sine nærmeste i den nye bog "Spildte kræfter", er der to sætninger der kæmper om at komme fra læben til webben:1. "Når fanden bliver gammel, ja så går han i kloster" (og alle skal vide det)
2. Harakiri ved højlys dag
Bogen er egentlig ganske underholdende og har enkelte steder passager, hvor man kluk-ler af gossip-begejstring og af inside-viden som kunne stå distancen til både Her & Nu og Kig Ind. Det er ok med opgøret, oprøret og den offentlige smadring af venstrefløjen som værende uduelige og blanke personer uden mål og med. Det er faktisk sjovt og humoristisk sine steder at læse Dahls trang til at udlevere sit tidligere så berømte netværk. Men Dahl er alvorlig, og det skræmmer.
Æv bæv
Dahl omtaler hyppigt sin gang i regeringskontorene i Danmark igennem 90'erne i kølvandet på succesen med "Hvis din nabo var en bil".
Dahls ture til New Labours spindoktorer og rådgivere i Downing Street 10 munder ud i store Tredje Vejs-planer, der præsenteres for hjemlige toppolitikere på venstrefløjen - men ingen vil rigtigt høre på Henrik, altså sådan rigtigt for alvor. Æv, bæv. Det er træls for Henrik - og det bruger Dahl så en stor del af siderne på gentage igen og igen blot med forskellige personer i rollerne, som de der ikke er som Henrik, eller som ikke forstår Henrik.
Et eksempel på "æv-bæv-du-er-dum"-fortællingen i bogen er i denne passage som omhandler et samtalebog-projekt, som tidligere statsminsterfrue Lone Dybkjær sammen med Politikens daværende redaktør Kresten Schultz-Jørgensen og Henrik Dahl udarbejdede i en form for fællesskab:
"Lone havde aftalt med Kresten Schultz Jørgensen, at han skulle skrive en samtalebog, hvor de to diskuterede forskellige højere spørgsmål. Af en eller anden grund var Kresten kommet bagud i forhold til tidsplanen, og Lone følte, at projektet var ved at køre af sporet. Men hvad gør man? Ikke som alle andre, der ville ringe til ghostwriteren og tale til ham eller hende i en meget bestemt tone. Man får en anden person - som var mig - til at snakke med ghostwriteren og sikre, at projektet kommer tilbage på sporet"
("Spildte kræfter", side 91)
Det er mig, mig, mig
Som læser klukler man af ovenstånde, da det på en og samme tid udstiller Dahls maniske trang til selvprofilering: "Det var mig" der gjorde det "jeg fik det tilbage på sporet" - og det er de andre der så får det hele til at køre af sporet. Ovennævnte er et eksempel på at Dahl udleverer situationer, arbejdsrelationer og mennesker, der (i mine øjne) har været med til at gøre ham til han er i dag. De har været med til at skabe det Dahlske brand og det Dahlske CV. Uden dem var han ikke så meget.
De folk der har gidet at lytte til Dahl og bidrage til karrieren op igennem 80erne og 90erne, svitser han så for åben grill i "Spildte kræfter", måske med det mål, at fortællingen om den kendte danske sociolog fra Skærbæk med trang til selvopgør, skal holdes i live pænt indpakket og indsovset i sociologiske tågede termer, for så får man jo stadig oplægs-invitationer til universiteternes hellige foredrags-haller og lukrative radio, magasin og tv-programmer. Eller hvad?
Teknikken med at gennemgå personer, steder og møder med prominente folk lykkedes ofte når store politikere, kunstnere og præsidenter skriver favnende og spændende 800-siders biografier med verdenshistoriske begivenheder som scene. Det sker eksempelvis i Tony Blairs netop udgivne "En rejse".
Men når Dahl laver samme stunt og name-dropper alle de politiske kendisser, han har siddet i studiekredse med, og så svinger sablen over dem efterfølgende efter endt samarbejde og hyggemiddage, virker det både desperat, patetisk og selvretfærdigt på en kikset måde. Det svarer til at ex. kommunikationsrådgiver og tidligere Fogh-spindoktor Michael Kristiansen eller taleskriver og rådgiver for Fogh i 2004 Christopher Arzrouni lavede en "æv-bæv"-bog, hvor de skælder og smælder på de Fogh, som immervæk har bragt dem et meget stort stykke hen af den karriere-vej, de står på i dag. Det ville virke plat og patetisk. Men det syntes Dahl ikke. Åbenbart.
Der er dog mange sjove betragtninger fra Dahl om flirten med kommunismen i 70'erne og diverse samtidsbilleder og anekdoter fra barndommen og ungdommen i Skærbæk. Men de overskygges af trangen til markant selvprofilering og underlig træden på folk (Nyrup, Thorning, Dybkjær - you name it) som Dahl lavede Minerva-præsentationer for i 90'erne samtidig med, at der var bud efter ham alle steder. Fra AC Nielsen over universiteter, styrelser og ministerier.
En af Dahls pointer er, at han ganske enkelt ikke kan forstå hvorfor venstrefløjen med Lykketoft og Nyrup ikke adopterede Den Tredje Vej fra Blairs New Labour-hold i Storbritannien med Giddens, Gould og Mendelson som de centrale udviklere i det der udviklede sig til en jordskredssejr til New Labour i 1997. Den dagsorden og Tredje Vej-planen stjal Fogh, ifølge Dahl, lige for næsen af Nyrup og dermed lavede Fogh det berømte "twist mod midten". Dahl så lyset, men der blev slukket for kontakten på venstrefløjen.
Den Tredje Vej burde Nyrup have fanget efter Dahls utallige pep-talks på regeringsseminarer og uformelle møder, postulerer Dahl i bogen.
Som læser tænker man blot: Det kunne jo være Nyrup og Co. og den danske venstrefløj IKKE ville gå den tredje vej, og på det tidspunkt havde bevaret en idealistisk tyrker-tro på, at man kan nå magten på anden vis - det ser det iøvrigt ud til mere end nogensinde hvis man ser på målingerne for den nuværende venstrefløj. Som læser tænker man ind imellem: Dahl, du kunne så ikke hamle op og overbevise Nyrup/Lykketoft på trods af dine plancher, grafer og livstils-analyser én masse - og derfor er du sur.
Når det hele så er sagt, skal Dahl simpelthen have fem stjerner for at levere selvudlevering på højeste niveau - og fint nok med mig, at Dahl gør op med sit politiske ståsted og dermed indskriver sig til nye fremtidige attraktive jobs for en kommende blå blok i opposition. Men bogen burde kunne skrives langt mere sobert, raffineret og knap så personfnidder-agtig i beskrivelserne af datidens S-projekter og studiekredse. Men skrive underholdende, det kan Dahl, det er velskrevet, godt husket og underholdende sine steder.
Dahl hader abstraktioner, som han selv påpeger i bogen - men det ville have klædt bogen med lidt flere gennemtænkte overordnede forsvar/angreb på idéerne, tankerne og strukturene på venstrefløjen, i stedet får vi masser af sure/sarkastiske tilbagebliks-agtige personangreb, som siger mere om afsenderen (end godt er).
Bogen kan kort sammenfattes i dette videoklip (med et glimt i øjet):
Spildte Kræfter
Henrik Dahl
Gyldendal
152 sider
179,- kroner
Kommentarer
Mvh Frederikke Pedersen