40 % af danskerne kan ikke vedhæfte en Word-fil

En undersøgelse fra Teknologisk Institut slog i 2007 fast, at over 40 procent af danskerne er såkaldte IT-analfabeter. Hvad skal der gøres for at mindske den digitale ulighed når knap halvdelen af danskerne ikke kan vedhæfte en fil i en mail og Kina og Indien samtidig buldrer frem? Politisk-analyse.dk spurgte Socialdemokraternes IT-ordfører.


DIGITAL ULIGHED?

Udviklingen inden for it og den digitale verden har stor indflydelse på samfundet og på vores allesammens hverdag. It skaber både nye muligheder inden for blandt andet kommunikation og offentlig service, men der følger også nye udfordringer med i forhold til svage borger i samfundet der ikke har skarpe IT-kompetencer.

Ifølge en undersøgelse fra Teknologisk Institut er der en stor gruppe borgere, som ikke har IT-kompetencerne til at bruge de digitale muligheder på lige fod med andre borgere. 41 % af danskerne er ifølge undersøgelsen såkaldte it-analfabeter.



At være it-analfabet kan eksempelvis betyde, at borgeren ikke kan udføre simple hverdagsting som at sende en mail, gå på netbank eller skrive en tekst i Word.

Politikerne ynder ofte at tale om videnssamfund, innovation og IT ved skåltalerne - men ofte forbigås det faktum, at vi i Danmark har 40 % af indbyggerne der ikke kan jonglere hjemmevant rundt med vedhæftede filer, pdf'er og lege med på Twitter og Facebook.

Det er et massivt problem, når stadig flere arbejdsopgaver både på jobbet og i hverdagen løses digitalt, og en stigende del af den offentlige service som eksempelvis NEM-ID, Borgerservice, forsikringsforhold og så videre alt sammen skal løses på nettet, hvilket hægter en stor del af danskerne af.

IT fremfor broer?

Hvad kunne vi få, hvis vi investerede 33 mia. i digitale IT-færdigheder i stedet for eksempelvis en fast Femern-forbindelse?

"Det første sted jeg ville investere, er i bedre IT-færdigheder i befolkningen. Stærke IT-færdigheder i befolkningen er en forudsætning for øget digitalisering og vækst ved hjælp IT. Det er vigtigt at huske på, at når vi taler samfundsinvesteringer, hvad enten det er broer eller IT, så handler det ikke om, hvor meget vi kan få, men hvor meget vi kan få ud af det som samfund. Altså hvad giver investeringen i økonomisk vækst og øget velfærd, her er der meget at hente på IT-færdigheder", siger Socialdemokraternes IT-ordfører Yildiz Akdogan. Hun er 23. februar medarrangør ved et arrangement på Christiansborg om digital vækst i Danmark.

Ifølge Akdogan har Teknologisk Institut i en analyse slået fast, at der er et stort tocifret milliardbeløb at hente, hvis hele befolkningen får IT-færdigheder på højt niveau. Hun mener, at vi i fremtiden skal gøre tingene bedre og billigere, og at IT er et af de steder, hvor der kan hentes mange forbedringer.

"Der er lavet undersøgelser der viser at når borgerne bruger digitale selvbetjeningsløsninger så koster det cirka 5 kroner men, hvis man dukker op på kommunen så koster det cirka 150 kr. Der er mange penge det offentlige kan spare, ved dels at løfte den digitale ulighed og ikke mindst få borgerne til at anvende digitale løsninger. De penge der spares kan så gå til andet fornuftigt f.eks. bedre ældreomsorg, eller forbedrede indeklima på folkeskolerne", siger Akdogan.

Men spørgsmålet er så hvordan Danmark konkret får eksempelvis socialt udsatte og svage samfundsgrupper med på de digitale færdigheder som resten af befolkningen har.

Ifølge Yildiz Akdogan har Socialdemokraterne fremlagt en plan for, hvordan Danmark sikrer, at ingen bliver hægtet af samfundsudviklingen på grund af svage IT-færdigheder. Det sker blandt andet ved gratis IT-kurser, hotline for svage IT-bugere og IT-hjælpere i borgerservice.


Er der tale om ny IT-ulighed i Danmark - ligesom der tales om ulighed i sundhed?


"Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der har svage IT-færdigheder får sværere ved at deltage i samfundet og følge med på arbejdsmarkedet. Så hvis vi ikke gør noget, risikerer vi at få et A og B hold, også på IT-området. Derfor har Socialdemokraterne også fremlagt en plan for at sikre bedre IT-færdigheder i befolkningen".

Men hvilke digitale kompetencer og IT-færdigheder er nødvendige, hvis Danmark skal klare sig i en stigende global konkurrence med eksempelvis Kina og Indien?

"Udviklingen går hurtigt, så det er svært at sige, hvad vi skal kunne om bare et eller to år, for at have de nødvendige IT-færdigheder. Derfor skal vi arbejde på at sikre, at befolkningen hele tiden har almene IT-færdigheder på højt niveau, så vi hele tiden er i stand til at tage ny teknologi til os".

Og hvad med IT i din egen hverdag?

"Jeg synes det gør min hverdag lettere, når jeg kan klare min selvangivelse eller betale mine regninger hjemme fra sofaen. Så for mig er der ingen tvivl om, at udviklingen går mod mere selvbetjening over nettet. Derfor er det også afgørende, at vi får gruppen med svage IT-færdigheder med på vognen, så de ikke bliver hægtet af det digitale samfund", slutter Akdogan.

Der er 23. februar konference på Christiansborg om "hvordan digitale færdigheder skabe vækst og sikre velfærd i Danmark". Arrangementet er arrangeret af BRF Kredit og Microsoft. Læs mere her


Foto: Microsoft og akdogan.dk

Kommentarer

Anonym sagde…
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.