Seks skarpe til SFs Jesper Petersen om multinationale selskabers skatteundragelse

Onsdag var skatteminister Troels Lund Poulsen i åbent samråd omkring multinationale selskabers manglende skattebetaling i Danmark. Politisk Analyse spurgte SFs skatteordfører Jesper Petersen om hvad udsigten er til, at de multinationale selskaber kommer til lommerne og bidrager til den fælles velfærd.

Hvad var det vigtigste nye der kom frem på samrådet?


En god ting - at Troels Lund Poulsen varsler en handlingsplan vedrørende de multinationales skattebetaling og transfer pricing, og inviterer til en bred drøftelse om den før sommer. Et par dårlige ting er at regeringen stadig mener, at der er tilstrækkeligt mandskab i afdelingen for store selskaber i SKAT, og at regeringen overhovedet ikke har styr på at diskussionen om nye åbne regnskabsstandarder er i gang i EU.

De seneste tre skatteministre under VKO har hævdet at de vil gøre noget så multinationale selskaber betaler skat i Danmark. På SKATs hjemmeside kan man eksempelvis læse tidligere skatteminister Svend Erik Hovmand forlange handlingsplaner og tiltag tilbage i 2003. Tror du der sker noget denne gang med Lund Poulsen i spidsen?

Tre borgerlige skatteministre på stribe har lovet handling, men alt for lidt er sket. Så jeg vil se det før jeg tror det - men Troels Lund Poulsen skal da have chancen for at overraske positivt.


Hvad mener du om Troels Lund Poulsens melding om et seminar omkring transfer pricing, hvor oppositionen kommer med på råd?


Det er vældig fint - det giver rum for yderligere pres på regeringen og der kan tages nogle diskussioner også med embedsmænd og NGO'ere om, hvad der skal ske på området. Hvis han har tænkt sig, at det skal være en syltekrukke er det så op til oppositionen at sørge for at presset ikke bliver lettet med lidt rundbordssnak, men faktisk fører til handling.


Hvad er de tre vigtigste punkter der skal fokuseres på fremover i forhold til transfer pricing og multinationale selskabers skatteundragelse?


For det første, en stærkere kontrol af de multinationales skatteforhold, hvilket kræver mere mandskab og det rigtige mandskab af højt specialiserede skattefolk. For det andet, at der på internationalt plan indføres land-for-land regnskabsstandarder, så både Danmark - og ikke mindst ulandene - får lettere ved at gennemskue de 60-70% af verdenshandlen, der foregår internt i de store selskaber. For det tredje, at virksomhederne presses til selv at forpligte sig på at medvirke til at beskatningen bliver korrekt, og at der bliver mere åbenhed omkring deres skatteforhold over for offentligheden. Det vil disciplinere de multinationale kraftigt, hvis det også får nogle image- og forbrugermæssige konsekvenser at smyge sig udenom skatten.

Liberal Alliances Anders Samuelsen påpegede at multinationale selskaber som opererer i Danmark beskætiger et stort antal mennesker som betaler skat i Danmark og dermed bidrager til Danmark - har han en pointe?

Kun den pointe, at også de multinationale selvfølgelig skal have ret til at drive virksomhed i Danmark, og beskæftige de folk, de gør - så længe, de spiller efter reglerne både når det gælder arbejdsmarkedsforhold og skattebetaling. I mine ører lød det nu mest som en letkøbt måde fra Samuelsen til at tage de multinationale i forsvar.


Bør man løse problemet via strammere lovgivning eller flere ansatte i SKAT?


Begge dele.

Læs mere:
"Sådan stopper man skattefusk" - Analyse af Lars Koch, politisk rådgiver i IBIS.