Kun to ud af folketingets 179 medlemmer bor i lejebolig. DJØF-laget har overtaget embedsapparatet. Mange danskere bliver glemt når den politiske radar scanner riget for politisk brændstof, som kun en lille veluddannet elite i København er med til at fastsætte. Politisk Analyse spurgte SFs Nanna Westerby om hvordan den stigende ulighed er med til at splitte Danmark.
Hvorfor øger den stigende akademisering uligheden i Danmark?
For det første fordi, at beslutninger om samfundets udvikling – der påvirker alle borgere – tages af en snæver skare med lange videregående uddannelser, der bevæger sig i samme miljø og har samme erfaringsverden. Der er alt for mange mennesker, der i stadig ringere grad er repræsenteret i samfundsdebatten og blandt beslutningstagerne.
Lars Olsen skriver i sin bog "Eliternes Triumf", at DJØF-laget har indtaget Christiansborg, medierne og embedsværket. Har han ret?
Ja. Der bliver eksempelvis færre og færre ufaglærte og faglærte på Christiansborg. DJØF-uddannede kommentatorer indtager i dag aviserne, ligesom journalisterne uddannes på universiteter. Og ser man på kommunalreformen, så har den betydet 1.262 flere akademikere og 301 flere ledere i kommunerne i marts 2008 end i februar 2006. Det er ikke så gode tal, når man samtidig står overfor nedskæringer på service i kommunerne. Vi har brug for at etablere et stærkt link mellem beslutningstagere, administration og praksis. Det ville være sundt, hvis man i højere grad i ministerier ansatte medarbejdere, der faktisk havde praktiske erfaringer med den verden, de skal administrere.
En pointe i Olsens bog er at erfaringer fra det brede lag i samfundet aldrig finder vej ind igennem Christiansborg tykke mure. Eksempelvis fremhæver Olsen, at kun to af folketingets 179 medlemmer bor i almennyttig bolig. Er der gået for meget "akademiker i den", og hvorfor tror du, at der ikke er flere politikere med erhvervsfaglig baggrund i dansk politik?
Jeg er selv boligordfører, og jeg kan se, hvor lidt lejeboliger fylder i den offentlige debat. Journalister, beslutningstagere og embedsværk færdes i samme kredse, bor i samme områder og deler samme bekymringer og problemer. Derfor er der nogle dagsordener, som – uanset hvor vigtige de er for mange mennesker – ikke trænger igennem lydmuren. Det gælder eksempelvis også temaet om social dumping på arbejdsmarkedet, som for de fleste bygningsarbejdere er dét vigtigste spørgsmål for tiden: Deres løn trues, arbejdsvilkår forringes og job overtages af underbetalt arbejdskraft. Men i medierne er spørgsmålet fuldstændig fraværende. Så ja, jeg er enig med Lars Olsens pointe.
Hvad vil du og SF konkret gøre for unge der ikke ønsker en akademisk uddannelse men i stedet er gode til praktisk håndværk?
Uddannelsessystemet er en af de største ulighedsskabende faktorer i vores samfund. 77 % af unge uden uddannelse har forældre, der er ufaglærte eller faglærte. Danmark skaber en ny underklasse, hvis vi ikke bliver meget bedre til at få flere med på uddannelsestoget. Uligheden vil vokse, og flere vil strande på kanten af et mere brutalt arbejdsmarked, hvis vi ikke bliver bedre til at indrette uddannelserne til den virkelighed som ungdommen lever i. Flere skal have en uddannelse, og det er samfundets ansvar at alle får en reel mulighed. Frafaldet på erhvervsuddannelserne er enormt, og det er vores største udfordring at få det nedbragt. Frafaldet handler både om mangel på praktikpladser, og om skolens indretning.
Nogle påstår at der på centrum-venstrefløjen er en stigende tendens til at værdsætte akademikere og højuddannede frem for eksempelvis håndværkere som typografer, tømrer og elektrikere der var bannerførere i 1970'ernes og 80'ernes fagbevægelse og venstrefløjs-bevægelser - er der noget om snakken?
Der har i hvert fald været en tendens til, at venstrefløjen beskæftigede sig mere med akademikernes problemer end med problemer for folk flest. Universiteterne og gymnasier har domineret uddannelsespolitikken, mens tekniske skoler er trådt i baggrunden. Men venstrefløjen er lige nu i en brydningstid. Jeg synes, at der på store dele af venstrefløjen tages skridt i den modsatte retning.
Du og Emilie Turunen fra SF skriver i en kronik i Politiken (16.3.10), at det nye SF vil lave "et opgør med den elitære venstrefløj". Hvad bør sådan et oprør konkret bestå af?
SF har taget vigtige skridt, synes jeg. For det første har vi gjort det til et politisk mål for SF, at de mennesker, vi vil gøre verden bedre for, også skal have tillid til os – og stemme på os. For det andet kommunikerer vi klarere, kortere og skarpere. Vi har en mere tydelig profil. For det tredje har vi markeret klart, at SF går efter indflydelsen. Hvis ikke man er villig til at indgå politiske kompromisser (som jo vil betyde jord under neglene), men i stedet gør politik til et spørgsmål om at ”kunne stå op og se sig selv i spejlet om morgenen”, så taler man automatisk til en befolkningsgruppe, der har råd til at stemme med samvittigheden – ikke med pengepungen. Radikale har haft sloganet ”Vi tænker på andre end dig”. Det er for mig at se indbegrebet af elitær politisk kommunikation. Men det er klart, at SF ikke er i hus. Vi har lang vej igen – ligesom hele det politiske liv i Danmark. Noget af det vigtigste er, at vi bliver bedre til at tage temaer op, som bekymrer befolkningen. Det kræver, at vi reelt repræsenterer og afspejler befolkningen. At vi giver stemme til grupper, der ellers ikke bliver hørt. Derfor skal SF arbejde med at ændre sit kandidatfelt, så flere erfaringer bliver repræsenteret. Det har været en kamp at få flere unge og flere kvinder til at stille op. Den indsats er heldigvis godt i gang. Nu er det helt afgørende, at vi arbejder på at få flere medlemmer og kandidater med kortere uddannelser, erhvervsfaglig baggrund eller helt uden uddannelse.
Er SF et folkeparti? Debatmøde på Støberiet 19. april kl. 20 med Lars Olsen og Villy Søvndal. Læs mere her.
Det vil SF gøre:
Gymnasier
For gymnasieelever spiller det en stor rolle at, at elevtiden kombineres med en ungdomskultur, hvor man knytter venskaber, og hvor der er plads til fest og farver. Når hverdagen bliver lidt triviel og nogen gange presset, kan det netop være venskaber, der giver det sidste skub til, at man holder fast i skolen. Erhvervsskolerne skal satse mere på at skabe et socialt fællesskab – både i undervisningen og efter skole.
Holdstørrelser
Holdstørrelserne skal ned! Ligesom på de øvrige ungdomsuddannelser, har holdstørrelserne på erhvervsskolerne været stigende de sidste år. Det betyder, at der er mindre rum til at tage hånd om den enkelte elev – og i nogle tilfælde betyder det også, at der fx ikke er svejsekabiner nok. Så holdstørrelserne skal ned, hvis kvaliteten af undervisningen skal sikres.
Praktikpladser
Flere praktikpladser – krav til virksomheder der handler med det offentlige! Kommunerne kunne kræve praktikpladser i virksomhederne de handler med. Når virksomheder af en vis størrelse tjener gode penge på det offentlige, skal de også være med til at sikre praktikpladser til de unge. Manglen på praktikpladser er en samfundsmæssig udfordring, alle skal være med til at løse. Derfor vil SF stille krav om praktikpladser til de virksomheder, der handler med de offentlige. Kravet skal både gælde for de virksomheder, der byder ind på offentlige udbud, men også dem, der på anden måde handler i stor stil med det offentlige.
Skolepraktik
Skolepraktikken skal gøres mere stabil og opprioriteres. Derudover skal den indføres på flere uddannelsesretninger: Skolepraktikken er en nødvendig del af en erhvervsuddannelserne, som i sin opbygninger er meget afhængig af konjunkturerne i samfundet. Det må vi erkende og holde op med at omtale den som ”en midlertidig løsning”. Vi skal forbedre kvaliteten af skolepraktikken – der kan laves praktikpladscentre, som ligner arbejdet som lærling i en virksomhed. Ligesom skolepraktikelever skal producere produkter, der skal sælges i den virkelige verden.
Foto: Lærke Posselt