Fra snak til handling

I Al Gores nye klimabog "Vores valg" er der ikke mere patos-snak. Istedet opremses der konkrete handlingsmuligheder og løsninger som menneskeheden allerede nu kan benytte sig af i form af klimavenlige teknologier.

Bogen er fremsynet og optimistisk og fremfor alt spækket med faktamættet tekst, grafik og billeder om de nyeste teknologier. Intelligent el-net, minutmålere, og miljøvenlige batterier. Alle innovative klimateknologier som allerede nu er på markedet, præsenteres i Al Gores velkendte korte og præcis form. Den pædagogiske fremstilling der inkluderer alt lige fra folde-ud jordkloder til grafisk lækre lay-outs gør bogen appetitlig at læse og bladre i. Og der er brug for bogens didaktiske tilgang. Ifølge Gores bog så koster eksempelvis USAs forældede elnet årligt det amerikanske samfund 206 milliarder dollar.


Geotermisk energi


Et af de store slagnumre i Al Gores bog er geomtermisk energi. Det vil sige opsugning af energi fra undergrunden som eksempelvis på Island, hvor den Blå Lagune får sit varme vand fra et et geotermisk anlæg. Geotermisk energi er ifølge Gore den potentielt største og indtil videre mest misforståede energikilde i USA og resten af den vestelige verden. Modsat solenergi kommer geotermisk energi fra jordens indre. Gore postulerer i bogen, at hvis geotermisk energi blev udviklet fuldt ud ville energiformen kunne hamle op med den samlede energi fra kul, olie og gas. Gore mener kort sagt at der gået lidt for meget "sol og vind" i den, og at de uanede muligheder i geotermisk energi er en potentiel kilde til ubegrænset energi, en påstand som også bakkes op af den amerikanske energiminister Steven Chu.

Fra patos til logos

Efter sin globale patosfyldte rundtur med "En ubekevem sandhed" om klimatruslen tager Al Gore nu skeen i den anden hånd og kommer med reele løsningsforslag og logosorienteret fakta om de klimateknologier som allerede nu ligger klar for fødderne af os så vi kan skabe et bæredygtigt samfund.

"Vores valg" er mere nørdet end forgængeren "En ubekvem Sandhed", og det er faktisk interessant læsning når man eksempelvis ved hjælp af Gores bog kan finde ud af, hvor benzinen bliver af i en bils forbrændignsproces. Faktisk er det kun 12 procent af en liter benzin der rent faktisk bruges til at flytte en bil fremad og transportere. 62,4 procent går til motortab, 17,2 procent til tomgang, 5,6 procent til kørebanetab. Tænkt det anede jeg ikke. Det er oplysning når det er bedst!

Det er netop bogens styrke at den tager fat om teknoloi som meningmand ikke ved ret meget om (læs mig), og præsenterer nye (og gamle) klimateknologier i et enkelt og overskueligt faktamættet oplysende perspektiv. Vidste du eksempelvis at på blot ti år har USA's indbyggere smidt aluminiumsdåser ud svarende til den mængde, det ville kræve at genopbygge verdens nuværende flåde af flyvemaskiner 25 gange!

En kort en lang

"Vores Valg" påstår at omstillingen til bæredygtighed rent faktisk er praktisk muligt og bogen beskriver fint og velformuleret de enorme muligheder menneskeheden råder over allerede nu i form af solenergi, vindkraft, geotermisk energi, biomasse og så videre. Brug dem, lyder konklusionen. Bogen kunne fint have været små 100 sider kortere, den er simpelthen for lang i mælet målt på antal sider, det må kunne gøres kortere, og man aner at der mulighvis kan have været gang i en del lobbyisme fra miljø-teknologiske firmaer som har resulteret i en lidt for lang bog i forhold til forgængeren som kort sagt var bedre komprimeret og kraftfuld.

Bonusinfo: Vidste du at produktion af et halvt kilo oksekød koster 22.000 liter vand? Tænk over det når der knaldes 500 g. oksekød i gryden til kødsovsen på studerkammeret.

Vores valg - sådan løser vi klimakrisen
Al Gore
Informations Forlag
416 sider