Løkke er den type der falder i en mødding - og kommer op med et Rolex

ANMELDELSE

Niels Krause-Kjærs portræt er spækket med nyttig viden og politisk indsigt om statsminister Lars Løkke Rasmussen – Løkkes politiske dna ”fritskrabes” som det hedder ifølge forfatteren – og ja, man kommer til at kende Løkkes politik og vindende væsen bedre efter bog-bekendskabet.

Krause-Kjær tar med en velskrivende pen læserne med hele vejen igennem Løkkes politiske nederlag og opture. Vi følger Løkkes tid som ung VU’er, som byrådsmedlem i Græsted og i den hektiske tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt og så op til bilagsagen og Thorndahl. Vi er med omkring imaget som levemand, fadbamser og fest og vi er med i Løkkes kamp om fuldt ud at blive anerkendt og få tillid hos asketen og læremesteren Anders Fogh Rasmussen.

Det er befriende at bogen hovedsageligt koncentrerer sig om den politiske substans, magtkampene og Løkkes politiske profil istedet for som andre politiske portrætter at granske privatlivet og dvæle ved kærestesorger og sladder.

Der er da også nok af skandalehistorier at tage fat på Lars Løkkes Rasmussens offentlige politiske liv:

Vi er eksempelvis med i VU-tiden hvor Løkke forgæves forsøger at komme i Europaparlamentet men taber stort og må stå model til anklager om overforbrug i valgkampen - et beløb på over 200.000 kroner. Og så en afbrænder af de store, hvor en lidt for festglad Løkke formentlig sover over sig, og aldrig kommer til et stort opsat møde hos Venstre-korifæet Anders Andersens "residens" som er et næsten helligt højdepunkt på VU-kampagneturen.

Politikeren Løkke bliver dissekeret som et menneske der vil magten, der vil frem – men også et menneske der bliver skuffet, vred og ked af det når tingene ikke flasker sig. En politiker der i sin voksne Venstre-tid konstant har haft to-tre politiske V-kasketter på, noget som er kommet Løkke til gode, men også har kostet ham i form af massiv intern kritik/had både nu og dengang fra partifæller og politiske alliancepartnere.

Efter at have læst biografien sidder man tilbage med indtrykket af Løkke som et menneske og en politiker der aldrig har lavet - og levet - af andet end politik.

En politiker som har måttet tage sin juridiske embedseksamen i etaper, men man får også indtrykket af en ihærdig temperamentsfuld, beregnende og kynisk politiker der har knoklet efter et mål og ikke givet op, en politiker der har holdt skansen, både i sit ægteskab og samtidig har grebet ud efter snart sagt alle de politiske kasketter der har været i nærheden. Løkke har også været heldig. Som det lyder i et interview med en af kilderne:

”Løkke er den type der falder i en mødding og kommer op med et Rolex”.

Krause-Kjær definerer Løkke en politiske traktor – en arbejdshest, hvilket er et meget præcist billede på Løkke der ofte har måttet tage det lange seje træk i pløjemarken for endelig at nå frem til den endelige beslutning og magtens tinde - ex. i processen omkring kommunalreformen og om udliceteringsordningerne i Græsted.

Bogens postulat er at Løkke aldrig har været selvskrevet til magten i Venstre, men at Løkke har måttet kæmpe hårdt for magten med alt hvad der hører af gnavende bitterhed og nederlag til følge - både hos Løkke selv og hos de politiske kollegaer.

Hvor Fogh er asketen og afholdsmand var Løkke altfavnende, social og en levemand, en kombi som har kostet Løkke på tillidskontoen, og som først nu er så småt genoprettet. Den historie kredser Krause fint omkring og får sat grundigt i perspektiv.

Det er først for alvor da Fogh i en tv udsendelse for et par år siden erklærer Løkke sin fulde støtte at ”traktoren” Løkke kan tillade sig at puste ud for en stund og gå stå lidt i frigear – kort efter havner Løkke dog i sit livs stormvejr på grund af påstået levemands-facon med taxakørsler og druk på skatteydernes regning i Frederiksborg Amt - en sag som Krause dækker indiskutabelt formiddabelt i bogen. Detaljeret og underholdende.

Krause-Kjærs portræt er både velresearchet og ærligt. Det er politisk viden og underholdning på højt niveau. Et stilistisk træk som Krause benytter konsekvent igennem hele bogen er, at tage læseren med ud til de mennesker der har haft betydning for Løkkes politiske karriere - på godt og ondt.

Vi er således flere gange "fluen på væggen" hos familie og politiske venner i Nordsjælland og omegn. Hvert besøg fortælles i feature/reportage-form, hvor man næsten kan dufte kaffen og stoltheden hos Løkkes far Jeppe Løkke Rasmussen i fødehjemmet på Drosselvangen i Græsted - og ikke mindst bitterheden hos Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl, der som bekendt satte skub i hele bilagssagen, en sag som var tæt på at koste Løkke statsministerposten. At Krause har medtaget både venner og fjender i showet gør forestillingen både vedkommende og medlevende - og sine steder ligefrem vittigt og kærligt.

Vekselvirkningen mellem grundigt gravende og levende fortællende journalistik krydret med on-the-spot reportagerne fungerer både medfølende og funktionelt fortællermæssigt set – det giver liv og sjæl i fortællingen om det ellers kyniske politiske rænkspil, som også er en stor del af Løkkes liv, pg som det er for alle andre toppolitikere der vil gribe magten - og beholde den for hver en pris.

Efter nytår og klimatopmøde vil vi se en Løkke der folder sit "politiske dna" ud med ministerrokader og politiske visioner der skal bære VK-regeringen frem mod næste valg - og så er det jo fint at være godt bekendt med politikeren Løkke som blotlægges i portrættet. Hvad enten man er ven eller fjende så kan Krauses bog varmt anbefales i efterårskulden.


5 ud af 6 ”stemmer” til Krauses portrætbog af Lars Løkke Rasmussen


Niels Krause-Kjær
Lars Løkke - et portræt af Danmarks statsminister
Jyllands-Postens Forlag. 272 sider