"Frank udfylder nærmest rollen som en form for ’partiets hjemvendte søn’. Og han hyldes som sådan af Helle. Den her forbrødring i partiet – mellem Frank og Helle, mellem Ritt og Helle – er konstruktiv for fremtiden. Det er ét, samlet Socialdemokrati, der går til valg d. 17. november"Rasmus Lynghøj Christensen er socialdemokraternes folketingskandidat i Struer-kredsen. Lynghøj Christensen gæste-blogger fra S-kongressen. Her kommer blog-beretning fra dag 3.
DAG 3
Sikke en kongresfest. Det var sjovt. Det blev sent for mit vedkommende.
Der er et par tomme pladser i salen her til morgen. Der var mange socialdemokrater, der var i Jomfru Ane Gade og ”male byen rød”. Men de fleste indfinder sig hurtigt. Trækplastret er ingen ringere end selveste formanden for de europæiske socialdemokrater (PES), tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Jeg må indrømme, at jeg altid har været lidt af en Poul-fan. Han er utrolig. Det ene øjeblik er han i gang med at løse finanskrisen og jonglerer med gigantiske milliardbeløb – det er cool business. Derefter taler han om de sindslidende, de psykisk syge – det er med et bankende, varmt hjerte.
Ingen er i tvivl om, at det er en statsmand, der entrerer, når han træder ind i rummet. Men samtidigt går han altid rundt og smalltalker – som f.eks. i aftes, da han kom forbi Struer-delegationen under festen, og som det mest naturlige klappede os på ryggen. Han var jo valgt fra Herning-kredsen i sin tid.
Ritt Bjerregaard holder sin afskedstale. Jeg har tidligere arbejdet i Ritts sekretariat på Københavns Rådhus, så jeg synes selvfølgelig, det er lidt mærkeligt, at hun nu stopper helt i dansk politik. Det er en følelsesladet tale om hendes lange virke i politik. I modsætning til Ritt fælder gode, gamle Anker Jørgensen en tåre (vist nok flere), da hun kommer ned til ham efterfølgende. Man kan nærmest sige, at rollerne er byttet om fra dengang, hvor Anker fyrede Ritt som undervisningsminister, og Ritt fældede sin berømte tåre.
Jeg ved godt, at jeg har rost Helle Thorning-Schmidt skamløst meget. Men hun fortjener det altså. Helle hylder nemlig Ritt på den mest storslåede måde. Alle ved, de har haft deres kontroverser, ikke mindst i forbindelse med Ritts Røde Skole. Det ligger Helle ikke skjul på. Hun fremhæver, at der både er plads til ”de røde og de grønne æbler” i partiet, og så får Ritt ellers en hyldesttale, der siger spar to! Respekt.
Apropos: Overborgmesterkandidat Frank Jensen taler også på kongressen. Hans slogan er ”Respekt for København”, og han introduceres med Aretha Franklin-klassikeren ”Respect”. Københavnerne har fået lavet tørklæder som Frank Jensen-merchandise, som de vifter ivrigt med - som var de til fodboldkamp i Italien. Det lyder måske lidt mærkeligt. Men det virker ret cool. Og Frank leverer en stærk, engageret performance, som fremkalder stor jubel i salen. Han må da vinde valget i København!
Frank udfylder nærmest rollen som en form for ’partiets hjemvendte søn’. Og han hyldes som sådan af Helle. Den her forbrødring i partiet – mellem Frank og Helle, mellem Ritt og Helle – er konstruktiv for fremtiden. Det er ét, samlet Socialdemokrati, der går til valg d. 17. november.
I forbindelse med kongresudtalelsen tager jeg ordet og problematiserer de lange afstande til den nærmeste akutbehandling, som mange yderområder må trækkes med (ikke mindst i Nordvestjylland. Hos os er der borgere i de vestlige og nordvestlige områder af regionen, der med en akutmodtagelse i Herning i stedet for Holstebro vil få næsten 100 km til den nærmeste akutmodtagelse! Det er en skændsel, intet mindre).
Min første kongres er slut. Det har været en fantastisk weekend. Men jeg er også virkelig træt og glæder mig nu bare til at komme hjem, ligge på sofaen og se det nye afsnit af ”Forbrydelsen”.
Kommentarer