Samuelsen og Ammitzbølls synkende skude


"Jeg vil gerne byde Simon Emil Ammitzbøll velkommen i folketingsgruppen og alle andre fra Borgerligt Centrum velkommen ombord på vores fælles skude"

Sådan skriver Anders Samuelsen i dag på Liberal Alliances web-site. En "fælles skude" er der nok tale om, men det er en synkende en af slagsen.

I dag er Borgelig Centrums formand Simon Emil Ammitzbøll skiftet til Anders Samuelsen to-mands parti Liberal Alliance.

Reelt kæmper Samuelsen og Ammitzbøll for deres politiske liv lige nu. Det er muligt at der er en platform for et "rigtigt" liberalt parti til højre for Venstre, men Samuelsen & Co der ved det overståede EP-valg kun formåede at indhente 0,6% af stemmerne med Liberal Alliances unge Benjamin Dickow i front har en lang og sej kamp foran sig.

Ammitzbøll og Samuelsen er reelt politiske ringvrag der nok er taktisk dygtige, kommunikationsorienterede og med på beatet med hvad dertil hører af Twitter-opdateringer og letfattelige Big Mother-allegorier.

Men Liberal Alliance ser pt. ud til at være en falleret faldefærdig skude der samler de kæntrede politikere op fra det altid politiske oprørte hav på Christiansborg. Liberal Alliances har dog en mikroskopisk chance for comeback hvis vi spekulerer lidt.

Da Simon Emil Amitzbøll etablerede Borgerligt Centrum gik rygterne allerede på Christiansborg om at Samuelsen og Ammitzbøll off-the-record havde lovet hinanden troskab hvis Simon Emils projekt skulle gå hen og kæntre. De to er gamle bonkammerater fra tiden i de radikale, og Samuelsen skulle således have holdt en dør åben for Simon Emil, hvis hans projekt ikke skulle lykkedes. Tiden læger alle sår - og medierne og vælgerne glemmer hurtigt.

Samuelsens politiske brand er stadig brændemærket af hans lettere Gollum-agtige performance i Guldbrandsens Khader-film "Dagbog fra midten". Her blev Samuelsen vinklet som en intrigant sammensværgerisk kælder-menneske som iværksatte intriger via SMS'er bag Khaders ryg. Ikke just den bedste platform en liberal leder kan arbejde videre ud fra.

Simon Emil har i tiden hos de radikale kæmpet en indædt kamp for homo-rettigheder men dette er nu erstattet af et større fokus på færre regler og mere selvbestemmelse som er klassiske liberale mærkesager som Amitzbøll har indfanget - indtil videre er en af de største politiske idér i Borgerligt Centrum et forslag om at rygning igen skal tillades på offentlige steder

På sin vis har Ammitzbøll skifte til Liberal Alliance legitimitet, da han har prøvet at starte sit eget projekt op, men som altså ikke lykkedes. Vælgerne belønner ofte ivrigt gå-på-mod og initiativer af den slags. Manden prøvede jo, og specielt liberale vælgere elsker den slags story-telling om den sande lykkes-smed.

Hvis vi kører de politiske konspirationsteorier ud i anden potens kan man gisne om at højredrejede radikale som Morten Helveg Petersen og Johannes Poulsen i fremtiden måske (i sin mest desorienterede stund) kunne finde på at skifte til Liberal Alliance hvis altså Alliancen skulle få fornyet momentum og succes - hvilket virker usandsynligt. Eller at der simpelthen åbnes plads for comeback til Amittzbøll og Samuelsen i et mere højreorienteret radikalt venstre hvor Vestager kuppes af Helveg-fløjen.

Morten Helveg og Simon Emil svinger umiddelbart godt sammen og befinder sig på en anden værdiakse end Vestager. Et potentielt skifte af den kaliber vil kort sagt underminere Vesteragers radikale spøgelsesskib der pt. ligger totalt underdrejet med et elendig EP-valg og en tilslutning på omkring 4,0 % af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu. Liberal Alliance kunne lukrere på Vestager, og Ammitzbøll vil slikke sig om munden ved tanken om et sønderskudt Radikalt Venstre.

Internt er Margrethe Vestager ofte blevet kritiseret for at bejle for kraftigt til S og SF. Specielt Helveg og Poulsen er ikke vild med Thorning og Søvndal og projektet S-SF-R. Uroen ulmer under Vestager, og det kan Liberal Alliance på sigt nyde godt af.

Men alt dette er tvivlsomme spekulationer om en politisk fremtid som ingen kender - lige nu ser Samuelsen og Amitzbølls skude ud til at synke langsomt trods det, at endnu en liberal styrmand med håret strøget pænt tilbage forsøger sig ved roret.

Kommentarer

nilleren sagde…
Svært at forestille sig at de kan klare de 2% - og mon ikke også de får enkelte samarbejdsvanskeligheder? Ifølge
http://www.hvemstemmerhvad.dk/analyse/la_bc.php er de uenige mere end enige...
Er helt enig. Jeg mener de har haft denne plan i skuffen i lang tid. /Mikael