I 1960’erne og 1970’erne havde man på den yderste venstrefløj et begreb man kaldte for kalender-orgasme. Kalender-orgasme bestod i at ihærdige venstrefløjs-aktivister til politiske møder hver især flashede hvor mange aktiviteter de havde i kalenderen frem til næste aktivist-møde, havde man en masser planlagte happenings og møder omkring en demo til fordel for chilenske flygtninge som måtte flygte over stok og sten fra Pinochets rædselsregime, ja så var man inde i varmen - tiden gik så med i rundkreds at fremvise hvem der havde mest travlt med at arrangere og planlægge istedet for rent faktisk at få udrettet noget nyttigt og faktisk få malet nogle slagord på plakaterne og hjulpet nogle chilenske flygtninge i Danmark - en kalender-disciplin som yuppie-bevægelsen senere i 1980’erne tog op, kalenderne var nu blot erstattet med digitale tal og kurver og time-manageren havde erstattet chilenere og diverse chillum-aftaler.
Nu, vel. Det er hverken den politiske venstrefløj trang til foretagsomhed i Sydamerika eller yuppiebevægelsens lædeindbundende time-managers på Café Victor der skal granskes her, men istedet ministernes kalender-tilgængelighed.
Forleden foreslog statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der skulle være mere lukkethed omkring ministrenes offentlige kalendre, så journalister (læs: Ekstra Bladets Jan Kjærgaard) ikke kan snage i private oplysninger og finde frem til om Løkkes søn går til psykolog eller statsministeren skal til skole-hjem samtale kl. 17 og derefter handle ind i Netto.
Som Løkke sagde til Politiken 5.maj 2009:
»Det vil sige, at ser man min kalender fra i går, så kan man se, at jeg gik 18.15, fordi jeg skulle til skole-hjem samtale. Det har jeg ikke noget i mod, at nogen får at vide, men der kunne jo være andre situationer, hvor mine børn befandt sig i en mere uheldig situation, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at det kommer frem. Så skal ministerlivet kunne leves rent praktisk, så må kalenderen kunne udvikles med rent private ting med henblik på at føre et liv«
Løkke undgår dog en væsentlig detalje. Der er med min viden ikke nogle journalister incl. Jan Kjærgaard som indtil videre har lavet historier som drejer sig om politikere eller ministres familie og børn ud fra kalendergennemgange. Derimod har journalisterne med Kjærgaard i spidsen via aktindsigt og kalendergennemgang gang på gang påvist fejl, mangler og rod i ministerenes embedsførelse.
Bendtsen jagtture og svinkeærinder i ministerbilen kom frem via gennemgang af Bendtsens kalender og er et godt eksempel på hvad kalender-transparens for offentligheden kan føre mere sig af gode ting – Bendtsen ministerium rettede sågar i kalenderoplysninger muligvis for at skjule væsentlige detaljer, en handling som ombudsmanden senere hen kritiserede
At Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og de radikale er gået med i aftalen der træder i kraft 1.juni er ubegribeligt. Eneste bud på dette er at S-SF-R selv øjner magtens tinder i horisonten og derfor vil have samme priveliger om kalender-hemmelighed og elimenering af kritisk søgelys på sig selv når og hvis den tid kommer, hvor de tre partier sidder på magten.
Eneste kritiske stemme der har talt imod Løkkes kalender-hemmeligheds-kræmmeri er ikke overraskende Enhedslistens Per Clausen. Han siger til Berlingske:
”Det er helt uacceptabelt, at de øvrige politiske partier er blevet enige om, at ministerkalenderne fremover skal være hemmelige. Netop adgangen til ministrenes kalendere har været et vigtigt redskab til at skabe åbenhed omkring ministres måde at forvalte deres embede på”.
Det kan desuden undre at netop Lars Løkke Rasmussen som har været igennem et masivt stormvejr på baggrund af bilag-sagerne i 2008, hvor Løkkes egen minister-kalender blev gennemtrevlet, er netop den minister som netop nu foreslår mere lukkethed. Løkke kunne i det mindste (taktisk set) have sendte en politisk prøveballon afsted i form af den nyudnævnte politiske ordfører Peter Christensen på denne måde kunne Løkke have loddet hvad stemningen var, og selv sagt ”det er en god idé” efter idéen var søsat af anden part.
Hvor Fogh i 2005 med et regeringsgrundlag der var skræddersyet sammen med Bendt Bendsten slog sig op på gennemskuelighed og åbenhed i samtlige ministreness bilag, bijobs og kalendere vælger Løkke nu at lukke sig om sin egen Mayland-kalender, hvilket hurtigt kan få journalistiske-tunger til at gå i spontan kalender-orgasme:
Er der mon noget at komme efter?
Nu, vel. Det er hverken den politiske venstrefløj trang til foretagsomhed i Sydamerika eller yuppiebevægelsens lædeindbundende time-managers på Café Victor der skal granskes her, men istedet ministernes kalender-tilgængelighed.
Forleden foreslog statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der skulle være mere lukkethed omkring ministrenes offentlige kalendre, så journalister (læs: Ekstra Bladets Jan Kjærgaard) ikke kan snage i private oplysninger og finde frem til om Løkkes søn går til psykolog eller statsministeren skal til skole-hjem samtale kl. 17 og derefter handle ind i Netto.
Som Løkke sagde til Politiken 5.maj 2009:
»Det vil sige, at ser man min kalender fra i går, så kan man se, at jeg gik 18.15, fordi jeg skulle til skole-hjem samtale. Det har jeg ikke noget i mod, at nogen får at vide, men der kunne jo være andre situationer, hvor mine børn befandt sig i en mere uheldig situation, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, at det kommer frem. Så skal ministerlivet kunne leves rent praktisk, så må kalenderen kunne udvikles med rent private ting med henblik på at føre et liv«
Løkke undgår dog en væsentlig detalje. Der er med min viden ikke nogle journalister incl. Jan Kjærgaard som indtil videre har lavet historier som drejer sig om politikere eller ministres familie og børn ud fra kalendergennemgange. Derimod har journalisterne med Kjærgaard i spidsen via aktindsigt og kalendergennemgang gang på gang påvist fejl, mangler og rod i ministerenes embedsførelse.
Bendtsen jagtture og svinkeærinder i ministerbilen kom frem via gennemgang af Bendtsens kalender og er et godt eksempel på hvad kalender-transparens for offentligheden kan føre mere sig af gode ting – Bendtsen ministerium rettede sågar i kalenderoplysninger muligvis for at skjule væsentlige detaljer, en handling som ombudsmanden senere hen kritiserede
At Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og de radikale er gået med i aftalen der træder i kraft 1.juni er ubegribeligt. Eneste bud på dette er at S-SF-R selv øjner magtens tinder i horisonten og derfor vil have samme priveliger om kalender-hemmelighed og elimenering af kritisk søgelys på sig selv når og hvis den tid kommer, hvor de tre partier sidder på magten.
Eneste kritiske stemme der har talt imod Løkkes kalender-hemmeligheds-kræmmeri er ikke overraskende Enhedslistens Per Clausen. Han siger til Berlingske:
”Det er helt uacceptabelt, at de øvrige politiske partier er blevet enige om, at ministerkalenderne fremover skal være hemmelige. Netop adgangen til ministrenes kalendere har været et vigtigt redskab til at skabe åbenhed omkring ministres måde at forvalte deres embede på”.
Det kan desuden undre at netop Lars Løkke Rasmussen som har været igennem et masivt stormvejr på baggrund af bilag-sagerne i 2008, hvor Løkkes egen minister-kalender blev gennemtrevlet, er netop den minister som netop nu foreslår mere lukkethed. Løkke kunne i det mindste (taktisk set) have sendte en politisk prøveballon afsted i form af den nyudnævnte politiske ordfører Peter Christensen på denne måde kunne Løkke have loddet hvad stemningen var, og selv sagt ”det er en god idé” efter idéen var søsat af anden part.
Hvor Fogh i 2005 med et regeringsgrundlag der var skræddersyet sammen med Bendt Bendsten slog sig op på gennemskuelighed og åbenhed i samtlige ministreness bilag, bijobs og kalendere vælger Løkke nu at lukke sig om sin egen Mayland-kalender, hvilket hurtigt kan få journalistiske-tunger til at gå i spontan kalender-orgasme:
Er der mon noget at komme efter?
Kommentarer