Sæt nyhedskriteriet højere

Mediekritik II
Speederen er i bund over hele nyhedslinjen. Netaviserne kæmper om at komme med de nyeste nyheder døgnet rundt. Men med den stigende nyhedsstrøm og det kommercielle fokus i mediehusene kommer også en lavere tærskel for, hvad der er relevante politiske nyheder. Der er nu dømt nyheds-jungle, hvor journalisterne glædeligt svinger sig i lianerne og banker sig på brystet og sammen råber indforstået til hinanden på
Christiansborg: ”Alt er lige godt – bare det sælger!”.
Naser Khaders svedeture og påstande om sort arbejde, Per Stig Møllers 30 år gamle spritdom, Kamal Qureshis påståede opgavefusk for 18 år siden, Morten Messerschmidst skønsang i Tivoli. Alt sammen kan på grund af den lave nyhedstærskel på redaktionerne blive til tomme buldrende kaloriefattige tophistorier. Det gælder om at få kunder i butikken, syntes medielogikken at være. Men hvor blev politiken og indholdet af?


Vi bruger stadig mere tid på at klikke på de samme nyhedssites flere gange om dagen, scanne gratisaviserne i S-toget eller æde korte tabloide overskrifter i Netto. Men den kritiske og dybdeborende kvalitets-journalistik, der ser nærmere på politisk indhold fremfor oppustede personsager, er blevet den helt store taber. Det er form fremfor indhold. Sæt nu nyhedstærsklen højere - fordi vi fortjener det.

Kommentarer