Mediekritik
Dagens politikere og pop-up-stjerner bliver udsat for et omsigsgribende røntgenblik fra et stadigt mere aggresivt og allestedsnærværende mediekorpus af nyheds-gribbe på udkig efter nye ofre, nye historier, nye vinkler, nye citater. Den britiske medieforsker Stuart Allan har i sin bog "News Culture" udmærket redegjort for det hastige nyheds-speed, som medierne syntes at være på i øjeblikket, og som de ikke ser ud til at stoppe lige med det samme. Speederen er i bund over hele nyhedslinjen og netaviserne kæmper, om at komme først til mølle med nye nyheder før de seneste nyheder for 10 minutter siden nærmest er fordøjet - og dagen efter kan ingen huske noget af det hele alligevel.
Tænk på hvad du så i TV-Avisen i går - kan du huske det? Nej vel.
Med den stadig stigende nyheds-cyklon kommer også en lavere tærskel for hvad der er en relevant og vigtig begivenhed. Selv små udsving i medie-darling partiet Ny Alliance kan blive til tophistorier i dagevis, Nasers nedtur bliver en medie-sandhed som reproduceres igen og igen i et omfang som grænser til det hysteriske. Den gode gamle sang om at medierne først kører dig frem og glædeligt smiler til bryllupet de er inviteret til, for derefter at mæske sig i begravelsen senere hen holder mere end nogensinde stik. Nyhedstærsklen er sænket markant. Personifecering, enkelte konflikter og gentagelse af nyheds-loops på TV2 News i en uendelighed af samme saksede Reuters og Ritzau-nyheder kører derudad med raketfart. Men når nyhedstærsklen sænkes markant samtidig med en stigende kommercialisering rammer man ind i en nyheds-jungle hvor alt er lige godt, alt er en nyhed. Britney Spears fodlænker, Naser Khaders svedeture, Anders Foghs pizzaven etc. etc.
Faren ved dette er at brugerne af nyheder gladeligt følger trop. Vi bruger mere tid på at klikke ind på de samme 5-10 nyhedssites om dagen, scanner gratisaviserne i S-toget, æder en overskrift i Netto, ser soundbites-interviews med politikerne i tv-nyhederne om aftenen. For derefter at glemme det hele - men annoncerne og reklamerne, ja dem husker vi. Der er samtidig sket et markant fald i dagbladenes abonnementer, kun nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad har en smule fremgang. At kvantitet, hastighed og kommercielle interesser er ingredienserne i den nutidige mediedækning gør at kvalitet, fordybelse og public service bliver ord man knap tør bruge af ren fare for at blive udråbt som værende tidligere Stalinist eller værre: fagforenings-medlem.
Men hvem er så ofrene for den hastige nyhedsspiral der starter ved morgen-radioavisen og slutter i DR2's Deadline. Ofrene er de offentlige personer, der tager ansvar på deres kappe. Som stiller sig frem. Som sætte sig i position. Hvert enkelt skridt granskes, og der kræves uendelig pletfrihed som kun vaskepulveret Ariel kan levere. Per Stig Møllers 30 års gamle spritdom er en nyhed, Morten Messerschmidts tyske slagsange i Tivoli er en nyhed.
Som politisk kommentator Helle Ib på dagbladet B.T. meget præcist fremhæver så må der være grænser for hvor meget moralsk renhed vi kan forlange af folkevalgte og popstjerner. Skal man som nutidig 15 årig teenanger virkelig tænke over om, man nu tør tage en enkelt smøg bag blokken af ren fare for om det om små 20 år garanteret er både ulovligt og kriminelt. Hvor går grænsen for fejlfrihed blandt offentlige personer. Sort arbejde? Naser. Skal alle være pletfrie indtil benet? Eller skal nyheds-jægerne måske overveje at hæve deres yderst lave tærskel for hvad der er en god nyhed?
Det er mennesket der er i centrum. Det er altid mennesket der fokuseres på i medierne, og ikke de mere strukturelle og systemiske ting. Tæl blot antallet af billeder i en helt tilfældig avis. Hvad ser du? Mennesker overalt. Ja vel, verden består af mennesker, men yderst sjældent får vi indblik i en lidt større sammenhæng. Hvem ved hvad Venstres principprogram er? Hvem kan adskille det fra Socialdemokraternes? Nej, istedet er det person vs. person. Overalt. Hele tiden. Igen og igen.
Medierne har faste båse som de skemalægger virkeligheden med. De framer den. De indpakker den i en medieret virkelighed. Godt mod ondt. Sandt mod falsk.
I mens verden står i flammer, danske soldater traver i Afghanistan, isen smelter og uligheden hærger i både Danmark og vesteuropa så luller vi os glædeligt i søvn med 2 minutters nyheds-doser fra mediepusherne, vanedyr som vi er hakker og taster vi os zombieagtigt ind på de samme hjemmesider morgen efter morgen med de samme HTML koder og rundtossethed i baghovedet. I gennemsnit bruger vi lidt over 5 minutter pr. gratisavis, hvad MetroXpress' boss Per Michael Jensen andetsteds har kaldt for en fin erklæret målsætning og ganske godt.
En ting som jeg mener skal memoreres til hudløshed blandt forjagede journalister, der render rundt og leger Watergate og West Wing:
Der er mennesker bag de billeder og tekster der skrives i en håndevending på Rådhhuspladsens mediehuse. Der er kød og blod i de lænker Britney Spears ligger i som et ynkeligt ofrer for mediernes moralske morads - lige som der er betændt kommercielt blod på tasterne i utallige mediehuses indtjeningsbefængte redaktionslokaler.
Sæt tærsklen lidt højere - fordi vi fortjener det!
/Mikael
Dagens politikere og pop-up-stjerner bliver udsat for et omsigsgribende røntgenblik fra et stadigt mere aggresivt og allestedsnærværende mediekorpus af nyheds-gribbe på udkig efter nye ofre, nye historier, nye vinkler, nye citater. Den britiske medieforsker Stuart Allan har i sin bog "News Culture" udmærket redegjort for det hastige nyheds-speed, som medierne syntes at være på i øjeblikket, og som de ikke ser ud til at stoppe lige med det samme. Speederen er i bund over hele nyhedslinjen og netaviserne kæmper, om at komme først til mølle med nye nyheder før de seneste nyheder for 10 minutter siden nærmest er fordøjet - og dagen efter kan ingen huske noget af det hele alligevel.
Tænk på hvad du så i TV-Avisen i går - kan du huske det? Nej vel.
Med den stadig stigende nyheds-cyklon kommer også en lavere tærskel for hvad der er en relevant og vigtig begivenhed. Selv små udsving i medie-darling partiet Ny Alliance kan blive til tophistorier i dagevis, Nasers nedtur bliver en medie-sandhed som reproduceres igen og igen i et omfang som grænser til det hysteriske. Den gode gamle sang om at medierne først kører dig frem og glædeligt smiler til bryllupet de er inviteret til, for derefter at mæske sig i begravelsen senere hen holder mere end nogensinde stik. Nyhedstærsklen er sænket markant. Personifecering, enkelte konflikter og gentagelse af nyheds-loops på TV2 News i en uendelighed af samme saksede Reuters og Ritzau-nyheder kører derudad med raketfart. Men når nyhedstærsklen sænkes markant samtidig med en stigende kommercialisering rammer man ind i en nyheds-jungle hvor alt er lige godt, alt er en nyhed. Britney Spears fodlænker, Naser Khaders svedeture, Anders Foghs pizzaven etc. etc.
Faren ved dette er at brugerne af nyheder gladeligt følger trop. Vi bruger mere tid på at klikke ind på de samme 5-10 nyhedssites om dagen, scanner gratisaviserne i S-toget, æder en overskrift i Netto, ser soundbites-interviews med politikerne i tv-nyhederne om aftenen. For derefter at glemme det hele - men annoncerne og reklamerne, ja dem husker vi. Der er samtidig sket et markant fald i dagbladenes abonnementer, kun nicheaviser som Information og Kristeligt Dagblad har en smule fremgang. At kvantitet, hastighed og kommercielle interesser er ingredienserne i den nutidige mediedækning gør at kvalitet, fordybelse og public service bliver ord man knap tør bruge af ren fare for at blive udråbt som værende tidligere Stalinist eller værre: fagforenings-medlem.
Men hvem er så ofrene for den hastige nyhedsspiral der starter ved morgen-radioavisen og slutter i DR2's Deadline. Ofrene er de offentlige personer, der tager ansvar på deres kappe. Som stiller sig frem. Som sætte sig i position. Hvert enkelt skridt granskes, og der kræves uendelig pletfrihed som kun vaskepulveret Ariel kan levere. Per Stig Møllers 30 års gamle spritdom er en nyhed, Morten Messerschmidts tyske slagsange i Tivoli er en nyhed.
Som politisk kommentator Helle Ib på dagbladet B.T. meget præcist fremhæver så må der være grænser for hvor meget moralsk renhed vi kan forlange af folkevalgte og popstjerner. Skal man som nutidig 15 årig teenanger virkelig tænke over om, man nu tør tage en enkelt smøg bag blokken af ren fare for om det om små 20 år garanteret er både ulovligt og kriminelt. Hvor går grænsen for fejlfrihed blandt offentlige personer. Sort arbejde? Naser. Skal alle være pletfrie indtil benet? Eller skal nyheds-jægerne måske overveje at hæve deres yderst lave tærskel for hvad der er en god nyhed?
Det er mennesket der er i centrum. Det er altid mennesket der fokuseres på i medierne, og ikke de mere strukturelle og systemiske ting. Tæl blot antallet af billeder i en helt tilfældig avis. Hvad ser du? Mennesker overalt. Ja vel, verden består af mennesker, men yderst sjældent får vi indblik i en lidt større sammenhæng. Hvem ved hvad Venstres principprogram er? Hvem kan adskille det fra Socialdemokraternes? Nej, istedet er det person vs. person. Overalt. Hele tiden. Igen og igen.
Medierne har faste båse som de skemalægger virkeligheden med. De framer den. De indpakker den i en medieret virkelighed. Godt mod ondt. Sandt mod falsk.
I mens verden står i flammer, danske soldater traver i Afghanistan, isen smelter og uligheden hærger i både Danmark og vesteuropa så luller vi os glædeligt i søvn med 2 minutters nyheds-doser fra mediepusherne, vanedyr som vi er hakker og taster vi os zombieagtigt ind på de samme hjemmesider morgen efter morgen med de samme HTML koder og rundtossethed i baghovedet. I gennemsnit bruger vi lidt over 5 minutter pr. gratisavis, hvad MetroXpress' boss Per Michael Jensen andetsteds har kaldt for en fin erklæret målsætning og ganske godt.
En ting som jeg mener skal memoreres til hudløshed blandt forjagede journalister, der render rundt og leger Watergate og West Wing:
Der er mennesker bag de billeder og tekster der skrives i en håndevending på Rådhhuspladsens mediehuse. Der er kød og blod i de lænker Britney Spears ligger i som et ynkeligt ofrer for mediernes moralske morads - lige som der er betændt kommercielt blod på tasterne i utallige mediehuses indtjeningsbefængte redaktionslokaler.
Sæt tærsklen lidt højere - fordi vi fortjener det!
/Mikael
Kommentarer