Ideologi er det ny røde


Ny bog om politiske tænkere og praktikere indrammer - fra Marx og Engels til Stiglitz og Glasman - den europæiske socialdemokratismes udvikling. Bogen sætter i et historisk perspektiv fokus på hvordan socialdemokratismen både kan nytænkes og udvikles videre fremadrettet. Det gøres godt - men et enkelt indspark fra vælgeren og arbejderen savnes.

Af Mikael Kristensen

En central pointe i bogen er at ideologien skal tilbage som et centralt omdrejningspunkt hos socialdemokratierne. Bogens redigerende forfatter Anders Dybdal ridser  præcist de tre hovedproblemstillinger op i bogens afsluttende kapitel:

"Hvad står vi i?
Hvad står vi for?
Hvad gør vi så?"

På baggrund af klare, kloge og velresearchede gennemgange af internationale politiske tænkere som Ferdinand Lasalle, John M. Keynes og danske Hartvig Frisch formår bidragsyderne, der spænder fra Claus Bryld til Henrik Dahl, at give et veldrejet og ikke mindst tiltrængt indspark til den socialdemokratiske idéhistoriske debat om, hvor det stolte arbejderparti var engang, er nu og hvor det mon er på vej hen.

Stærk faglitteratur - der skal bredere ud
Publikationens styrke, er at det er stærk faglitteratur der med bidrag fra professorer og lektorer, formidler klogt og lærerigt om de centrale politiske idéstrømninger i det 19. og 20. århundrede. Men det er også bogens eneste svaghed, at den er så "klog" i snittet. Burde den ikke nå bredere ud til folket, og ikke blot til DJØF-segmentet? Den tanke strejfede mig. Det er vel folket, arbejderne og vælgerne, det hele handler om?

En strejftanke: Da den danske intellektuelle socialdemokrat Hartvig Frisch i 1928 skrev bogen "Europæisk Kulturhistorie" var udgivelsen - bevidst fra Frisch side - skrevet i et sprog som datidens arbejdere kunne tilegne sig. Bogen udkom (beskrevet i anmeldte bogs kapitel om Frisch) som billig-bog så datidens arbejdere kunne få råd til at købe udgivelsen. Nuvel, der er sket meget siden 1920'erne både i arbejdernes uddannelse, økonomisk råderum og læsefærdigheder.

"Socialdemokratiske tænkere" taler (og det er lidt synd) direkte til den universitære elite. Det ville styrke bogen at have indlemmet msåke tre-fire kapitler med interviews med rigtige S-arbejdere, middelklasse-familier og kontorfunktionærer fra provinsen -  fra nu og dengang. Tænk hvis de blev interviewet om deres konkrete syn på socialdemokratiet, socialismen, velfærden nu, dengang og fremadrettet?

Koblingen mellem ideologiske tænkere, praktiske politikere og deltagende medborger kunne give bogen endnu stærkere relevans, og måske få endnu flere læsere landet over. Bogen er i sit formidling anrettet til den studerende, den politisk interesserede og den belæste.

Retfærdigvis skal det her nævnes at bogen er 100 % klar i sin varedeklaration som værende faglitteratur. Men hvis man som læser ikke er cand.polit, dr.phil eller har  lakerede DJØF-sko kan begreberne som "transitionsland", "blokdiplomati" og "dialektisk metode" hurtigt blive til uforståelige abstraktioner, der ikke gør formidlingen af historien, tænkerne og det socialdemokratiske idéprojekt ret let at forstå for menigmand.

Idéhistoriske referencer
En stor styrke ved bogen er den narrative håndfaste tråd bogen igennem. Man holdes som læser i hånden hele vejen fra Marx til Anthony Giddens. Fortællingen er inddelt ind i tre hovedkapitler: "Rødderne", "Storhedstiden" og "Nye tider". Det giver mening, og Dybdal gør en dyd ud af at trække klare referencer til de forskellige internt forbundne kapitler - især i de to første hovedkapitler er det særdeles brugbart. Det er med til at lette forståelsen pædagogisk set at de forskellige idéhistoriske faser kobles sammen.

Hvert kapitel er forseglet med en grundig biografisk gennemgang af hver tænker og politiker, og det giver et ekstra smil i øjenkrogen, når man eksempelvis i Jens Jonathan Steens (analysechef i Cevea) kapitel om Maurice Glasman kan læse at Glasman er ivrig fodboldinteresseret og Tottenham-fan. Disse små afstikkere mangler dog i bogens tungere historiske kapitler i første del af bogen. De første kapitler er blandt bogens tungeste og akademiske, hvor imod der lettes lidt på lix-tal-speederen i kapitlerne om de nyere tænkere som Gunnar Myrdal, Mogens Lykketoft og Joseph Stiglitz.

Kort sagt: man kan mærke når det er professorerne der skribler, og man kan mærke, når det er  kommunikationsfolkene der skriver.

Vittige tegninger
Billedsiden udgøres af fine velresearchede og vittige tegninger fra Johan Krarup. Ved indledningen til hvert kapitel portrætteres hver af de 17 politiske tænkere med vid og bid - ikke sjældent med et politisk humoristisk glimt i øjet. Det er befriende.

Eksempelvis er Anthony Giddens indsat i et vejkryds, hvor pilen peger "den tredje vej". Myrdalerne fra Sverige står smilende foran et svensk velfærds-boligkompleks. Tegningen får straks den vakse læser til at tænke på social ingeniørkunst og svensk socialdemokratisme.
Gro Harlem Brundland er selvfølgelig optegnet foran snurrende vindmøller og et genbrugs-mærker, da Brundtland var norsk ankerperson på det nu vidt spredte begreb "bæredygtig udvikling". Det fungerer godt med tegningerne.

Det røde bulls-eye
Dybdal og bidragsyderne rammer med udgivelsen det røde bulls-eye i forhold til socialdemokraternes højaktuelle krise og vælgerflugt. Med lidt over et år til folketingsvalget, et dansk socialdemokrati i frit fald vælgermæssigt, samt et Dansk Folkeparti i eksplosiv vækst, lægges der i bogen op til fornyet ideologisk nytænkning. Hvad er det vi skal? Hvorfor og hvordan?

De forskellige politiske tænkere - fra Myrdalernes ingeniørkunst til Lykketofts kick-start i 90'erne - er med til at rammesætte, hvad der er gjort bagudrettet i den socialdemokratisk politiske tradition i Europa. Og måske er det netop det bagudrettede, og ikke det - for enhver pris -  nye og "progressive" der skal tilbage i det ideologiske centrum? Det ideologiske fundament, der skal rammesætte på ny kunne eksempelvis tage afsæt i et mere klassisk fælleskabsøgende, lokalt/kooperativt og tryghedsskabende folkeligt perspektiv som eksempelvis Maurice Glasman påpeger.

Jonathan Steen fremhæver i afsnittet om Maurice Glasman et citat fra det britiske Labour-parlamentsmedlem Jon Cruddas. I det britiske Labour-parti har der været en manisk besættelse af "det progressive" og dermed - ifølge Glasman - en mangel på det at skabe tryghed, rammer og samhørighed blandt den britiske arbejderklasse. Dette har været fremherskende siden Anthony Giddens, sociolog og politiske rådgiver for Tony Blair, der sammen med en række europæiske socialdemoratiske regeringer slog ind på den berømte tredje vej der sammenfletter markedet, konkurrencen og staten tilbage i 1990'erne.                

Cruddas skriver:

"Mange på venstrefløjen anser det (ønsket om at bevare faste rammer) for at være bagstræberiske følelser. Vi regner denne søgen efter at høre til for at være en irrationel, konservativ patologi. Det kan grænse til foragt for dem, der frygter forandring; en foragt for folks længsel efter stabilitet som det faste taktslag i deres liv"

DF og LA er ideologisk godt kørende
Anders Dybdal slår præcist  hovedet på sømmet i det afsluttende og opsummerende kapitel. Han opsummerer, at de partier, der har klaret sig bedst i nyere tid, er de partier der har en klar og fast forankret ideologisk overbygning, som eksempelvis Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti på dansk grund. Sidstnævnte partier har med ideologiske indpiskere som ex. Søren Krarup formået at stjæle konservative kerne-issues og gøre dem til sine egne centrale dagsordener - lige for næsen af Lars Barfoed og Konservative, der nu kæmper for livet.

Ifølge Dybdal har nye politiske projekter som Ny Alliance lidt en hurtig død på grund af manglende rodfæstede ideologier. Dybdals pointe er at socialdemokraterne igen mangler et ideologisk fundament. En ny historie, en ny fortælling - og ikke mindst forklaring. Den fortælling skal tage udgangspunkt i både situation og handling. Konkretisering af nye ideologier ovenpå S-slingrekurs og skiftende politiske programmer, betalingsringe og erklæringer - der aldrig er blevet gennemført til folkets store måben.

Som læser kan man specifikt bruge kapitlet om Arne Myrdal, når det drejer sig om at tænke i aktiv politisk handling og fremadrettede konkrete tiltag. Da Myrdal i 1960'ernes Sverige plæderede for en aktiv politisk handlen, ja så handlede det om at gøre noget. At være praktisk:

"At gøre noget, og at vide hvad man skal gøre, og hvordan det skal gøres", som det lød i Arne Myrdals credo.

Det credo har stor aktualitet for de europæiske socialdemokrater anno 2014 og deres tænkning - tænker jeg efter endt læsning.

Hvad mener arbejderen?
De socialistiske, socialdemokratiske og midter-radikales tanker, teorier og praktikker bliver gennemgået og formidlet fornemt i "Socialdemokratiske tænkere". Fra kapitalismekritik over Giddens modernitet til lokale fællesskaber, kooperation og Blue Labour i Storbritannien. Fra Engels' og Marx' kapitalismekritik over "proletarer foren jer" til Gro Harlem Brundtlands emancipatoriske knokle-arbejde for ligestilling, kvindelig norsk regering og dagsordensættende fokus på miljø og klima i 1980'erne - med et internationalt gennemslag.

Det historisk omfattende materiale indrammer bidragsyderne til perfektion ved at toppe hvert kapitel af med den enkelte politiske tænkers tanker i tre klokkeklare bullets der peger frem. Hvad kan jeg bruge tankerne og politikken til den aktuelle politisk kontekst. Det er en præstation i sig selv at have det lange perspektiv med hele vejen. Det er ikke bare lutter tilbageblik - det er fremadrettet og konstruktivt.

Den næste store danske udgivelse, der vil ønsker at tage seriøst livtag med velfærdsstaten, den socialdemokratiske arv og dette socialistiske hittegods bør tage konkret afsæt i folket,  som jo er det hele det socialdemokratiske projekt handler om i bund og grund: borgerne, arbejdere, funktionæren, VVS'eren, direktøren. Hvad mener de om socialdemokraterne og deres kloge tanker?

Hvorfor parti-hopper Lis på 63 år fra fra S til DF? Hvad mangler Carsten i Rødovre af konkret ideologisk indhold? Hvordan når de socialdemokratiske holdninger ud til menig mand, så denne får langvarigt lyst til at krydse heftigt af ved liste A i boksen sammen med lillemor til både kommunalvalg og folketingsvalg?

Hvordan er strømmen i det vælgerhav som de socialdemokratiske tænkerne svømmer rundt i?
Ligeså højt belagt det teoretiske smørrebrød er i bogen, ligeså lav er hverdagsrelevansen  for arbejderen i den blå kansasdragt med leverpostejsmadder i madkassen der hver morgen kører afsted på sin Puch Maxi på vej til ufaglært arbejde. Hvad vil han have? Og hvad skal der til, for at han kommer tilbage til S?

Menigmand bag Valby Bakke bør derfor krydse fingre for at bogens skarpe bidragsydere tager på en oplysende folkelig turne, så de gode relevante historiske rids og tanker om ideologier og perspektiver kommer ud til en bredere folkelig kreds (end universitetsstuderende, kommunikatører og cand.politer i København inkl. undertegnede).

Det fortjener folket, de store politiske tænkere og ideologerne. De markante velfærdstanker, der tages grundigt livtag med over 327 sider skal ud til folket. Det bør være pensum at læse bogen i et skandinavisk velfærdssamfund, der bygger på socialdemokratisk flex-security, ret og pligt og basale velfærdsrettigheder som hver eneste borger stifter bekendtskab med hver eneste dag.

Rundtur til folkebibliotekerne?
Holdet bag "Socialdemokratiske tænkere" kunne tage på folkeoplysende turne med start på Arbejdermuseet, derefter videre til lobby-hangout på Folkemødet på Bornholm i juni og afslutte med efterårs-turne på landets folkebiblioteker under parolen:
"Hvad står vi i? Hvad står vi for? Hvad gør vi så?"

Hvis man midt i påsken trænger til en kloge-åge tour de force igennem perlerækken af tænkere, økonomer og praktikere (nogle havde du glemt eksisterede), så er "Socialdemokratiske tænkere" bogen at ty til midt i den allestedsnærværende hvirvelvind af socialdemokratisk nedgang i meningsmålingerne. "Socialdemokratiske tænkere" bibringer læseren solid viden i datid og nutid - og der tages skarpe indledende spadestik til en socialdemokratisk fremtid, hvor et nyt ideologisk fundament (måske) vil spille en større og langt mere afgørende rolle end de seneste 15-20 år.

Fem røde roser ud af seks mulige herfra for en veloplagt, historisk velresearchet og højaktuel vidensbank af en bog som indrammer europæisk socialdemokratisme, politisk idéhistorie og velfærdsstaten på fornem vis.

Socialdemokratiske tænkere
Anders Dybdal (red.)
327 sider, kr. 299,95
Udkom 9. april 2014
Informations Forlag








Kommentarer