
I en ny meningsmåling foretaget af Capacent Epinion mener 41 procent af vælgerne at statsminister Lars Løkke Rasmussen har klaret det godt eller meget godt, mens 21 procent mener, at Løkke har klaret sig dårligt eller meget dårligt. Det skriver dr.dk.
Rundt regnet mener hver femte vælger i Danmark at Løkke gør det dårligt.
Står dårligt blandt de unge
Hvor Søvndal og SF står stærkt i det unge vælgersegment er det modsatte tilfældet hos Løkke. Det lidt slidte fadøls-image og Løkkes evige trampen i pedalerne for Team Rynkeby ser ud til at gøre sig bedre for TV2 Charlie-segmentet end for de unge mellem 18-25 år. I følge Capacents seneste måling er de ældste vælgere over 55 år de der er mest begejstrede for Løkke. 48 procent af dem mener, at han har klaret sig godt. Modsat er det kun 35 procent af de 18-34-årige der er vilde med Løkke.
Modsat ser man en tilgang af unge hos SF. SFs ungdomsorganisation SFU er eksempelvis vokset fra knap 1.400 medlemmer til over 3.300 medlemmer siden 2006, også Socialdemokraternes ungdomsorganisation DSU har oplevet fremgang.
Lektor og valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet sagde til Berlingske Tidende søndag den 12.april:
"De unge er der, hvor de føler der sker noget, og det føler de ikke, der gør i regeringen lige nu. Alt for meget af V og Ks tid bliver ifølge de unge brugt på at forsvare det eksisterende i stedet for at tænke fremad og være progressive"
VU skjuler medlemstal
Indtrykket af at Løkke står svagt blandt de unge forstærkes yderligere af at Venstres ungdomsorganisation ikke har ønsket at oplyse deres medlemstal til Berlingske Tidende i søndags. Det lugter fælt af at VU ikke vil donere til flere dårlige mediehistorier over sommeren.
En ting er at Løkke ikke appelerer til de unge, det er en sandhed som ikke kræver den store poltiske indsigt.
Græsted Gilleleje, grillpølser og snaps med Søren Pind giver ikke genklang hos det unge progressive segment der ofte befinder sig på indhyllet i electronica på Roskilde Festival hvirvlet ind i en sky af klima, Sommersby-cider og bare tæer i det fri. Men at en sprælsk ungdomsorganisation som VU vælger at skjule deres aktuelle medlemstal virker besynderligt og dybt uprofessionelt. Det eneste VU (og til slut Løkke) får ud af det, er at onde tunger begynder at gætte og hviske: "Er der mon smuttet 100 eller 500? - og hvorfor mon?". Ordet gennemsigtighed og ærlighed er her vigtigere for VU end at forsøge at neddæmpe en negativ historie om sivende medlemmer i forsøget på at agere skjold for Løkke - man opnår ganske enkelte den modsatte effekt. Der er jo noget at komme efter.
VUs mummespil kan på ingen måde gavne Løkke. Men så kan vi andre jo glæde os lidt imens.
Kilde: www.dr.dk, JP.dk, samt Berlingske Tidende søndag 12.april
Foto: Mikael Kristensen
Kommentarer
Mikael Kristensen