Demonstrationer, arbejdskampe og strejker – Fred og nedrustning – Børn, unge og gamle – EU og NATO – 1. maj og international solidaritet – Skurke og helte – Christiania og Ungdomshuset – Poul Schlüter, Thorvald Stauning og Formand Mao – Nøgne, døde, revolutionære, kvinder og cyklister En næsten endeløs række af temaer kan genfindes på de tusinder af plakater, der gennem de sidste godt 130 år er blevet produceret til tidens politiske kampe. Mere end 10.000 af disse plakater findes i dag på Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv . Et udvalg fra denne helt unikke samling kan nu opleves i en ny særudstilling. Det skriver Arbejdermuseet i en pressemeddelelse.
Plakaterne er et enestående vidnesbyrd om den politiske og kulturelle udvikling i Danmark siden slutningen af 1800-tallet. De afspejler spørgsmål om magt, autoritet, frigørelse og fællesskab. I udstillingen vil plakaterne da også blive sat ind i deres historiske kontekst ved hjælp af fotos, film og dokumenter.
Går man en tur i byen, vil man hurtigt se, at plakaten og de politiske budskaber stadig lever. På byggepladsernes plankeværker, på skraldespande, elskabe og husgavle blander plakaterne sig med graffiti, stencils og klistermærker. I et virvar af tekst og billeder spreder de information om valg, 1. maj, demonstrationer og fester. Og får man først øjnene op for de mange budskaber, som fylder byen, ser man dem pludselig over alt.
Særudstilling på Arbejdermuseet 11. februar – 28. maj 2012
Læs mere her om udstillingen som åbner i morgen lørdag 11. februar
Foto: Pressefoto fra Arbejdermuseet