søndag den 20. november 2011

Aftale i hus: 18 milliarder investeres over de næste to år

Regeringen og Enhedslisten har i dag indgået aftale om finansloven for 2012.
Et hovedelement er en kickstart af dansk økonomi, hvor der fremrykkes og sættes gang i investeringer for 10¾ mia. kr. i 2012 og 8 mia. kr. i 2013.


Læs den færdige aftaletekst for Finanslov 2012 her(PDF).

"Vi har fået en finanslov, som Danmark kan være tilfreds med. Aftalen er et markant kursskifte i dansk politik, hvor vi handler og tager ansvar. Vi har valgt en aktiv politik med fremrykning af investeringer, der skal få flere i arbejde, få gang i væksten og skabe ny optimisme i samfundet.", siger Finansminister Bjarne Corydon (S).

Med aftalen om den samlede finanslov for 2012 med Enhedslisten er det bl.a. slut med starthjælp, kontanthjælpsloft og loft over børnefamilieydelse. Der gøres også op med brugerbetaling på kunstig befrugtning, familiesammenføring og tolkning i sundhedsvæsenet. Vilkårene for ledige forbedres med en mere skånsom overgang til en kortere dagpengeperiode og der er aftalt øgede muligheder for uddannelse. Der afsættes ½ mia. kr. til bedre normeringer i daginstitutionerne. Udviklingsbistanden øges og økologisk produktion fremmes.

Finansminister Bjarne Corydon takker Enhedslisten som er parlamentarisk grundlag for S-R-SF-regeringen:

"Jeg vil gerne sige tak til Enhedslisten. Det har været intense og til tider hårde forhandlinger, men resultatet er godt. Vi har vist vejen til et bedre og mere socialt afbalanceret og grønnere Danmark med en række gode initiativer, der kommer de svageste til gode."

Som led i finanslovsforhandlingerne er der indgået i alt 11 aftaler om forskellige områder, heraf er 10 brede aftaler hen over midten. Det gælder bl.a. politi, kriminalforsorgen, forskning, svage grupper, trafik, fremrykning af renovering af almene boliger, Det Kgl. Teater, Redningsberedskabet, rets- og udlændingepolitik.

Med de samlede aftaler om finansloven for 2012 er der enighed om nye initiativer for samlet 9½ mia. kr. i 2012 og knap 14 mia. kr. i 2013. Alle nye initiativer er finansieret krone-for-krone.

Kilde: Finansministeriet

Foto: Mikael Kristensen

torsdag den 3. november 2011

Hovedpunkter finanslov 2012

Hovedinitiativer på oplæg til finanslov for 2012:

 Kickstart af dansk økonomi. Der fremrykkes og igangsættes investeringer for 10¾ mia. kr. i 2012 og 8 mia. kr. i 2013, og praktikpladsindsatsen videreføres og styrkes. BoligJobordningen videreføres i 2012, herefter oprettes en målrettet grøn energirenoveringspulje.

 Fattigdom skal bekæmpes. Der afsættes 340 mio. kr. til afskaffelse af starthjælp, introduktionsydelse og kontanthjælpsloft samt 260 mio. kr. til afskaffelse af loftet over børnefamilie- og ungeydelsen. Satspuljeinitiativer for 416 mio. kr. i 2012 til en helhedsorienteret beskæftigelsesindsats, indsats for børn og unge samt hjælp til de mest udsatte grupper.

 Grøn omstilling af Danmark. Tilskudspulje på 500 mio. kr. i 2013 og 2014 til energirenovering af boliger, 50 mio. kr. til et miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram samt 114 mio. kr. til en miljøfokusering af landdistriktsprogrammet. Det energiteknologiske udviklings- og demonstrationsprogram videreføres.

 Forskning og fremtid. Der afsættes yderligere 300 mio. kr. til forskning, så der samlet er knap 1 mia. kr. til udmøntning til forskning. Multimedieskatten afskaffes.

 Mere og bedre uddannelse. Der afsættes samlet 420 mio. kr. i 2012 og 630 mio. kr. i 2013 til styrket uddannelsesindsats og omkring 500 mio. kr. mere i 2012 til SU. Den tidligere regerings besparelse på SU annulleres.

 Et bedre og mere lige sundhedsvæsen. Egenbetalingen for fertilitetsbehandling afskaffes, og psykiatriindsatsen opprioriteres permanent. Der afsættes fra satspuljen 217 mio. kr. i 2012 til psykiatrien og 121 mio. kr. i 2012 til sundhed og forebyggelse for de svageste grupper. Skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer afskaffes.

 Styrket forebyggelse. Den tidligere regerings besparelser på Forebyggelsesfonden føres tilbage til forebyggelsesindsatsen. Afgifterne på bl.a. chokolade, slik, is, sodavand samt øl og tobak øges.

 Målrettet beskæftigelse. Dagpengeperioden forlænges for udvalgte grupper i 2012. Indsatsen mod ungdomsarbejdsløshed styrkes med 30 mio. kr. i 2012 og 2013. Der afsættes 44 mio. kr. i 2012 og 53 mio. kr. i 2013 til et forsøg med jobpræmie for kontanthjælpsmodtagere.

 Fokus på integration. Der afsættes 200 mio. kr. årligt i 2012 og 2013, så asylansøgere kan bo udenfor asylcentrene. Gebyr ved ansøgning om familiesammenføring afskaffes. Fra satspuljen afsættes 61 mio. kr. i 2012 til bedre integration.

 Danmark i verden. Der afsættes yderligere 234 mio. kr. i 2012 og 600 mio. kr. i 2013 til udviklingsbistand, så den udgør 0,83 pct. af BNI.

 En konsekvent og rimelig retspolitik. Regeringen vil et moderne, effektivt og omstillingsparat politi. Sænkningen af den kriminelle lavalder tilbagerulles.

 Gode rammer for kulturen. 44 mio. kr. årligt til flerårsaftale for Det Kongelige Teater og landsdelsscenerne. 20 mio. kr. årligt i 2012 og 2013 til videreførelse af Sport Event Danmark. 172 mio. kr. i ekstraordinært tilskud til udlodningsmodtagerne af tipsmidler i 2012.

 Fair og ansvarlig finansiering. Indtægterne øges i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, så der sikres fair og ansvarlig krone-til-krone finansiering af nye initiativer.

Læs S-SF-R-regeringens oplæg til finanslov 2012 her

tirsdag den 1. november 2011

Finanslov 2012 - følg med LIVE

Her vil du i dag torsdag kl. 14.00 kunne følge med live, når finansminister Bjarne Corydon præsenterer finansloven for 2012 i Finansministeriet.