tirsdag den 28. juni 2011

Derfor rykker Enhedslisten

Siden 2007 er det gået frem for Enhedslisten. Partiet har professionaliseret deres kommunikation med brug af blandt andet vælgerundersøgelser, møder med politiske kommentatorer og markant brug af en politisk frontfigur i Johanne Schmidt-Nielsen. En del af opskriften på succesen, er ifølge presserådgiver Pelle Dragsted, at kommunikationen og retorikken, er ændret, samt at Enhedslisten brænder helhjertet for at være en del af det røde vinderhold ved det kommende folketingsvalg.

"Vil vi gå præcis lige så hårdt til en SF’er eller en socialdemokrat, som vi er gået til for eksempel Rønn og Hjort”. Sådan lød det fra Enhedslistens politiske ordfører i et interview med politisk-analyse.dk i januar måned. Og det ser ud til at virke. Partiet står til en fordobling, hvis der var valg nu.

Enhedslisten er gået stødt frem siden folketingsvalget i 2007, hvor partiet var inde i et selvforstærkende negativt forløb med næsten ingen medieomtale, og hvis der var medieomtale lød spørgsmålet ofte fra journalisterne: ”Hvorfor kan Enhedslisten ikke lukrere på SFs ændring af udlændingepolitikken”.

Tilbage i 2007 løb SF med det meste af den politiske og mediemæssige opmærksomhed med Villy Søvndal i front. Men nu er stemningen vendt i Enhedslisten og optimismen har for længst indfundet sig i både meningsmålinger, i medieomtale og i Enhedslistens politiske kommunikation.

Medlemsrekord
Den 8. juni slog Enhedslisten medlemsrekord i partiets historie med cirka 6000 medlemmer – en fordobling siden 2004, hvor partiet havde omkring 2500 medlemmer. På årsmødet i Korsgadehallen på Nørrebro i starten af juni, var politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen skarp i mælet og understregede, at S og SF ikke blot skal regne med Enhedslisten som den adlydende ven, i stedet kan S og SF vente sig en kritisk vagthund der også kræver reel indflydelse på S og SFs politik. Det kræver dog at sammensætningen i folketinget sætter Enhedslisten i en afgørende og gunstig parlamentarisk rolle.

"Hvis Henrik Sass eller Ole Sohn går rundt og regner med, at Enhedslisten bare vil skrive under på hvad som helst, så er der et eller andet, de har misforstået", lød det fra den politiske ordfører i Korsgadehallen.

Men hvad er ellers forklaringen på Enhedslistens fremgang ud over at Enhedslisten balancerer fornemt som både kritiker og ven til SF og S?

En del af forklaringen skal blandt andet findes ved at Liste Ø har opsamlet utilfredse SF-stemmer i kølvandet på SFs drejning på udlændingepolitikken. Men det er langt fra hele forklaringen. Der er blevet lavet en konkret slagplan.

Vi har en plan
Tilbage i 2007 stod Enhedslisten i en lunken tilstand med fire mandater og et mediekorps der ikke var synderligt interesseret i liste Ø, samt et SF i massiv fremgang. Der måtte gøres noget, så i Enhedslisten greb til handling og lavede en trepunkts-plan, der skulle få det rødgrønne parti - der kom i folketinget tilbage i 1994 - tilbage på det politiske landkort.

"Enhedslisten ville være med på vindeholdet frem mod næste folketingsvalg. S og SF-alliancens succes og rød bloks fremgang i målingerne gav et ekstra rygstød til håbet om en ny rød regering. Men der måtte ske et eller andet, forklarer Pelle Dragsted.

”Når man er i en krise, er det enormt svært at komme ud. Der er brug for at man gør noget. Derfor besluttede vi os for at gennemføre en klar trepunkts-plan. Det første der skete var, at Johanne blev politisk ordfører, hun blev skubbet frem som frontfigur. Vi indledte dernæst et tættere samarbejde med Socialdemokraterne og SF, fortæller Pelle Dragsted og fortsætter:

”Det var en måde at vise vælgerne, at vi er en del af det hold der kan vinde det næste folketingsvalg. Og endelig begyndte vi, at prioritere skarpere rent politisk. I stedet for at skyde med sprede hagl, valgte vi tre temaer. Og det er de temaer, vi nu prioriterer benhårdt: økonomisk omfordeling, miljø og klima samt udlændinge og retspolitik”.

Ny måde at kommunikere på
Enhedslisten havde indtil beslutningen om at iværksætte tre-punkts planen ikke tradition for at benytte sig af strategisk kommunikation, personprofilering og professionel politisk kommunikation. Men det blev der ændret på med trepunkts-planen.

Partiet gennemførte for et par år siden en vælger-undersøgelse foretaget af frivillige sociologer for at korlægge hvem Enhedslistens vælgere egentlig var, samt hvad deres umiddelbare opfattelse var af Enhedslisten.

”En af de centrale udfordringer Enhedslisten stod overfor var, hvordan partiet blev opfattet ude blandt vælgerne. Det viste sig at flere vælgere opfattede os som et parti uden indflydelse – men dog med markante holdninger og principfaste meninger. Der var en opfattelse blandt de folk vi spurgte, om at vi var et principfast parti, men et parti der samtidig ikke havde indflydelse”, siger Pelle Dragsted.

Enhedslisten undersøgte derfor hvilke barrierer, og hvilke mærkesager partiet havde blandt vælger-korpset.

”Det viste sig, at vi var et meget bredt sammensat parti. Og det var så den udfordring vi tog fat på. Vi målrettede derefter igennem strategisk kommunikation arbejdet hen i mod, at blive et parti på venstrefløjen der søger mere indflydelse. Vi ville væk fra rollen som et alt-eller-intet parti”, forklarer Pelle Dragsted.

Og det har givet bonus. Enhedslisten står lige nu til en markant fremgang. I flere meningsmålinger står Enhedslisten nu til en fordobling. Fra fire mandater til mellem 8 og 10 mandater, ifølge Altingets oversigt over de nyeste meningsmålinger.

”Kriseramte partier siger altid: ”Vi skal være bedre til at fortælle om vores politik”. Men vi erkendte, at vi havde en krise - og gjorde noget. Vi stoppede op, og vi handlede på krisen, og siden er meningsmålingerne gået stødt fremad. Det giver jo positivt respit i medierne. Der kørte på et tidspunkt en masse historier i medierne om at, Enhedslisten ikke kunne lukrere på SFs højredrejning. Det gør der ikke mere", påpeger Pelle Dragsted.

En undersøgelse fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, som Berlingske Tidende Politico har bragt viser at Enhedslistens kernevælgere primært er unge under uddannelse. 34 procent af Enhedslistens vælgere har en videregående uddannelse mod 45 procent i 2007. Desuden er Enhedslistens vælgeres uddannelsesniveau er faldet væsentligt.

41 procent af partiets vælgere har folkeskole eller gymnasial uddannelse som længst gennemførte uddannelse mod 33 procent i 2007. Andelen af studerende er dog også vokset markant fra 17 procent i 2007 til 23 procent i dag. Hver fjerde har en erhvervsfaglig uddannelse. 16 procent er arbejdere og 30 procent lønmodtagere.

Ni procent er arbejdsløse mod 14 procent i 2007. Enhedslisten har omtrent lige mange mænd og kvinder og gennemsnitsalderen er faldet til 47 år fra 50 år i 2007. 38 procent af vælgerne er mellem 18 og 39 år.

”Tidligere betonede vi ofte meget, at vi stod alene med et synspunkt, så folk kunne se, at vi var noget andet end de andre. Men dette var også med til at bidrage til et billede af Enhedslisten som meget marginaliseret, og vi var ikke en del af håbet om et nyt flertal i stedet for VKO. I dag gør vi mere ud af også, at fokusere på det der samler, og det vi vil opnå. Da S og SFs 2020-plan eksempelvis blev lanceret, ville vi nok for nogle år siden alene have fokuseret på alt det, vi ikke kunne lide i planen. Det har vi ikke gjort nu – i stedet for så siger vi: Det her er et godt forhandlingsoplæg – men der selvfølgelig nogle tidsler der skal luges ud, før vi kan stemme for planen. Så det er ikke Enhedslistens grundlæggende politiske holdning, der har ændret sig – det er mere måden, og hvordan vi betoner indholdet i den politiske kommunikation der har ændret sig”, forklarer Pelle Dragsted.

Væk med de forvaskede t-shirts
Enhedslisten klare mål er at repræsentere almindelige lønmodtagere i Danmark – og partiet består da også af almindelige lønmodtagere i Danmark.

”Enhedslisten skal også være et parti for mig, selvom jeg er skolelærer i Nordjylland eller arbejdsløs i Sydjylland. Det med at få en klar frontfigur i Johanne, tror jeg har været med til at vi kommer bredere ud. Det er noget med genkendelighed, og det er noget med identifikation. På venstrefløjen syntes nogle ikke så godt om at form og personer spiller en rolle, men hvis vi tænker os godt om, så ved vi jo godt, hvad det betyder, når vi eksempelvis ser på andre politikere, forklarer Pelle Dragsted.


En anden måde Enhedslisten kommunikerer mere strategisk end før i tiden er ved at inddrage medier og meningdannere mere proaktivt. Medierne har en betydning for, hvordan vælgerne opfatter Enhedslisten.

”Nu holder vi løbende møder med politiske kommentatorer og journalister, og hvis der er nogle misopfattelser hos dem, er det jo en hindring for at få vores politik ud. Vi er begyndt jævnligt at snakke med mediefolk omkring, hvad er vi for et parti, hvordan ser vores rolle i forhold til SF, og hvad vores rolle bliver efter et valg. Vi tog en runde med mange af de vigtigste kommentatorer om, hvad udfordringen var for Enhedslisten”, forklarer Pelle Dragsted.

”En banal ting, men politikerne i Enhedslisten er nu lidt pænere klædt i tv-debattene end de var for nogle år siden. Det er sjældent du ser en fra Enhedslisten i en forvasket t-shirt, og man kan sige det er et udtryk for at nogle af de ”særheder”, der ikke har nogen politisk betydning, dem er vi ikke så bange for at kigge på mere. For Enhedslisten har det altid været vigtigt at sige: Det er indholdet der er vigtigt. Derfor skal vi ikke være så bange for at pille ved formen, fordi hvis den står i vejen for, at vi faktisk kommer igennem med det indhold, vi gerne vil”, slutter Pelle Dragsted.

Interview med Johanne Schmidt Nielsen

Reportage fra Enhedslistens årsmøde 2011

Læs mere om
Enhedslistens nye brug af personer på valgplakaterne i B.T.

Enhedslistens mandat-antal ved folketingsvalgene fra 1994 til 2007

1990: 0
1994: 6
1998: 5
2001: 4
2005: 6
2007: 4

Fakta om Enhedslisten

-Partiet blev dannet i 1989 i kølvandet på murens fald. I starten var der tale om et valgteknisk samarbejde mellem VS, DKP, SAP og KAP.

-Enhedslisten fik i 1994 sit første principprogram kaldet ”Et rødt grønt alternativ”

-Enhedslisten bygger grundlæggende på ideen om et socialistisk samfund ud fra en national dansk opfattelse af socialismens væsen, men kan ikke siges at repræsentere en sammenhængende socialistisk ideologi.

-Enhedslisten har som det eneste parti i Folketinget ingen formand, men ledes i stedet kollektivt, dog er Johanne Schmidt-Nielsen politisk ordfører. Enhedslisten har ingen egentlig ungdomsorganisation, men henviser på deres hjemmeside til Socialistisk UngdomsFront, som har en samarbejdsaftale med Enhedslisten.

- Den 8. juni 2011 havde partiet cirka 6.000 medlemmer – det er over en fordobling siden 2004.

Kilder: Dansk Politik fra A-Å(Kaare R. Skou), Wikipedia, Berlingske Tidende Politico, Enhedslisten.dk.

Foto: Mikael Kristensen

søndag den 26. juni 2011

Her er min bror, han er nyuddannet lærer

Sammen med 2000 andre nyuddannede lærere skal han kæmpe om 104 stillinger på landsplan.

For et par år siden kørte Undervisningsministeriet en optimistisk kampagne der gik under navnet "Bliv lærer!". Det er min bror så blevet i en alder af 25 år - men hvor er jobbet?

For ikke ret længe siden lød denne skønsang fra landets undervisningsminister:

”Hvem kan ikke huske gode lærere fra deres skoletid? De betød noget for os, fordi de formåede at flytte os fagligt såvel som menneskeligt. Fordi de gav os indsigt og udsigt. Nogle har været helt særlige rollemodeller for os.
De har givet os viden, inspiration, selvværd og omtanke for fællesskabet – de har haft indflydelse på den vej, vi har valgt i livet. Skænk din yndlingslærer en tanke. Og vil du huskes for noget betydningsfuldt og positivt her i livet, så overvej at blive lærer.”

Sådan lød det fra daværende undervisningsminister Bertel Haarder tilbage i 2010 da Undervisningsministeriet kørte kampagnen "Bliv Lærer nu".

Lige nu står der 2000 lærere og brænder for at blive de nye kreative rollemodeller og yndlingslærere - men de kan ikke komme til på arbejdsmarkedet på grund af besparelser og nedjusteringer ude i landets kommuner.

I maj 2010 nedlagde halvdelen af landets kommuner lærerstillinger. Dengang var formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen mildt talt rystet.

"Det er helt grotesk. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, og det sker samtidig med, at folkeskolen er udnævnt som satsningsområde, sagde formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen til Ritzaus Bureau.

Der presses flere og flere elever ind i klasserne, der er masser af aflyste undervisningstimer og mange folkeskoler står ganske enkelt og forfalder. Der er ligefrem oprettet en public service-afstemning på dr.dk om "Danmarks Klammeste Skole", hvor elever og forældre kan sende billeder ind af uhumske forhold på landets folkeskoler. Samtidig sprøjtes der folkeskolelærer ud på landets uddannelsesinstitutioner, imens kommunerne skærer ned på antallet af ansatte lærere i folkeskolen.

Som SFs formand Villys Søvndal for nyligt understregede i et blogindlæg i Politiken, så står det slemt til, når kommunerne skal skære helt ind til benet.

"Regeringens nulvækst har tvunget kommunerne til at skære helt ind til benet – og nogle steder er man inde og skære i selve benet. Så alt imens CEPOS og højrefløjen jubler over den faldende beskæftigelse i den offentlige sektor, skal de nyuddannede kigge langt efter et job og elever og forældre må finde sig i aflyste undervisningstimer", sagde Søvndal.

3.500 stillinger nedlagt på 14 måneder

Ifølge Danmarks Lærerforening er 3.500 stillinger blevet nedlagt alene de seneste 14 måneder, og den udvikling lader til at vil fortsætte.

Ifølge Folkeskolen.dk risikerer mange folkeskolelærere at blive fyret og sat uden for døren. Ialt har 834 lærere i løbet af 2011 fået besked om, at de kan gå hen og blive fyret.

Varslingerne om afskedigelse rammer næsten i alle kommuner. Ifølge Danmarks Lærerforening har 80 procent af kommunerne prikket lærere på skulderen. I 41 kommuner har fem lærere eller flere fået varsel om fyring.

Det er altså den virkelighed min bror går ud til. Det må ganske enkelt kunne gøres bedre. Uddannelse og lærere er kort sagt sublimt råstof og leverandør af know-how til fremtidens velfærdssamfund og lærerne står ganske enkelt og tripper for at komme ud og prøve deres faglighed og kreativitet af bag katederet - se blot videoen til slut i denne artikel.


To lærere pr. klasse

SF vil - hvis partiet kommer i regering - indføre en to-lærer ordning og dermed få gang i ansættelsen af nye lærer ude på folkeskolerne. Tilbage i april 2010 sagde Villy Søvndal følgende til B.T.

"Når SF kommer i regering, vil vi sørge for, at børnene har to lærere - eller undervisningsassistenter - i de små klasser i både dansk og matematik (...). To lærere i dansk og matematik. Så ingen børn bliver ladt i stikken og sakker bagud, fordi læreren ikke har tid. Sådan bliver det. Det kan i regne med - med SF i regering."

En undersøgelse fra Userneeds Advice fra 2010 viste, at hovedparten af danskerne har gode minder om lærere, der betød noget helt særligt for dem og har været med til at præge deres valg af uddannelse, job og karriere. Undersøgelsen viste at 98 procent af de adspurgte enten er helt enige eller overvejende enige i, at skolelærere løser en vigtig samfundsmæssig opgave.

Hvad venter vi så på?

Fem gode grunde til at blive lærer

Bliv lærer from DLFTV on Vimeo.



Læs mere her på avisen.dk: Fyrede lærere raser over kampagne

Kilde: Danmarks Lærerforening, B.T., Politiken, BDO Kommunernes Revision, SF, Undervisningsministeriet

torsdag den 9. juni 2011

Dahls harakiri

Efter at have læst Henrik Dahls 152 siders gør-det-selv-opgør med sig selv og sine nærmeste i den nye bog "Spildte kræfter", er der to sætninger der kæmper om at komme fra læben til webben:

1. "Når fanden bliver gammel, ja så går han i kloster" (og alle skal vide det)
2. Harakiri ved højlys dag

Bogen er egentlig ganske underholdende og har enkelte steder passager, hvor man kluk-ler af gossip-begejstring og af inside-viden som kunne stå distancen til både Her & Nu og Kig Ind. Det er ok med opgøret, oprøret og den offentlige smadring af venstrefløjen som værende uduelige og blanke personer uden mål og med. Det er faktisk sjovt og humoristisk sine steder at læse Dahls trang til at udlevere sit tidligere så berømte netværk. Men Dahl er alvorlig, og det skræmmer.

Æv bæv

Dahl omtaler hyppigt sin gang i regeringskontorene i Danmark igennem 90'erne i kølvandet på succesen med "Hvis din nabo var en bil".

Dahls ture til New Labours spindoktorer og rådgivere i Downing Street 10 munder ud i store Tredje Vejs-planer, der præsenteres for hjemlige toppolitikere på venstrefløjen - men ingen vil rigtigt høre på Henrik, altså sådan rigtigt for alvor. Æv, bæv. Det er træls for Henrik - og det bruger Dahl så en stor del af siderne på gentage igen og igen blot med forskellige personer i rollerne, som de der ikke er som Henrik, eller som ikke forstår Henrik.

Et eksempel på "æv-bæv-du-er-dum"-fortællingen i bogen er i denne passage som omhandler et samtalebog-projekt, som tidligere statsminsterfrue Lone Dybkjær sammen med Politikens daværende redaktør Kresten Schultz-Jørgensen og Henrik Dahl udarbejdede i en form for fællesskab:

"Lone havde aftalt med Kresten Schultz Jørgensen, at han skulle skrive en samtalebog, hvor de to diskuterede forskellige højere spørgsmål. Af en eller anden grund var Kresten kommet bagud i forhold til tidsplanen, og Lone følte, at projektet var ved at køre af sporet. Men hvad gør man? Ikke som alle andre, der ville ringe til ghostwriteren og tale til ham eller hende i en meget bestemt tone. Man får en anden person - som var mig - til at snakke med ghostwriteren og sikre, at projektet kommer tilbage på sporet"

("Spildte kræfter", side 91)

Det er mig, mig, mig

Som læser klukler man af ovenstånde, da det på en og samme tid udstiller Dahls maniske trang til selvprofilering: "Det var mig" der gjorde det "jeg fik det tilbage på sporet" - og det er de andre der så får det hele til at køre af sporet. Ovennævnte er et eksempel på at Dahl udleverer situationer, arbejdsrelationer og mennesker, der (i mine øjne) har været med til at gøre ham til han er i dag. De har været med til at skabe det Dahlske brand og det Dahlske CV. Uden dem var han ikke så meget.

De folk der har gidet at lytte til Dahl og bidrage til karrieren op igennem 80erne og 90erne, svitser han så for åben grill i "Spildte kræfter", måske med det mål, at fortællingen om den kendte danske sociolog fra Skærbæk med trang til selvopgør, skal holdes i live pænt indpakket og indsovset i sociologiske tågede termer, for så får man jo stadig oplægs-invitationer til universiteternes hellige foredrags-haller og lukrative radio, magasin og tv-programmer. Eller hvad?

Teknikken med at gennemgå personer, steder og møder med prominente folk lykkedes ofte når store politikere, kunstnere og præsidenter skriver favnende og spændende 800-siders biografier med verdenshistoriske begivenheder som scene. Det sker eksempelvis i Tony Blairs netop udgivne "En rejse".

Men når Dahl laver samme stunt og name-dropper alle de politiske kendisser, han har siddet i studiekredse med, og så svinger sablen over dem efterfølgende efter endt samarbejde og hyggemiddage, virker det både desperat, patetisk og selvretfærdigt på en kikset måde. Det svarer til at ex. kommunikationsrådgiver og tidligere Fogh-spindoktor Michael Kristiansen eller taleskriver og rådgiver for Fogh i 2004 Christopher Arzrouni lavede en "æv-bæv"-bog, hvor de skælder og smælder på de Fogh, som immervæk har bragt dem et meget stort stykke hen af den karriere-vej, de står på i dag. Det ville virke plat og patetisk. Men det syntes Dahl ikke. Åbenbart.


Der er dog mange sjove betragtninger fra Dahl om flirten med kommunismen i 70'erne og diverse samtidsbilleder og anekdoter fra barndommen og ungdommen i Skærbæk. Men de overskygges af trangen til markant selvprofilering og underlig træden på folk (Nyrup, Thorning, Dybkjær - you name it) som Dahl lavede Minerva-præsentationer for i 90'erne samtidig med, at der var bud efter ham alle steder. Fra AC Nielsen over universiteter, styrelser og ministerier.

En af Dahls pointer er, at han ganske enkelt ikke kan forstå hvorfor venstrefløjen med Lykketoft og Nyrup ikke adopterede Den Tredje Vej fra Blairs New Labour-hold i Storbritannien med Giddens, Gould og Mendelson som de centrale udviklere i det der udviklede sig til en jordskredssejr til New Labour i 1997. Den dagsorden og Tredje Vej-planen stjal Fogh, ifølge Dahl, lige for næsen af Nyrup og dermed lavede Fogh det berømte "twist mod midten". Dahl så lyset, men der blev slukket for kontakten på venstrefløjen.

Den Tredje Vej burde Nyrup have fanget efter Dahls utallige pep-talks på regeringsseminarer og uformelle møder, postulerer Dahl i bogen.

Som læser tænker man blot: Det kunne jo være Nyrup og Co. og den danske venstrefløj IKKE ville gå den tredje vej, og på det tidspunkt havde bevaret en idealistisk tyrker-tro på, at man kan nå magten på anden vis - det ser det iøvrigt ud til mere end nogensinde hvis man ser på målingerne for den nuværende venstrefløj. Som læser tænker man ind imellem: Dahl, du kunne så ikke hamle op og overbevise Nyrup/Lykketoft på trods af dine plancher, grafer og livstils-analyser én masse - og derfor er du sur.

Når det hele så er sagt, skal Dahl simpelthen have fem stjerner for at levere selvudlevering på højeste niveau - og fint nok med mig, at Dahl gør op med sit politiske ståsted og dermed indskriver sig til nye fremtidige attraktive jobs for en kommende blå blok i opposition. Men bogen burde kunne skrives langt mere sobert, raffineret og knap så personfnidder-agtig i beskrivelserne af datidens S-projekter og studiekredse. Men skrive underholdende, det kan Dahl, det er velskrevet, godt husket og underholdende sine steder.

Dahl hader abstraktioner, som han selv påpeger i bogen - men det ville have klædt bogen med lidt flere gennemtænkte overordnede forsvar/angreb på idéerne, tankerne og strukturene på venstrefløjen, i stedet får vi masser af sure/sarkastiske tilbagebliks-agtige personangreb, som siger mere om afsenderen (end godt er).

Bogen kan kort sammenfattes i dette videoklip (med et glimt i øjet):



Spildte Kræfter
Henrik Dahl
Gyldendal
152 sider
179,- kroner