onsdag den 29. september 2010

Er der fejet noget væk fra mail-boxen?

Lene Espersen indrømmer hun ikke har svaret på spørgsmål i Folketinget i den såkaldte mailsag. Hendes troværdighed er yderligere svækket. Det er en alvorlig sag at dække over oplysninger. Som minimum bør der iværksættes en uvildig undersøgelse, hvis ikke Lene E. selv tager sit gode tøj og går..

Lene Espersen (K) afviser, at hun skulle have beordret sin rådgiver til at slette belastende mail i hendes tid som økonomi- og erhvervsminister. Det skriver politiken.dk i dag.

Ifølge Politiken indrømmer Lene Espersen, at hun ikke svarede fyldestgørende på et spørgsmål, som SF's sundhedsordfører Jonas Dahl stillede hende i Folketingssalen i 2009.

»Jeg erkender, at jeg ikke svarede på hans spørgsmål«, sagde Lene Espersen efter i dag efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn

Ifølge Politiken.dk spurgte spurgte Jonas Dahl i 2009 Folketingets spørgetid Lene Espersen, om det baggrundsmateriale, der lå til grund for et konservativt sundhedsudspil, stammede fra Sundhedsministeriet.

Jonas Dahl havde ifølge Politiken forsøgt at få adgang til en rapport fra ministeriet, der skulle dokumentere, at staten kunne sætte priserne for behandling på de private sygehuse ned.

Dengang afviste Lene Espersen at nogen ministerier skulle være indblandet.

»Udspillet kommer fra et arbejde i den konservative folketingsgruppe«, sagde hun dengang til Folketinget.

Til Politiken siger Lene Espersen i dag:
»Jeg føler ikke, jeg har noget at skjule. Nogen kan mene, jeg skal tale mere klart nede i Folketingssalen, og jeg skal svare på de spørgsmål, der er...«

Politisk-analyse.dk mener:
Lene Espersens troværdighed er gennemhullet som en si. Ferie-sagen og en frisk måling der viser rekordlav tilslutning i det konservative vælgerkorps til Espersen som formand afløses nu af den potentielt dødsfarlige mail-sag. Sagen kan være dødsstødet for K-ministeren.

Viser det sig at Espersen har talt usandt og fejlinformeret Folketinget, og hvis der dukker flere pinlige sager frem er det grand finale for K-formanden.

Sagen har nu nået et nyt potentiale til at vælte ministeren. S og SF vil banke løs på hende og sagen rammer lige i hjertet af regeringen da den giver mindelser om Erik Ninn Hansens rolle i Tamil-sagen. Er der noget skjult?

Lene E. bør allerede nu tage beslutningen om at gå af. Spørgsmålet er så om hun kan redde blot et minimum af den oparbejdede glorie, hun havde for blot to politiske sæsoner siden. Jeg tvivler.

Læs mere i Politikens dækning her

lørdag den 25. september 2010

Helle blinker til Stauning i ny S-video

Socialdemokraterne har lanceret denne lille fine kampagnevideo, som er fri for kedelige talkingheads af den traditionelle slags, som vi har set til hudløshed.Tjek den ud:

fredag den 17. september 2010

Ny bog: Helle eller Løkke?


I dag udkommer Ræsons bog "Helle eller Løkke?". Bogen har interessante essays fra en lang række førende politiske kommentatorer, eksperter og politikere. Fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Søren Pind (V).

Hvem vælger danskerne – Helle eller Løkke? Der er lagt op til Danmarkshistoriens længste og mest brutale valgkamp, som det hedder i omtalen af den nye bog "Helle eller Løkke?". Bogen fra Ræson er i dag udkommet i to udgaver - en med rød forside og Helle på fronten samt en med blå front, hvor Lars Løkke pryder omslaget.

I den nye bog samler RÆSON-redaktørerne Clement Kjersgaard og Nikolaj Vitting Hermann vurderinger af (det kommende) opgør fra toppolitikere, eksperter og journalister. Bogen har bidrag af 29 toppolitikere, eksperter og journalister, fra Søren Pind, Margrethe Vestager, Johanne Schmidt-Nielsen og Mette Frederiksen til Hans Engell, Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen og Georg Metz.

Det er værd at bemærke at bogen er skrevet før SKATs frifindelse af Thorning i går den 16/9. Dermed er bogen på nogle punkter uaktuel. Ved første øjekast virker bogen til at være fornuftig sammensat i forhold til persongalleriet omend RÆSONs vanlige lækre magasin-layout er erstattet af et kedelig tætskreven billig-bogs typografi.
Det klæder ikke bogen der ellers har fornemme bidrag.

Selvsagt er Mette Frederiksen (S) og Thor Möger Pedersen (SF) subjektive indslag rene politiske reklamesøjler men det opvejes af mere analytiske og partineutrale betragtninger om dansk politik og samfund anno 2010 fra blandt andet Lars Olsen.

Læseren kan hoppe rundt i bogen alt efter partifarve og kulør og nappe en analyse der fokuserer på det kommunikative og formmæssige når trangen melder sig, og man kan nappe hardcore politisk agitation, når man har lyst til det.

Kort sagt ved første øjekast: En blandet politisk bolsjebutik med røde og blå bolsjer i et dårligt layoutet kræmmerhus der kunne være et langt mere stilfuldt overflødighedhorn af lækre billeder og smagfulde grafiske indslag med vælgerkortlægninger og meningsmålinger. Men det er alt sammen bedømmelse på formsiden. Anmeldelse af indholdet følger her på sitet når teksten er tygget.

"Helle eller Løkke?"
240 sider, 199 kr. Redigeret af Clement Kjersgaard og Nikolaj Vitting Hermann.
Udkommer i dag fredag 17/9.

onsdag den 15. september 2010

Helle slår Løkke på Facebook

Danmarks måske kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt slår nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med flere længder.

I tirsdags rundede socialdemokraternes formand 75.000 støtter på Facebook. Løkke må nøjes med 43.000 støtter på sin Facebook-side.

Om det er vestjyderne der ikke er på Facebook, eller har droppet det virtuelle venskab vides ikke, men det kunne tyde på at Thorning har langt bedre fat i det yngre urbane publikum der er massivt tilstede på sociale medier som Facebook.

Til sammenligning har Pia Kjærsgaard 10.000 trofaste støtter. Lene Espersen har lidt over 7.000 der følger hende på Facebook.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har lidt over 9.000 støtter, og SFs formand Villy Søvndal har over 68.000 Facebook-støtter.

Dermed er SF og S-formanden i førertrøjerne, når det gælder tilstedeværelse med politisk kommunikation på sociale medier i Danmark.

De radikales Margrethe Vestager må nøjes med lidt over 3.000 rygklappere på Facebook.



Alle Facebook-siderne der her er omtalt er fan-sider. Personlige sider er ikke medregnet, da de har et loft på 5.000 medlemmer. Der er udelukkende fokuseret på de såkaldte "politiker-fansider".

mandag den 6. september 2010

Hvem er inde i Pia K?

Dansk folkeparti angreb i august måned Socialdemokraternes Helle Thorning- Schmidt for at være elitær og antydede at Thorning lever et dobbeltliv med et ben i eliten og et andet ben i folket. Ifølge Pia Kjærsgaards eget frit tilgængelige cv er hun og hendes mand dog selv langt fra Madam Blå-kander og skåneærmer. Kjærsgaard er kåret som "Årets Politiker af Landsforeningen for Erhvervsinteresser" og har siden 1997 været opstillet i Gentofte og Hellerup-kredsen for Dansk Folkeparti. Manden Henrik Thorup er bestyrelsesmedlem i PenSam og Copenhagen Capacity. Hvornår begynder medierne at skrælle den folkelige fernis og hjemmepleje-imaget af Pia Kjærsgaard?


"Hun forsøger at give et billede af at være en meget jordnær person, som er tæt på danskerne og lever et almindeligt familieliv med mand og børn. Hun viser et billede af en opvækst tæt på almindelige danskerne ved at vise sit barndomskvarter (i Ishøj, red.) frem på TV. Hun taler varmt for folkeskolen, men sender selv sin datter i privatskole. Men alt det, der kommer frem giver et andet billede, end det hun fremstiller"

Sådan lød det fra DFs Kristian Thulesen Dahl i Ekstra Bladet om Helle Thorning-Schmidt i kølvandet på (den indtil videre ikke eksisterende) skattesag mod Thornings mand Stephen Kinnock. Thulesen-Dahl angreb kort sagt Helle Thorning for at leve et dobbeltliv med et ben i den europæiske elite og et andet ben i den danske muld - sidstnævnte skulle ifølge Kristian Thulesen-Dahl være falsk varebetegnelse for hvem Thorning i virkeligheden er. Hvor Thulesen-Dahl så egentlig har fået den syvende indsigt fra er stadig ukendt.

"Hun (Thorning, red.) forsøger at give et andet billede til befolkningen af, hvad for en person hun er, end den hun i virkeligheden er", sagde Kristian Thulesen Dahl til Ekstra Bladet 3. august 2010

Hjemmebagte småkager, FN og Nationalbankens repræsentantskab

Hvad er det så for et billede Pia Kjærsgaard forsøger at give indtryk af. På Pia Kjærsgaards hjemmeside er der billeder af en smilende Pia sammen med garderne, ved juledekorationen og såmænd et folkeligt billede med Pia smilende iklædt ømt forklæde (ikke tørklæde) og omkranset af duftende hjemmebagte småkager - med kandevis af Madam Blå i baggrunden.

Men stemningsbillederne stemmer langt fra overens med Pia Kjærsgaads eget super-cv der kunne være en ægte Stephen Kinnock værdig. Pia's CV dufter ikke af hjemmelavede frikadeller, småkager og lune smil med forklædet. Istedet er der stolpe op og stolpe ned med FN-møder, fornemme priser og internationale titler der rimer på elite.

Pia Kjærsgaards mand Henrik Thorup spilder heller ikke tiden med folkelige sysler. Ifølge Wikipedia er Thorup langt fra ude og samle nullemærnd på plejehjemmene vest for Valby bakke. Thorup der er næstformand for Statsrevisorne begyndte ifølge Wikipedia sin politiske karriere som formand for Dansk Folkeparti i Gentofte- og Hellerupkredsene i 1996. I 2002 blev han indvalgt i Københavns Amtsråd, hvor han blev viceamtsborgmester. Siden 2006 har han været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor han er 2. næstformand og medlem af forretningsudvalget. Han har ifølge Wikipedia været statsrevisor siden 1998 og næstformand for Statsrevisorerne siden 2006. Han er - ifølge Wikipedias oplysninger den 6.september 2010 - bestyrelsesmedlem i både PenSam og Copenhagen Capacity. Hov, hvor blev folkeligheden af?

Hvem er inde i Pia?
- Ind imellem kan man jo godt tænke: Hvem er egentlig inde i Helle Thorning-Schmidt?", sagde Pia Kjærsgaard sarkastisk til dagbladet B.T. på et pressemøde i forbindelse med Dansk Folkepartis sommergruppemøde på Hotel Vejle Fjord i Stouby tilbage i august.

Men det er DF-partiformanden der om nogen klamrer sig til rollen som jordnær og folkelig, og bag Madam Blå og mormor-forklædet flyver rundt højt oppe i samfundets øverste cirkler sammen med sin mand. Hvornår skræller medierne mon den folkelige fernis af Pia Kjærsgaard? Hvem gemmer der sig egentlig inde i Pia Kjærsgaard og i hendes mand Henrik Thorup?

Pia Kjærsgaards CV:

Ridder af 1. grad af Dannebrogsordenen.
Folketingsmedlem siden 1984
Dansk Folkepartis stifter, 6. oktober 1995
Formand for Dansk Folkeparti siden 6. oktober 1995.


Født 23. februar 1947 i København som datter af farvehandler Poul Kjærsgaard og husmor Inge Munch Jensen
Gentofte Skole 1954-1963.
Købmandsskolen i København 1963-1965.
Ansat på kontor inden for forsikrings- og reklamevirksomhed 1963-1967.
Hjemmehjælper 1978-1984.
Politisk leder af Fremskridtspartiet 1985-1994.
Leder af Dansk Folkeparti siden 1995.
Medlem af Nationalbankens repræsentantskab 1989-1996.
Medlem af Nordisk Råd 1990-1994 og 1998-2000.
Næstformand i Nordisk Råds Liberalistiske gruppe 1990-1994.
Medlem af Forsvarskommisionen af 1997.
Medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
Medlem af Udenrigsudvalget.
Medlem af OSCE.
Medlem af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.
Medlem af 21-mands-udvalget vedr. Færøerne
Delegeret ved FNs 49. generalforsamling.
Delegeret ved FNs 54. generalforsamling.
Delegeret ved FNs 57. generalforsamling
Medlem af bestyrelsen for Dansk-Taiwanesisk Forening.
Tildelt Kosanprisen.
Kåret som Årets Politiker af Landsforeningen for Erhvervsinteresser.
Tildelt Det Gyldne Posthorn af Dansk Postordreforening.
Tildelt hædersmedaljen Friend of Overseas Chinese Association.
Tildelt hædersmedaljen “Special Medal of Diplomacy” i Taiwan 2003.
Forfatter af bogen ...men udsigten er god, 1998.
Kandidat i Ryvangkredsen fra 1979, i Ballerup og Gladsaxekredsene fra 1981, fra 1983 tillige i Hvidovrekredsen, fra 1984 i Middelfartkredsen, fra 1997 i Glostrup, Gentofte og Hellerupkredsen og fra 2000 i Glostrupkredsen.

Kilder:
www.piadf.dk
www.wikipedia.dk
www.eb.dk
www.bt.dk

Foto:
www.danskfolkeparti.dk