Politisk Analyse - to år på bagen!

Politisk Analyse - politik, personer og perspektiv kan denne sommer fejre to år på nettet. Ialt er det blevet til 107 artikler om dansk politik på godt og ondt. Imens agurketiden raser kan du nedenfor se en udvalgt række af analyser, interviews og perspektiver på dansk politik som jeg har lavet igennem de seneste to år, eller søg videre i arkivet hvor der er flere godbidder. God sommer!

Politikere og embedsmænd hiver magt tilbage fra medierne, januar 2009
En ny opgørelse som er offentliggjort på journalisten.dk, viser at politikere og embedmænd nu er godt på vej til at tage over i forhold til til mediernes magt


Ny Alliance, handling følger tanke i politik, september 2007
I politik gælder moral og etik. Der er andre spilleregler end i erhvervslivet og der bliver lagt mærke til hvert et træk man tager. Det gælder især hvis man er med i et af dansk politik mest omtalte partier: Ny Alliance.

Mange bække små gør en stor å, marts 2008
Jo mere vand der løber i SF-åen, desto større er risikoen for at vandet løber over breden og vigtige græsrødder og vælgere siver. Derfor skal der mærkes efter på bunden og graves i mudderet af og til


Seks skarpe til Hanne Dahl, maj 2009
Jeg mener, at EU skal være så vi kan forstå det. Samtidigt handler det også om, at EU ikke skal placeres på en piedestal, ikke må gøres til noget vi ikke må stille spørgsmålstegn ved

S.O.S - stærk offentlig sundhed
Vi har brug for at styrke glæden ved offentlig sundhed og velfærd, således at 'pakken' bliver mere attraktiv - også for dem i toppen af samfundet, som desværre i stigende grad benytter sig at den private sundhedssektor


Kommentatorerne og meta-spin, januar 2009
En ting er spin i politik. En anden ting er meta-spin i kommentatorernes egne kongerækker. Det så vi klasse-eksemplet på i den forgangne uge

Enhedslisten forlader den øde Ø, marts 2009
Enhedslistens 25 årige Johanne Schmidt-Nielsen er nu partiets officielle politiske ordfører. Partiet har ikke haft en sådan i 15 år. Enhedslisten der kæmper mod spærregrænsen og i seneste meningsmåling fra Greens Analyse Institut må nøjes med 1,9 % procent af stemmerne og samtidig skal bejle til et bomstærkt S og SF har ganske enkelt været nødt til at erkende, at personer og politik ikke længere er to uadskillige størrelser i dansk politik, men hænger sammen som tapet og klister

Støttekroner - hvor kommer de fra?, juni 2008
Man siger på gaden at alle partier nærmer sig den gyldne midte i dansk politik, og det er ikke sådan lige er til at kende forskel på Venstre og Socialdemokraternes politik.

Medie-vaskemaskinen, maj 2008
Løkke, Rønn-Hornbech, Fogh. Listen er lang over mediernes personfikserede historier om både finansministre med hang til disko og rod i bilagene, regeringstrodsige integrationsministre og en snart bortløben statsminister med hang til EU og statsfinanserede spindoktorer. Men en ting går igen på tværs af mediersagerne: Persondyrkelsen og rollespillet i mediernes kværn.

Hvilken musik lytter Pia, Jesper og Kirsten til?, april 2009
Politisk Analyse spurgte tre politikere fra rødt hold hvad de går rundt nynner til i foråret

EUforisk valgaften, juni 2009
En hektisk valgaften på Christiansborg er forbi. Politisk Analyse var med og fulgte slagets gang


Efter valget: Seks skarpe til Sofie Carsten Nielsen, juni 2009
"Nu skal jeg lige holde lidt ferie med familien og holde barsel med min yngste søn på knap 4 måneder. Han har været med i valgkamp fra fødslen, så nu skal der lige være lidt tid til at se ham udvikle sig og få den store på knap 3 år kørt ind i børnehave", siger de radikales Sofie Carsten Nielsen efter en hektisk EP-valgkamp til Politisk Analyse


Analyse: Messerschmidts kanel-kommunikation, juni 2009
Dansk Folkepartis nyslåede vinder og nationalskjald Morten Messerschmidt er forlængst brudt igennem den politiske lydmur i det overståede Europa-parlamentsvalg

Foto: Mikael Kristensen

Mortens moonwalk

Morten Helveg moonwalker medievant og diskret baglæns ud af den radikale gruppe på en dag, hvor alle medier fokuserer på Michael Jackson.

Morten Helveg Petersen forlader nu det radikale venstre til fordel for en post som direktør for Foreningen Dansk Interaktive Medier, det skriver Politiken.dk

Her på bloggen har jeg tidligere spået at Helveg enten ville gå, eller rykke videre væk fra de radikale.

Vestagers søgning mod S og SF har presset Helveg længere og længere væk fra indflydelse og tiden hvor de radikale pegede på K og V er long gone. Helveg'erne er mere til højre end til venstre, og Morten Helveg Petersen har sammen med Johs. Poulsen tidligere krævet at Vestager ikke lænede sig for kraftigt op af S og SF. En kamp som Helveg har tabt. De radikale er nu mere røde end blå. Heldigvis for det.

Helveg forlader altså et sønderskudt radikalt venstre der fik et skidt EP-valg og ligger uhørt svagt i meningsmålingerne. At Helveg på nænsom vis vælger at melde at han stopper netop på den dag, hvor alle medier er gået i selvsving over Michael Jacksons død, virker ikke helt tilfældigt. "I dag er en god dag at komme af med nyheder" som det lyder i spin-biblen. Det spøjse jobskifte vækker ikke lige så meget medieopmærksomhed når verden snakker Wacko-Jacko.

Helvegs exit og intern fnidder i R kommer hurtigt til gå i glemmeren og Helveg kan dermed lave et smooth jobskifte. På den måde skåner Helveg trods alt Margrethe Vestager en smule ved diskret at moonwalke baglæns ud af den radikale folketingsgruppe. Vestager kan nu enten vælge at se glasset som halv fyldt eller halv tomt efter Helvegs exit. Hun er blevet en kritiker mindre, og skal ikke slås med Helveg mere. Men tilbage står en udsultet R-gruppe på seriøs sommerskrump.

Update: Anne Marie Geisler som pt. skriver speciale afløser Morten Helveg Petersen når Helveg stopper på Christiansborg den 1. augsut. Det skriver politiken.dk. Det bliver interessant at følge Geisler og om hun lægger sig i højre eller venstre spor i forhold til Vestager.

Kilde: Politiken.dk

Løkkes næse vokser

Rigsrevisionen har netop uddelt en næse til Lars Løkke Rasmussen efter, at Sundhedsministeriet i Løkkes ministertid har udbetalt unødvendigt høje takster til privathospitalerne for operationer og behandling, selv om ministeriet vidste, at sundhedsydelserne kunne fås for en lavere pris. SF indkalder nu Løkke i samråd

Statsminister Lars Løkke Rasmussens fik i sin tid som sundhedsminister private hospitaler forgyldt med særdeles lukrative aftaler på det offentlige sundhedsvæsens bekostning

En beretning fra Rigsrevisionen der med titlen ”Pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse”, som Jyllands-Posten i sin tid kom i besiddelse af, viste at man i de indgåede aftaler med de private sygehuse ikke havde skelet til hverken pris og kvalitet.

I Rigsrevisionenberetning hed det »at der ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentlige sygehusvæsens køb af private sundhedsydelser«, og at »aftalerne med de private sygehuse, der skal sikre borgernes udvidede frie sygehusvalg, ikke er indgået under hensyn til pris og kvalitet«.

Reelt har amterne altså betalt overpriser for private sundhedsydelser og på den måde er det offentlige blevet snydt for penge, mens det private sundheds-supermarked er blevet forgyldt med Løkke som sundhedsminister tilbage i 2002-2007.

Til epn.dk sagde politisk ordfører Henrik Sass Larsen da sagen eksploderede i maj måned, at der var tale om misbrug og nærmest bevidst svindel med offentlige midler.

"Det er decideret misbrug af skattekroner, og det er meget, meget tæt på at være bevidst svindel med offentlige midler. Det er ikke skatteyderne eller patienterne,
man har taget hensyn til, det er ideologi", sagde Sass Larsen dengang til epn.dk

SFs finansordfører Ole Sohn vil nu tage sagen op i Folketingets finansudvalg.

- Det er en helt uhørt måde at misbruge danskernes penge på. Jeg mener, det er en sag for Folketingets finansudvalg, derfor indkalder jeg Lars Løkke Rasmussen i samråd, siger Ole Sohn i en pressemeddelelse.

Update: Topchef i Sundhedsstyrelsen mener Løkke favoriserede private


Læs Politisk Analyses fokus på lighed i sundhed og Løkkes udsulting af det offentlige sygehusvæsen:
Løkke forgyldte privathospitaler
S.O.S - Stærk offentlig sundhed

Samuelsen og Ammitzbølls synkende skude

"Jeg vil gerne byde Simon Emil Ammitzbøll velkommen i folketingsgruppen og alle andre fra Borgerligt Centrum velkommen ombord på vores fælles skude"

Sådan skriver Anders Samuelsen i dag på Liberal Alliances web-site. En "fælles skude" er der nok tale om, men det er en synkende en af slagsen.

I dag er Borgelig Centrums formand Simon Emil Ammitzbøll skiftet til Anders Samuelsen to-mands parti Liberal Alliance.

Reelt kæmper Samuelsen og Ammitzbøll for deres politiske liv lige nu. Det er muligt at der er en platform for et "rigtigt" liberalt parti til højre for Venstre, men Samuelsen & Co der ved det overståede EP-valg kun formåede at indhente 0,6% af stemmerne med Liberal Alliances unge Benjamin Dickow i front har en lang og sej kamp foran sig.

Ammitzbøll og Samuelsen er reelt politiske ringvrag der nok er taktisk dygtige, kommunikationsorienterede og med på beatet med hvad dertil hører af Twitter-opdateringer og letfattelige Big Mother-allegorier.

Men Liberal Alliance ser pt. ud til at være en falleret faldefærdig skude der samler de kæntrede politikere op fra det altid politiske oprørte hav på Christiansborg. Liberal Alliances har dog en mikroskopisk chance for comeback hvis vi spekulerer lidt.

Da Simon Emil Amitzbøll etablerede Borgerligt Centrum gik rygterne allerede på Christiansborg om at Samuelsen og Ammitzbøll off-the-record havde lovet hinanden troskab hvis Simon Emils projekt skulle gå hen og kæntre. De to er gamle bonkammerater fra tiden i de radikale, og Samuelsen skulle således have holdt en dør åben for Simon Emil, hvis hans projekt ikke skulle lykkedes. Tiden læger alle sår - og medierne og vælgerne glemmer hurtigt.

Samuelsens politiske brand er stadig brændemærket af hans lettere Gollum-agtige performance i Guldbrandsens Khader-film "Dagbog fra midten". Her blev Samuelsen vinklet som en intrigant sammensværgerisk kælder-menneske som iværksatte intriger via SMS'er bag Khaders ryg. Ikke just den bedste platform en liberal leder kan arbejde videre ud fra.

Simon Emil har i tiden hos de radikale kæmpet en indædt kamp for homo-rettigheder men dette er nu erstattet af et større fokus på færre regler og mere selvbestemmelse som er klassiske liberale mærkesager som Amitzbøll har indfanget - indtil videre er en af de største politiske idér i Borgerligt Centrum et forslag om at rygning igen skal tillades på offentlige steder

På sin vis har Ammitzbøll skifte til Liberal Alliance legitimitet, da han har prøvet at starte sit eget projekt op, men som altså ikke lykkedes. Vælgerne belønner ofte ivrigt gå-på-mod og initiativer af den slags. Manden prøvede jo, og specielt liberale vælgere elsker den slags story-telling om den sande lykkes-smed.

Hvis vi kører de politiske konspirationsteorier ud i anden potens kan man gisne om at højredrejede radikale som Morten Helveg Petersen og Johannes Poulsen i fremtiden måske (i sin mest desorienterede stund) kunne finde på at skifte til Liberal Alliance hvis altså Alliancen skulle få fornyet momentum og succes - hvilket virker usandsynligt. Eller at der simpelthen åbnes plads for comeback til Amittzbøll og Samuelsen i et mere højreorienteret radikalt venstre hvor Vestager kuppes af Helveg-fløjen.

Morten Helveg og Simon Emil svinger umiddelbart godt sammen og befinder sig på en anden værdiakse end Vestager. Et potentielt skifte af den kaliber vil kort sagt underminere Vesteragers radikale spøgelsesskib der pt. ligger totalt underdrejet med et elendig EP-valg og en tilslutning på omkring 4,0 % af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu. Liberal Alliance kunne lukrere på Vestager, og Ammitzbøll vil slikke sig om munden ved tanken om et sønderskudt Radikalt Venstre.

Internt er Margrethe Vestager ofte blevet kritiseret for at bejle for kraftigt til S og SF. Specielt Helveg og Poulsen er ikke vild med Thorning og Søvndal og projektet S-SF-R. Uroen ulmer under Vestager, og det kan Liberal Alliance på sigt nyde godt af.

Men alt dette er tvivlsomme spekulationer om en politisk fremtid som ingen kender - lige nu ser Samuelsen og Amitzbølls skude ud til at synke langsomt trods det, at endnu en liberal styrmand med håret strøget pænt tilbage forsøger sig ved roret.

Efter valget: Seks skarpe til Sofie Carsten Nielsen

Du har netop overstået en hektisk Europa-parlaments valgkamp. Hvad skal du bruge tiden på nu?

Nu skal jeg lige holde lidt ferie med familien og holde barsel med min yngste søn på knap 4 måneder. Han har været med i valgkamp fra fødslen, så nu skal der lige være lidt tid til at se ham udvikle sig og få den store på knap 3 år kørt ind i børnehave.

Hvordan har du det med den markante nationale højredrejning ved dette EP-valg ude i Europa?

Det har jeg det elendigt med. Men jeg synes især det er problematisk, at der er så få politikere der taler den imod. Både den ekstreme højredrejning og den EU-skepsis eller modstand som er en del af den drejning. Der er ikke nok modige politikere. Det nytter da ikke at læne sig tilbage og sige "jamen folk er skeptiske, så må vi også være skeptiske". Det er da noget hykleri. Politikere skal sige, hvad de mener og hvilken vej, de ønsker at trække udviklingen.

Hvad overraskede dig mest i valgkampen?

At så mange af de andre partier forsøger at gafle Morten Messerschmidts stemmer ved at tale ham efter munden. Forstemmende.


Hvor ser du dig selv om 4 år – stiller du op til Folketinget?

Det har jeg ikke gjort op med mig selv endnu

Hvorfor tror du DFs Morten Messerschmidt har fået så mange stemmer?

Fordi han er dygtig - rigtig dygtig - til at kommunikere et enkelt budskab. "I skal være bange, der er meget at være bange for, men jeg kan redde jer". Det er let at forholde sig til, og hvis man går med på den, behøver man ikke forholde sig til særligt meget andet. Så det er den letteste model. Morten tager sig af det. Det er jo forstillelse, for Morten tager sig jo ikke af det, han løser ingen problemer, for han tilbyder ingen løsninger, men det kommer han behændigt udover i sin kommunikation. Og få taler ham imod - som nævnt.


Hvordan ser du på ligestillings-situationen i EU og Danmark fremover?

Så længe VKO-regeringen sidder på magten, så bliver det EU der rykker noget, hvis der skal rykkes fremad på ligestillingsområdet i Danmark. Nu betyder højredrejningen i Parlamentet nok desværre også, at vi ikke vil se et lige så progressivt parlament på ligestillingsområdet som hidtil. Men der sker trods alt stadig mere i EU end der sker i DK. Og så kan man jo håbe på - og arbejde for - en ny regering i DK. En der vil tage ligestillingsproblemerne alvorligt.


Læs Politisk Analyses reportage fra EP-valget her

Analyse: Messerschmidts kanel-kommunikation

ANALYSE

Dansk Folkepartis nyslåede vinder og nationalskjald Morten Messerschmidt er forlængst brudt igennem den politiske lydmur i det overståede Europa-parlamentsvalg.

Væk er Tivoli-historierne og ydmygelser i diverse ironiske Mikael Bertelsens programmer og nu tales der officielt i rosende vendinger om Messerschmidt. Selv på radioens P1 og i andre såkaldte seriøse medier er en sober og anerkendende tone om Messerschmidt slået igennem. Således også her på bloggen, hvor der normalt ikke leveres spalteplads til DF politikere.

Messerschmidt har fået over en kvart million personlige stemmer, eller helt præcist 284.258 stemmer - og han er dermed den EP-politiker efter Poul Nyrup Rasmussen, der har høstet flest personlige stemmer til et EP-valg. Messerschmidt overgår sågar tidligere statsminister Poul Schlüter. Messerschmidt overgår ligeledes resten af EP-kanidaterne med flere længder (se hele listen her).


Men hvad er det så Messerschmidt kan?

Han kan kommunikere klart, entydig og tydeligt. Hvad enten man er for eller imod Messerschmidt politiske DF-dagsorden er der næppe nogen der vil betvivle det faktum, at manden kan kommunikere skarpt og præcist. Se blot Dansk Folkepartis pædagogiske indslag i EP-valgkampen med titlen Mortens EU-skole som er et feltstudie i retorisk dygtighed (nogle kritiske tunger vil råbe demagog og propagandist) og ikke mindst professionel politisk kommunikation, som flere politikere på både den borgelige og centrum/venstrefløjen i dansk politik sukker efter.

At kunne forklare sin politik så den er til at forstå er blevet Messerschmidts personlige varemærke. Messerschmidt benytter sig ofte af den hurtig-snakkende informationsrige kommunikationsform, hvor han ikke blot svarer på tv-studieværternes spørgsmål, men også angriber modparten, fremsætter (blæret) detailviden om historiske begivenheder og små politiske/folkelige anekdoter, der gør sig godt i det vælgerhav, der er vokset ud 40’erne og 50’ernes sorte skole med slemme spanskrør bag ryggen på lektor Blomme ude på provinsskolen.

På tv kommunikerer Messerschmidt hver eneste gang som om, han er til mundtlig eksamen og står oppe ved tavlen foran en måbende lektor Blomme der i valgkampen blot er skiftet ud med rullende tv-kameraer og benovede/begejstrede DF-vælgere fra kolonihaven og Netto-køen, der aldrig selv lærte at være ligeså ”veltalende og veluddannet” som Messerschmidt og derfor ser et evigt lys i den effektive politiske kommunikatør og svigermor-drøm.

Patos og etos

Messerschmidt forstår at benytte patos og etosappel i lige doser og brænder igennem tv-mediet i klarhed og med en altid politisk vandtæt - og vandkæmmet Morten Korch-attitude der får provokeret Kbh-parnasset tilpas meget, hvilket sikkert passer Messerscmidt meget fint. De evigtsnakkende, bedrevidende og reflekterede radikale er ærkefjenden for Messerschmidt.

Hos Messerschmidt er der ingen mumlende og rodede budskaber, hvor en Bendt Bendtsen i valgkampen konstant lignede en skræmt jagthund når journalisternes spørgsmål om bilag ramte ham hurtigere end et spejderhagl. Ligesom den aldrende Margrethe Auken trodsigt virede med hovedet og rodede rundt i hovedsætningerne, ja så holdt Messerchmidt tungen lige munden og øjenene (lidt for) stift rettet imod tv-kameraene. Fast, kontant og målrettet syntes at være pointen. Messerschmidt så til tider ud til at have anlagt en professor-attitude der på nogle tidspunkter fik ham til at se ud som han kunne gennemskue selveste Pythagoras læresætning eller atomets opbygning kl. 3 om natten.

Når Messerschmidt står på plakaten med jakken (ikke tilfældigt) henslængt over skulderen, eller for et halvt års tid siden croonede julesange med sin kære Dot i Go’morgen Danmark, så primer han ganske enkelt det danske vælgerlandskab med mennesket Morten, hvorefter han effektivt et halvt års tid efter i tv-duel efter tv-duel agerer gammel-klog og pendantisk seriøs politiker der ikke lader Prins Joachims ”skal-De-være-næsvis"-retorik meget tilovers. Morten fletter således ikke kun julehjertet med Dot, men nu også med 284.000 danske vælgere!

Pointen er at Messerschmidt på rekordtid er gået fra at være en skandaliseret B-politiker man gjorde grin med på gaden, én man latterliggjorde og hånende, men som nu reelt har oparbejdet en stærk personlig og politisk platform, og at han nu for alvor er røget op i A-klassen.

Messerschmidt er trådt ud af spinaten og ind i etaten, og han kandiderer nu til en fremtidig kronsprinse-post i Dansk Folkeparti. Kristian Thuelsen-Dahl der højst sandsynligt tager over efter Pia Kjærsgaard inden næste folketingsvalg kan på et tidspunkt inden for de nærmste 10 år afløses af Messerschmidt der så har høstet erfaring fra både FT og EP.

Efter Thuelsen Dahl står Messerschmidt stærkt som potentiel kandidat til en fremtrædende stilling, hvis Messerschmidt kan holde sin potentielle diætsti ren (noget som DF vælgerne vil følge intenst) og bevare sit folkelige og politiske momentum i Europa-parlamentet, hvor han uden tvivl vil kaste sig ind i kampen imod det indre marked.

Ternet dug og strømpesokker

Retorisk benytter Messerschmidt sig af enkelte og klare billeder når han kommunikerer. Fremfor at tale om indviklede landbrugsstøtte-ordninger og uddannelsespolitik i EU på den teknokratiske facon forsøger Messerchmidt sig ofte med nationale allegorier over en udvalgt unik danskhed der ifølge Messerschmidt ser ud til at blive truet udefra af det skræmmende EU . Messerschmidt har i valgkampen gentagende gange brugt eksempelvis billeder (på pixi-bogs-niveau) af et stort EU der vil bestemme hvor meget kanelsukker, der skal være i de danske kanelkager. Lidt a’la krumme agurker og andre spøjse indslag som man altid kan hive frem fra EU-gemmeren. Når Messerschmidt planter sig henslængt i strømpesokker midt i kløvermarken med en rød/hvid-ternet dug og taler om det indre marked, så er den dug som Messerschmidt sidder på et klokkelklart symbol på lille Danmark og Morten og så er verden uden om et symbol på alt det fremmede. I marken er alt trygt, her er kaffe, dug og brødkurv og om lidt kommer Poul Richard syngende forbi imens en syngende Morten Messerschmidt indtager rollen som Ib Mossin – det skønmaleri og biedemeierlandskab vil EU ødelægge syntes den fortærskede pointe fra Messerschmidt at være midt i marken.


Jule-hits og jura

Med i alt 284.258 personlige stemmer er det tydeligt at Messerschmidts letfattelige retorik er gået rent hjem i de danske hjem med kakkelborde og lunken Merrild-kaffe på termokanden. Specielt er Messerschmidt populær i provinsen. I Slagelse hvor DF står ekstremt stærkt har Messerschmidt eksempelvis fået 5316 personlige, det er mere en dobbelt så stort et stemmetal som Jens Rohde, der må nøjes med kun 2665 stemmer i Slagelse.

Valgkamp til 3 millioner

Messerschmidts politiske brand er sammensat af flere dele. Han er nyuddannet jurist, er kærester med bakkesangerinden Dot, har lavet en jule-cd med gamle danske jule-hits, taler korrekt og DFs Søren Espersen siger om ham at han er ”en gammel mand fanget i en ung krop”.

Med en valgkampagne som DF har postet lidt over 3 millioner kroner i, har Messerschmidt ud over at været retorisk skarp og angrebslysten i samtlige tv-debatter hængt på samtlige bill-boards ved S-togstationer og Netto-butikker landet over – det giver genlyd og bonus i stemmeboksen. Hvem sagde at kampagner ikke virker?

Instant rebutal

En af Morten Messerschmidts foretrukne spin-tricks er det man i kommunikationstermer kalder for instant rebutal. Instant rebutal kan oversættes til en hurtig og kraftig respons på dagsordenen. Flere gange i valgkampen angreb Morten Messerschmidt hensynsløst de konservatives spidskanidat Bendt Bendtsen der tidligt i EP-valgkampen stjal DF’s mærksag om et Tyrkiet der aldrig skal optages i EU. Messerchmidts finte var og er således at slå til imens modparten mindst venter det, og så speed-snakke og angribe modparten med DF-argumenter og kanelkage-nostalgi som modparten sjældent får fuldt ud lov til at svare på, eller ganske enkelt ikke formår at få afvist hurtigt nok eller afværge i tide.

På den måde kommer Messerschmidt ofte ud som retorisk vinder på formen – han virker retorisk altid som den stærke og ofte hører man ikke hvad Messerschmidt egentlig siger på det ideologiske plan, da den massive mængde af Messerschmidts overflade-informationer ”blænder” både publikum og politikere. Det er jo altid imponerende når en person kan hele kongerækken, ti-tabellen eller kan udrede Metock-dommen. Men det som Messerschmidt formår oveni sin kvit-eller-dobbelt-agtige politiske paratviden er kort sagt at smide boksehandskerne inden han går ind i debat-ringen, hvor de andre politikere ofte vælger at beholde handskerne på, tæsker han løs.

Stilen kan man så diskutere, men at Messerschmidt vælgermæssigt er kommet langt ved at være slagfærdig kloge-Åge der går efter knock-out med en groggy modpart der står tilbage og mumler "øhh" eller "æhh" i forsvarsposition og dermed fremstår svag overfor nogle dele af vælgerkorpset.

Venstres Jens Rohde har til tider samme stil som Messerschmidt, senest hvor Rohde i en af de afsluttende tv-debatter angreb socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen for først at være imod grænsebomme den ene dag og for derefter pludselig at være for. I øvrigt endnu en dagsorden som blev bestjålet fra Messerschmidt. Men hvor Rohde er mere raffineret, strategisk og udspekuleret ræveagtig, er Messerschmidt klar, hurtig og bidsk i nu’et. Ofte blander Messerschmidt tal, fakta og følelser i en pærevælling, men pærevællingen appelerer åbenbart stærkt til over en kvart million vælgere som ser ud til gladeligt at ville gnaske videre i kanelkager og trutte i lystigt guldhornene ved festelige lejligheder på Bakken - sammen med Dot, Morten og den rød-hvide dug.


Messerschmidts appel til det grå segment

Per Toftager der driver kommunikations – og designvirksomheden Toftager Design & Kommunikation beskriver på sin hjemmeside, det han kalder ”det grå segment”. (Minerva-modellen). Jeg mener at, Morten Messerschimdt primært appelererer til det grå segment i sin afsendte politiske kommunikation igennem EP-valget 2009.


Det grå segment

”Det grå menneske er usikkert på sig selv, men prøver ikke at tage bekymringerne på forskud. Findes der en weekendgeneration, findes den blandt de grå. De elsker nydelsen for nydelsens skyld. Hverdagens problemer kommer på afstand over en drink på diskoteket, en øl på værtshuset eller en charterferie til Mallorca. Det gælder for mange grå, at de første børn er kommet til verden, og de nye udfordringer, som småbørnene giver, bliver sammenlignet med artikler fra børnefamiliemagasinerne for “man skulle jo gerne gøre det rigtige”. Den yngre del af det grå segment går meget op i udseendet, og de aflægger derfor jævnligt visit på det lokale fittness-center for at dyrke aerobics og styrketræning eller få lidt hjælp til en brunere hud. De grå foretrækker Ekstra Bladets pågående og underholdende stil, når det gælder avisvalg, og Venstre og Dansk Folkeparti har en lille overvægt af vælgere her”.

Foto: Mikael Kristensen og www.danskfolkeparti.dk

Læs Politisk Analyse reportage fra Europa-parlamentsvalget på Christiansborg

EUforisk valgaften

REPORTAGE

En hektisk valgaften på Christiansborg er forbi. Politisk Analyse var med og fulgte slagets gang.

Socialdemokraterne fik med Dan Jørgensen et flot valg, omend ikke så godt som ved forrige EP-valg hvor Poul Nyrup Rasmussen hev rekordmange stemmer hjem til S. Men S fik dog nok stemmer til at Dan "The Man" kunne spærre de sammenknebende øjne vidt op og se en glad Helle Thorning-Schmidt og de socialdemokratiske vælgere i øjnene. "Så Dan!", som Thorning jublede i sin tale til de mange glade tilhørere og dansende DSU'er.

Derimod blev der bidt gevaldigt negle i de Radikales gruppeværelse, hvor spidskandidat Sofie Carsten Nielsen sammen med Margrethe Vestager håbede på at komme til EU-fadet, men desværre måtte de to sammen med resten af den Radikale gruppe se det forsvinde som et fatamorgana imens den syngende nationalskjald Morten Messerschmidt hev såvel Danmark tilbage og sin kæreste Dot ud på dansegulvet til tonerne af Kim Larsen i DF-værelset lige overfor de Radikale. Hos DF blev der serveret tradtionel dansk mad imens Messerschmidt holdte takketale til DF'erne. De radikale surmulede og lod latte være latte over på den anden side af gangen.















Imens Messerschmidts gav den med Dot og dansetrin trippede Lars Løkke Rasmussen sammen med Venstres spidskandidat Jens Rohde op ad Christianborgs trapper igennem en kødrand af journalister. For enden af trapperne ventede sejrstalen i Landstingsalen. Her ventede begejstrede V-vælgere, og en svedig Lars Løkke Rasmussen takkede behørigt baglandet inden en synlig lettet Rohde takkede det selvsamme bagland. Venstre fik kun en mindre fremgang på knap en procent, og selvom Løkke i den afsluttende partilederrunde gentagende gange slog på at Venstre gik frem, så var der tale om en meget beskeden fremgang - med Rohde og Løkkegård som joker taget i betragtning. Socialdemokraterne fik 503.982 stemmer, hvor Venstre måtte nøjes med 473.933 stemmer (optalt søndag nat kl. 02). Socialdemokraterne blev dermed det største parti ved EP-valget, og det er med knap 30.000 stemmer mere end Venstre.

Nedenunder Løkke, Rohde og Co., lige ved siden af Snapsetinget havde SF med Margrethe Auken, Emilie Turunen og formand Villy Søvndal i spidsen lagt i kakkelovnen til vaskeægte EU-fest. Hos SF startede man aftenen med stand-upperen Sebastian Dorset. Der blev jublet da der kom meldinger på storskærmen om at SF muligvis havde høstet et tredje EP-mandat i det at nummer tre på SF-listen Fahi El-Abed så ud til at komme ind. SF fik knap 16 % af stemmerne, hvilket fik SF-formanden til at gå på skamlen og holde begejstret takketale.

Den unge nyslåede EU-parlamentariker Emilie Turunen måtte efter Søvndals tale venligt forklare de trippende pressefotografer, at hun ovenpå den megen EU-virak kunne virke lidt anspændt på billederne. Det er der nu heller ikke noget at sige til, men Turunen kan nu godt slappe af, den kommende unge EU-politiker får den garvede Margrethe Auken ved sin side i SFs repræsentation i EU-parlamentet. Man kan ikke ligefrem klandre SF for ikke at bidrage med ungt og garvet politikerstof i Bruxelles.

Til slut mødtes partilederne til debat, hvor en trist Keld Albrechtsen fra Junibevægelsen var sendt i byen for kunne konstatere at bevægelsen ikke bevæger sig mere, men stille og roligt er afgået med døden og har måttet dreje nøglen om i denne valgkamp - spidskandidat Hanne Dahl havde allerede flere timer før trukket stikket ud. En slukøret Keld Albrechtsen vinkede senere på aftenen farvel til vicestatsminister Lene Espersen på Christiansborg-trappen: "Vi ses, Keld", lød det fra Espersen i den kølige juni-nat der drønede væk i sin ministerbil, imens Albrechtsen forsvandt i mørket med Fjallräven-vesten skubbet godt op om ørene. Junibevægelsen sluttede i juni 2009.
















Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU var ligesom DF en glad mand. Lidt over 7 % af danskerne satte deres kryds ved folkebevægelsen hvilket svarer til en fremgang på godt 2 %. Et flot valg til Søndergaard, som har været yderst skarp og dreven i de mange tv-debatter.

Stemmeprocenten ved EP-valget kom op på knap 60% af de stemmeberettigede, hvilket er rekord. Ved EP-valget tilbage i 2004 deltog knap 47,9 %. Det højeste antal stemmer hidtil til et EP-valg var i 1994, hvor 52,9 % af vælgerne stemte, men det har EP-valget 2009 altså nu overgået på en euforisk valgdag.

DR-studievært Klaus Bundgård Povlsen og TV2-vært Lotte Mejlhede varmer op til den afsluttende paneldebat imens partilederne Lars Løkke Rasmussen, Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal og Lene Espersen gør sig klar i baggrunden.

Foto og reportage: Mikael Kristensen

Seks skarpe til Hanne Dahl

INTERVIEW

Din bog som danskerne kan få tilsendt gratis hedder ”EU i øjenhøjde” – hvad mener du med at EU skal være i øjenhøjde?

Jeg mener, at EU skal være så vi kan forstå det. Samtidigt handler det også om, at EU ikke skal placeres på en piedestal, ikke må gøres til noget vi ikke må stille spørgsmålstegn ved.

Det er nok ikke så overraskende, men jeg mener at vi burde diskutere EU mere; og vel at mærke ikke blot når der er valg eller afstemning, men hele tiden. Hvis man inddrog EU mere i diskussionerne, sådan at folk kunne følge udviklingen i EU, ville det også trække samarbejdet mere ned i øjenhøjde. Vi har jo masser af lovgivning der påvirkes – og direkte dikteres – fra EU-side, men uden at vi nødvendigvis taler om det. Derfor bliver EU også abstrakt og alt andet end i øjenhøjde.

Men derudover har bogens titel jo også lidt at gøre med, at der er flere historier fra "det virkelige liv" med i den. Jeg tror også der er med til at hive det lidt ned i øjenhøjde, hvis man opdager at EU kan handle om andet end mænd i jakkesæt der taler høfligt til hinanden – gennem tolke og embedsmænd.

Hvorfor siger du nej til at ophæve Danmarks forsvarsforbehold, og hvorfor skal ansvaret for fred og sikkerhed udelukkende være placeret i FN?

Jeg har det sådan, at jeg ikke ønsker et militariseret EU. Og når jeg tænker på den konkrete lovgivning vi har set i Europa-Parlamentet; så handler det altså ikke kun om fredelige formål og gode hensigter. Det er rigtig meget fokus på våbenhandel og på at få skabt, "et indre marked for våben" – og det er ærlig talt ikke min kop te.
Derudover så er der også ligesom denne her illusion om, at EU partout vil gøre det godt og fint. Men hvis man ser på mange af de andre EU-lande, så kan det godt være at de ikke altid er sammen med USA, men det er jo ikke ensbetydende med, at deres udenrigspolitik er en millimeter bedre. Slet ikke, faktisk.

Det gælder både nu og historisk. Hvis man ser hvordan mange af landene har teet sig i både Afrika og Asien, så har det jo ikke just været en opførsel der er værd at berømme, vel? Og helt ærlig, sådan er det jo stadigt. Der er jo stadig bl.a. franske soldater der jævnligt er aktive i flere af deres tidligere kolonier, og de opfører sig jo altså langt fra altid som man kunne ønske det. Efter EU's første mission til Congo, er der jo eksempelvis kommet anklager frem om tortur og andet blandt de franske soldater der gjorde tjeneste der.

Samtidigt er det jo – desværre – heller ikke sådan, at der mangler steder at sende danske soldater hen, eller steder at rydde for miner. For der er jo hårdt brug for en indsats mange steder, og hvis danske soldater så rydder miner et andet sted end de franske og tyske soldater – hvad så? For hovedsagen er vel, at der fjernes miner? Det er derfor også ret kunstigt, når der kommer den ene historie efter den anden om, at nu må danske soldater trækkes væk på grund af at det overlades til EU.
Det er ikke fordi jeg mener FN nødvendigvis er langt bedre end EU, men EU er bare heller ikke bedre end FN. Til gengæld mener jeg stadigt at FN har mere legitimitet end EU.

Du har foreslået el-biler i alle eurpæiske storbyer som skal være” el-bil zoner” – skal bilejere så forbydes at køre rundt i en benzindreven Mercedes eller BMW i Københavns gader?

Ja det er jo konsekvensen af forslaget, selv om jeg godt ved at nogle sikkert umiddelbart vil mene det er meget at gøre. Men prisen for at lade være med at gøre det, er simpelthen for høj. Lad mig i øvrigt her også bemærke, at det ikke "kun" handler om klima. For skifter vi de traditionelle forbrændingsmotorer ud med el-motorer, så undgår vi mere end "blot" CO2; der er jo også mange andre problemer med forurening i byerne. Tænk på hvor mange der dør over hele Europa, som følge af bilers forurening – for slet ikke at snakke om alle dem der bliver syge, eller på anden måde får nedsat både livskvalitet og arbejdsevne. Vi ved jo faktisk i dag, at partiklerne fra bl.a. udstødning kan øge chancerne for både kræft og hjerte-kar-sygdomme, ligesom det skaber problemer for folk med luftvejslidelser. Så der er sådan set mere end nok grund til at gøre det.



Hvad mener Junibevægelsen om eventuel optagelse af Tyrkiet i EU?

Vi mener at Tyrkiet skal have mulighed for at være fuldt medlem af EU – men naturligvis skal de leve op til optagelseskriterierne, det siger sig selv.
Jeg synes i øvrigt det er ret usmageligt, den måde spørgsmålet om Tyrkisk EU-medlemskab har været brugt i denne valgkamp – ikke mindst når det gjaldt om at score hurtige stemmer. Én ting er at Dansk Folkeparti gør det, det forventer man jo nærmest. Men når forskellige andre, herunder Bendt Bendtsen, pludseligt genopfinder sig selv som Tyrkiet-modstandere, så er det ganske enkelt for sølle.

Hvad syntes du har været mest overraskende i EU-valgkampen indtil videre?

Det er måske lidt nørdet – men jeg synes noget af det mest overraskende har været, hvor let folk slipper igennem med hurtige og uigennemtænkte udspil. Hvad enten det drejer sig om "gratis internet og computere til alle", eller et "gyllefrit Danmark" eller noget helt fjerde, så er der jo ofte ingen substans bag – og det synes jeg faktisk at man som politiker bør konfronteres med. Ellers bliver det altså for useriøst – og det vil på sigt også bare føre til forøget politikerlede, fordi folk så i endnu højere grad vil opleve at politikerne løber fra deres løfter. Det er jo klart, at hende der foreslog gratis internet og computere ikke har en kinamands chance for at få det gennemført. Ligesom et "gyllefrit Danmark" heller ikke kommer til at ske indenfor de næste fem år – og da slet ikke på initiativ af en dansk EU-parlamentariker. Bl.a. fordi det konkrete forslag jo er hamrende dårligt for dyrevelfærden – og i øvrigt blot vil industrialisere landbruget endnu mere. Så kort fortalt; det har overrasket mig, at der ikke har været mere modspil til os politikere i valgkampen – og det skuffer mig sådan set også ret meget.

Hvordan oplever du de danske vælgeres EU-engagement når du er ude ved debat-møderne?

Meget forskelligt. Men generelt har folk faktisk både holdninger og spørgsmål. Og ikke bare til de konkrete sager, i høj grad også til de store linjer og mere principielle spørgsmål. Euroen optager fx mange, ligesom spørgsmålene omkring forsvarsforbehold og udlændingepolitik også gør det.

Der er dog især en ting der går igen; folk er faktisk tit overraskende glade, for overhovedet at få mulighed for at diskutere EU. Flere af de debatter jeg har været til, har været helt fulde – og folk har været spørgelystne. Selvfølgelig har der også været masser af halvtomme forsamlinger, men der synes at være en villighed til at diskutere, ja nærmest et behov. Men det skyldes jo nok bl.a. at vi er blevet meget dårlige til at diskutere EU ellers. Det nævnes jo ikke med et ord til Folketingsvalg, og partierne og en del medier synes også nærmest at sky væk fra emnet, hvis der altså ikke lige er et EU-valg oppe over.

Men det er også sådan, at folk jo gerne vil have en debat der er mere nuanceret end "næh se hvad EU har gjort for dig – og nu har du så bare at smile pænt og nikke". For det er jo både plat og patroniserende, men desværre stadigt sådan EU til tider kommunikerer. Jeg tror man må indse at folk jo (naturligvis) også har bekymringer og tanker om EU – det er ikke kun os politikere og andre der nørder det til dagligt, som tænker over det. Og det er mit indtryk, at folk faktisk tit ikke enige med den EU-politik der føres, men de føler de har svært ved at komme igennem med kritikken; eller blot med bekymringerne.

Med fare for at lyde som et halv-billigt slogan, så tror jeg faktisk der er plads til meget mere EU-debat, også i Danmark. Men det kræver to ting: Dels skal det foregå som en dialog, i stedet for den monolog det tit er; dels skal vi som politikere også rent faktisk lytte efter hvad folk siger, og ikke blot lade som om. For hvis folk har fornemmelsen af, at de alligevel taler for døve øren – hvorfor så overhovedet beskæftige sig med det?


Fakta om Hanne Dahl

- Hanne Dahl er spidskandidat for Junibevægelsen til Europaparlamentsvalget 7.juni 2009.

- Hun er født i Aalborg i 1970, men er delvist vokset op i Malaysia, Indonesien og Singapore

- I 1991 startede hun med at studere Teologi på Århus Universitet

- Hun har været præst i Vesthimmerland fra 1998 og frem til 2005, hvor hun fik sin gang fast som politisk rådgiver i Europa-Parlamentet.

- I dag bor Hanne Dahl i Aars i Nordjylland og pendler frem og tilbage til sit arbejde som Europaparlamentariker i Bruxelles og Strasbourg. Hun har tre børn på 0, 11 og 14 år og er gift med Mogens, som er lektor i Økonomi ved Aalborg Universitet.

Læs mere om Hanne Dahl