Velfærden udhules af hulemanden Anders Fogh Rasmussen der atter engang må have fundet minimalstats-bogen fra 1993 frem fra loftet hjemme hos Anne-Mette Rasmussen og læst grundigt i den inden arbejdet med det nye skatteudspil.
Fogh-regeringen vil nu iværksætte den mest ulige reform i mands minde - med lidt socialt krydderi fra DF på toppen af teaterstykket, et teaterstykke som reelt er planlagt i forvejen mellem VKO. DF kommer ind som en falsk Robin Hood på den politiske forhandlingsscene og agerer socialt ansvarlige så selv Christian Stadil ville tabe både brille og oparbejdet karma i ren misundelse. Men forhandlingsspillet mellem VKO er reelt aftalt på forhånd mellem VKO på Marienborg ved et hemmeligt møde søndag aften. Skuespilstalentet fejler intet og VKO burde lynhurtigt indstilles til årets Reumert for bedste teatralske talent på Christiansborg.
Enhedslistens Johanne-Schmidt Nielsen maler meget præcist i et blog-indlæg på Politiken billedet af, hvad det egentlig er som regeringen har gang i for øjeblikket med deres nærmest surrealistiske "teater-forhandlinger" mellem DF og VK i det Schmidt-Nielsen kalder "Danmarkshistoriens mest ulige reform".
Her en sjov kort tegnefilm produceret af SF og Jannik Hastrup om Foghs forringelser af velfærden siden 2001, og som blot ser ud til at fortsætte med den nye skæve og ulige skattereform, hvor forskellen på rig og fattig øges markant, som LO's Jan Kæraa har fremlagt på fin vis.
torsdag den 26. februar 2009
onsdag den 25. februar 2009
VK-skatteudspil: Nitte til den ledige - gevinst til direktøren
Cheføkonom i LO, Jan Kæraa fremlægger her en noget anden version af regeringens skatteplan, som VK i de sidste dage har solgt som den rene gavebod for alle danskere. LO's beregning viser at en ledig LO'er faktisk taber over 1000 kroner hvis udspillet realiseres, hvorimod en direktør får en gevinst på 30.000 kroner samlet set.
Se Kæraas fine lyngennemgang af regeringens skatteudspil her:
Rødvinsreform eller ej - alt er som det plejer under VKO, flere fladskærme og mere forbrug, og en velfærdsstat som stille og roligt afvikles indefra. Hvis regeringens udspil bliver til noget så vil Danmark lynhurtigt sakke bagud i forhold til lighed, og forskellen mellem rig og fattig vil øges markant. S og SF har sammen med de Radikale forladt forhandlingsbordet, og DF står nu glade tilbage. Pia Kjærsgaard og finansordfører Kristian Thuelsen-Dahl vil uden tvivl forsøge at hive bundskatten ned, og give førtidspensionisterne nogle lunser med på vejen. DF kan dermed sætte sociale fingeraftryk på reformen og få den til at fremstå knap så socialt skæv, til stor ærgelse for S og SF, som kan se på fra sidelinjen mens DF endnu engang løber med trofæet og Robin Hood-hatten.
Velfærd eller skattelettelser
Bundlinjen er stadig en af de mest borgelige reformer i nyere tid som på sigt slider den traditionelle socialdemokratiske velfærdsstat op. Flere eksperter taler da også om en erodering af velfærden, som vi kender den. Et eksempel på markant ulighed i skatteudspillet angår de private sundhedsforsikringer, hvor skattefradraget i VK-udspillet ikke fjernes som Carsten Kochs skattekommision ellers stærkt havde anbefalet. Staten kunne her have sparet 420 millioner kroner ifølge Kochs beregninger. Velhaverne med den private sundhedsforsikring kan således stadig sikre sig en bedre og hurtigere behandling hvis VK-udspillet vedtages. "Oven i købet med statstilskud finansieret af alle dem der ikke får skattelettelser", som HK-forbundsformand Kim Simonsen meget præcist påpeger i en klumme.
Valgkampen er skudt igang
Seneste nyt: Oppositionen raser for alvor. Fogh beskyldes for "uvederhæftighed" og for at "lyve" af Socialdemokraternes finansordfører Henrik Sass Larsen der sammen med SF ser sig forbigået i skatteforhandlingerne. Status er at det tunge skyts er trukket frem og Foghs troværdighed nu vil blive beskudt for alvor. Det trækker op til storm i blokpolitikken, og valgkampen er nu er skudt endelig igang. Det bliver fordelingspolitik, skat og økonomi som blive epicentret i det politiske jordskælvsområde frem mod næste valg. Det bliver enten for eller imod skattelettelser, det bliver enten for en stærk offentlig sektor og mere velfærd og lighed for alle - eller det bliver mere privatsering og forbrug. Altså klassisk blokpolitik fra de gode gamle dage fra før tørklæder, morgensang og anden værdipolitik løb med de politiske dagsordener og stjal overskrifterne. Spørgsmålet er så om det bliver V-K-O eller S-SF-R der trækker nitten eller gevinsten når vælgerne igen skal i boksen og vælge mellem Fogh/Løkke/Espersen vs. Thorning/Søvndal/Vestager. Flere nye målinger tyder på at sidstnævnte akse vil trække loddet med gevinst.
Se Kæraas fine lyngennemgang af regeringens skatteudspil her:
Rødvinsreform eller ej - alt er som det plejer under VKO, flere fladskærme og mere forbrug, og en velfærdsstat som stille og roligt afvikles indefra. Hvis regeringens udspil bliver til noget så vil Danmark lynhurtigt sakke bagud i forhold til lighed, og forskellen mellem rig og fattig vil øges markant. S og SF har sammen med de Radikale forladt forhandlingsbordet, og DF står nu glade tilbage. Pia Kjærsgaard og finansordfører Kristian Thuelsen-Dahl vil uden tvivl forsøge at hive bundskatten ned, og give førtidspensionisterne nogle lunser med på vejen. DF kan dermed sætte sociale fingeraftryk på reformen og få den til at fremstå knap så socialt skæv, til stor ærgelse for S og SF, som kan se på fra sidelinjen mens DF endnu engang løber med trofæet og Robin Hood-hatten.
Velfærd eller skattelettelser
Bundlinjen er stadig en af de mest borgelige reformer i nyere tid som på sigt slider den traditionelle socialdemokratiske velfærdsstat op. Flere eksperter taler da også om en erodering af velfærden, som vi kender den. Et eksempel på markant ulighed i skatteudspillet angår de private sundhedsforsikringer, hvor skattefradraget i VK-udspillet ikke fjernes som Carsten Kochs skattekommision ellers stærkt havde anbefalet. Staten kunne her have sparet 420 millioner kroner ifølge Kochs beregninger. Velhaverne med den private sundhedsforsikring kan således stadig sikre sig en bedre og hurtigere behandling hvis VK-udspillet vedtages. "Oven i købet med statstilskud finansieret af alle dem der ikke får skattelettelser", som HK-forbundsformand Kim Simonsen meget præcist påpeger i en klumme.
Valgkampen er skudt igang
Seneste nyt: Oppositionen raser for alvor. Fogh beskyldes for "uvederhæftighed" og for at "lyve" af Socialdemokraternes finansordfører Henrik Sass Larsen der sammen med SF ser sig forbigået i skatteforhandlingerne. Status er at det tunge skyts er trukket frem og Foghs troværdighed nu vil blive beskudt for alvor. Det trækker op til storm i blokpolitikken, og valgkampen er nu er skudt endelig igang. Det bliver fordelingspolitik, skat og økonomi som blive epicentret i det politiske jordskælvsområde frem mod næste valg. Det bliver enten for eller imod skattelettelser, det bliver enten for en stærk offentlig sektor og mere velfærd og lighed for alle - eller det bliver mere privatsering og forbrug. Altså klassisk blokpolitik fra de gode gamle dage fra før tørklæder, morgensang og anden værdipolitik løb med de politiske dagsordener og stjal overskrifterne. Spørgsmålet er så om det bliver V-K-O eller S-SF-R der trækker nitten eller gevinsten når vælgerne igen skal i boksen og vælge mellem Fogh/Løkke/Espersen vs. Thorning/Søvndal/Vestager. Flere nye målinger tyder på at sidstnævnte akse vil trække loddet med gevinst.
Absurd politisk teater
Forhandlingerne om skattereformen er endt i et absurd politisk teater, hvor skattereformen på forhånd er aftalt mellem VKO.
S og SF forlod i dag forhandlingerne, og Foghs tidligere ønske om et "bredt flertal" bag en skattereform klinger nu hult i bagklogskabens gustne lys. Alt er som det plejer. Fogh siger på den offentlige scene, at han ønsker brede forlig, og skaber i samme åndedrag - bag scenetæppet - snævre forlig med DF-ledeelsen som magtfulde nikkedukker der trækker i trådene med Fogh som sprællemand for enden af trådene.
Aftalt skuespil med DF
Reelt er skattereformen vedtaget og clearet med DFs topledelse backstage i de indledende hemmelige forhandlinger på Marienborg søndag aften. Her har DF nikket ja/nej/dur-ikke til de punkter i skatteudspillet som skulle cleares med V og K. At DF møder op som forhandlere i Finansministeriet som udskyldsrene nonner er reelt kejserens nye klæder. Der er ingenting tilbage i de politiske forhandlinger mellem VKO - det hele er aftalt på forhånd.
Som DF-leder Pia Kjærsgaard selv sagde om mødet på Marienborg til Politiken:
"Vi har ikke været i forhandlinger, men det er meget naturligt, at en mindretals regering orienterer sit parlamentariske flertal. Det, tror jeg, er set før".
Foghs to år gamle løfte om et bredt og solidt flertal i Folketinget bag en ny skattereform har igen vist sig at være fedtspilleri af værste skuffe. Endnu engang beviser regeringen at den ikke tør trække markante skatteændringer på det ind over den politiske midte, men istedet står i det snævre VKO-hjørne.
Det gør regeringen af fire væsentlige grunde.
1)Hvis S og SF var med i reformen ville de sammenhængende fremstå som et ansvarligt centrum/venstre alternativ til regeringen, og specielt Søvndal ville gå styrket ud af en forhandlingssituation især set i lyset af SFs deltagelse i vinterens bankpakke I. Dette scenarie ønsker Fogh ikke, specielt ikke når oppositionen står til at vinde flertallet i den seneste Catinet-måling fra 15. februar. En forhandlingssituation med S og SF vil styrke oppositionen yderligere.
2) Hvis S og SF kom med i forhandlingerne ville de uden tvivl trække forhandlingerne i langdrag, og Fogh ender i fedtefadet med tovtrækkeri og endeløse forhandlinger som i sidste ende vil svække VKO-sammentømringen og få Foghs berømte handlekraft til at blegne - ikke just godt for en statsmand på vej væk til prestigejob i NATO.
3) Hvis S og SF kom med i en potentiel forhandlingsrunde, og fik minimal indflydelse på selv små randområder i skattereformen, ville Fogh uden tvivl ikke møde "tak for forhandlingerne" men derimod sønderlemmende efterkritik fra SF og S, der uden tvivl ville kritisere reformen og alt det de ikke kom med i trods eventuelle sparsomme S/SF-fingeraftryk.
4) Hvis S og SF kom med i forhandlingerne ville DF rynke gevaldigt på næsen, og potentielle fremtidige "halshugninger" af slidte VK-ministre ville blusse op igen - "noget for noget", ville DF-melodien lyde ved morgensangen i Provianthuset og Fogh ville få vredet armen om af DF.
Fra skattestop til skattehop
Blå og rød blok står altså nu mere skarpt mod hinanden end de har gjort i umindelige tider. S og SF der er sat på porten vil i nær fremtid anvende det tunge skyts mod det der allerede er døbt "rødvinsreformen" af fagbevægelsen, en reform der tilgodeser de rige. Topskatten sænkes med 1,5 % hvorimod bundskatten kun sænkes med 0,5 %.
Nøjagtig som ved regeringens 10 milliarder store skattelettelser i forbindelse med kvalitetsreformen i 2007 er der nu tale om en lettelse på 23 milliarder kroner på arbejde. Dog er Foghs skatteplan krydret med grønne afgifter.
Det som Fogh i skatteplanen kalder "udbredelse af skattegrundlag" er reelt et opgør med Foghs eget "kæledyr" nemlig skattestoppet. Fogh har selv inden de indledende forhandlinger om "lynreformen" afkrævet at samtlige inviterede partier skulle nikke ja til skattestoppet for at medvirke i forhandlingerne, men det skattestop er nu reelt ophævet af Fogh selv, ligegyldigt hvad Fogh pakker det ind i. To nye afgifter i regerings-udspillet lyder således, og selv med hulemands-logik må det tolkes som nye skatter:
- En multimediebeskatning på arbejdsgiverbetalt bredbånd, fri telefon mv.
- Miljøtillæg for fri bil
Ny miljøafgifter og skatter kan man være begejstret for eller ej alt efter om man tilhører rød eller blå-lejr, men en ny skat, det er det. Fogh må nu sande at den kontraktpolitik, som han selv iværksatte i 2001 nu endelig er død og begravet, og SF og S vil køre hårdt på og fremstille Foghs dobbeltspil i skattereformen. Devisen vil uden tvivl lyde: "Man tager fra fattige, og giver til de rige" og der er tale om "en social skæv skattereform som tilgodeser de rigeste", Og "det kan selv små grønne afgifter og tilfældige miljøtillæg ikke skjule".
S og SF forlod i dag forhandlingerne, og Foghs tidligere ønske om et "bredt flertal" bag en skattereform klinger nu hult i bagklogskabens gustne lys. Alt er som det plejer. Fogh siger på den offentlige scene, at han ønsker brede forlig, og skaber i samme åndedrag - bag scenetæppet - snævre forlig med DF-ledeelsen som magtfulde nikkedukker der trækker i trådene med Fogh som sprællemand for enden af trådene.
Aftalt skuespil med DF
Reelt er skattereformen vedtaget og clearet med DFs topledelse backstage i de indledende hemmelige forhandlinger på Marienborg søndag aften. Her har DF nikket ja/nej/dur-ikke til de punkter i skatteudspillet som skulle cleares med V og K. At DF møder op som forhandlere i Finansministeriet som udskyldsrene nonner er reelt kejserens nye klæder. Der er ingenting tilbage i de politiske forhandlinger mellem VKO - det hele er aftalt på forhånd.
Som DF-leder Pia Kjærsgaard selv sagde om mødet på Marienborg til Politiken:
"Vi har ikke været i forhandlinger, men det er meget naturligt, at en mindretals regering orienterer sit parlamentariske flertal. Det, tror jeg, er set før".
Foghs to år gamle løfte om et bredt og solidt flertal i Folketinget bag en ny skattereform har igen vist sig at være fedtspilleri af værste skuffe. Endnu engang beviser regeringen at den ikke tør trække markante skatteændringer på det ind over den politiske midte, men istedet står i det snævre VKO-hjørne.
Det gør regeringen af fire væsentlige grunde.
1)Hvis S og SF var med i reformen ville de sammenhængende fremstå som et ansvarligt centrum/venstre alternativ til regeringen, og specielt Søvndal ville gå styrket ud af en forhandlingssituation især set i lyset af SFs deltagelse i vinterens bankpakke I. Dette scenarie ønsker Fogh ikke, specielt ikke når oppositionen står til at vinde flertallet i den seneste Catinet-måling fra 15. februar. En forhandlingssituation med S og SF vil styrke oppositionen yderligere.
2) Hvis S og SF kom med i forhandlingerne ville de uden tvivl trække forhandlingerne i langdrag, og Fogh ender i fedtefadet med tovtrækkeri og endeløse forhandlinger som i sidste ende vil svække VKO-sammentømringen og få Foghs berømte handlekraft til at blegne - ikke just godt for en statsmand på vej væk til prestigejob i NATO.
3) Hvis S og SF kom med i en potentiel forhandlingsrunde, og fik minimal indflydelse på selv små randområder i skattereformen, ville Fogh uden tvivl ikke møde "tak for forhandlingerne" men derimod sønderlemmende efterkritik fra SF og S, der uden tvivl ville kritisere reformen og alt det de ikke kom med i trods eventuelle sparsomme S/SF-fingeraftryk.
4) Hvis S og SF kom med i forhandlingerne ville DF rynke gevaldigt på næsen, og potentielle fremtidige "halshugninger" af slidte VK-ministre ville blusse op igen - "noget for noget", ville DF-melodien lyde ved morgensangen i Provianthuset og Fogh ville få vredet armen om af DF.
Fra skattestop til skattehop
Blå og rød blok står altså nu mere skarpt mod hinanden end de har gjort i umindelige tider. S og SF der er sat på porten vil i nær fremtid anvende det tunge skyts mod det der allerede er døbt "rødvinsreformen" af fagbevægelsen, en reform der tilgodeser de rige. Topskatten sænkes med 1,5 % hvorimod bundskatten kun sænkes med 0,5 %.
Nøjagtig som ved regeringens 10 milliarder store skattelettelser i forbindelse med kvalitetsreformen i 2007 er der nu tale om en lettelse på 23 milliarder kroner på arbejde. Dog er Foghs skatteplan krydret med grønne afgifter.
Det som Fogh i skatteplanen kalder "udbredelse af skattegrundlag" er reelt et opgør med Foghs eget "kæledyr" nemlig skattestoppet. Fogh har selv inden de indledende forhandlinger om "lynreformen" afkrævet at samtlige inviterede partier skulle nikke ja til skattestoppet for at medvirke i forhandlingerne, men det skattestop er nu reelt ophævet af Fogh selv, ligegyldigt hvad Fogh pakker det ind i. To nye afgifter i regerings-udspillet lyder således, og selv med hulemands-logik må det tolkes som nye skatter:
- En multimediebeskatning på arbejdsgiverbetalt bredbånd, fri telefon mv.
- Miljøtillæg for fri bil
Ny miljøafgifter og skatter kan man være begejstret for eller ej alt efter om man tilhører rød eller blå-lejr, men en ny skat, det er det. Fogh må nu sande at den kontraktpolitik, som han selv iværksatte i 2001 nu endelig er død og begravet, og SF og S vil køre hårdt på og fremstille Foghs dobbeltspil i skattereformen. Devisen vil uden tvivl lyde: "Man tager fra fattige, og giver til de rige" og der er tale om "en social skæv skattereform som tilgodeser de rigeste", Og "det kan selv små grønne afgifter og tilfældige miljøtillæg ikke skjule".
søndag den 1. februar 2009
Kommentatorerne og meta-spin
En ting er spin i politik. En anden ting er meta-spin i kommentatorernes egne kongerækker. Det så vi klasse-eksemplet på i den forgangne uge.
Når Berlingske Tidendes Thomas Larsen blev beskyldt for, at være Anders Fogh Rasmussens "ven i Pilestræde" af Anne Grethe Rasmussen, og at TV2s nyudklækkede politiske redaktør Henrik Qvortrup efterfølgende angriber Larsen, så er det ikke længere blot politikere der spinner – det er ganske enkelt dobbeltspin i dobbelt forstand blandt de professionelle mediefolk, der lever af at rede det politiske spindelvæv ud for den måbende befolkning. De eneste personer, der i bund og grund får noget ud af den sidste uges medievirak om Larsen vs. Qvortrup er spindoktorene og kommentatorene, som på den måde bibeholder celeb-status i medierne, og får en masse ”gratis” omtale i de medier, hvor de jo skal vedligeholde deres dyrbare brand. Således også lidt gratis omtale her på bloggen.
Mr. Q og projekt mig
Når man har slugt dette meta-spin, må det dog stadig overraske enhver, at lige netop Qvortrup, eller Mr. Q som vennerne kalder ham, ynder at gå offentligt ud og angribe Thomas Larsen på denne underlødige facon. Qvortrups CV taler for sig selv, og at betegne Qvortrup som en engel med ren moral og ren partibog, ville være en underdrivelse. Manden har bevidst arbejdet på at brande sig selv som den kyniske skaldede spindoktor, der glædeligt satte fut i "projekt mig" på vej mod op ad karrierestigen med posten på Se & Hør og sagen mod Khader som ypperste præstation - for dem der i tvivl så læs gerne Qvotrups udbasunerede selvprofilering i en stor anlagt Ud & Se-artikel fra juni 2008.
Fyrtårne i demokratiet
Larsen derimod er grundig forfatter til en perlerække af seriøse politiske biografier og bøger om erhvervsfolk og store danske politikere. Et kig på CV'et vidner om et bred erfaring langt fra Se & Hørs kulørte spalter. Og indrømmet jeg er partisk. Jeg har selv haft den fornøjelse at interviewe Thomas Larsen i forbindelse med mit speciale om Naser Khader og Villy Søvndals politiske kommunikation i valgkampen 2007. Og Larsen var her både objektiv, vidende og velfunderet - og dybt professionel.
Men som Peter Bro fra SDU ganske for nyligt sagde i et interview med Information, så er kommentatorene nu blevet "fyrtårne" i det danske mediebillede. Og de må ifølge Bro derfor også sørge for, at de ER upartiske, kildekritiske og nuancerede. Ellers er deres demokratiske funktion ligegyldig.
Medierne har dog også et ansvar for ikke konstant, at benytte kommentatorene. Men grunden til medierne bruger Larsen, Qvortrup, Engell, Mogensen, Krause-Kjær og så videre, er at de folkevalgte politikere ikke længere springer til hver gang, der er en tv-udsendelse i sigte i mediehavet. Som tidligere nyhedsvært på DRs Tv-Avisen Paula Larrain skriver på sin blog:
"Gennem mine seks år som nyhedsvært, har jeg naturligvis haft stort set alle kommentatorer i studiet. I begyndelsen blev de brugt sjældent, men efterhånden som antallet af sendetimer steg og politikerne i stigende grad sagde nej tak til at komme ind hver aften, blev vi nødt til at fylde tiden ud med kommentatorerne".
Kommentatorer i sovs
At kommentatorerne er kommet for at blive, i deres arbejdet på at håndtere i kompleksiteten og indramme det politiske spil er ikke i sig selv dårligt og forfald i klassisk Habermas-agtig forstand, men det er en glidebane, når mediernes spalter bliver brugt på det Larrain meget rammende kalder for "kællingesnak" mellem forkælede journalister, tidligere tabloide chefredaktører og kommentatorer. En ting er at kommentatorene skriver om politik og folkevalgte politikere i et spin-perspektiv med fokus på processen og spillet om meningsmålinger, mandater og personopgør, men at medierne skriver så intenst om spillet mellem kommentatorene må give trang til selvransagelse. Det være hermed gjort.
Som Ekstra Bladets gravende journalist Jan Kjærgaard meget præcist formulerer det på sin offentlige Facebook-opdatering i fredags: "I lille DK er ingen kommentatorer uafhængige. Alle er sovset ind i det elite-lag de påstås at bedømme åh
så uafhængigt"
Når Berlingske Tidendes Thomas Larsen blev beskyldt for, at være Anders Fogh Rasmussens "ven i Pilestræde" af Anne Grethe Rasmussen, og at TV2s nyudklækkede politiske redaktør Henrik Qvortrup efterfølgende angriber Larsen, så er det ikke længere blot politikere der spinner – det er ganske enkelt dobbeltspin i dobbelt forstand blandt de professionelle mediefolk, der lever af at rede det politiske spindelvæv ud for den måbende befolkning. De eneste personer, der i bund og grund får noget ud af den sidste uges medievirak om Larsen vs. Qvortrup er spindoktorene og kommentatorene, som på den måde bibeholder celeb-status i medierne, og får en masse ”gratis” omtale i de medier, hvor de jo skal vedligeholde deres dyrbare brand. Således også lidt gratis omtale her på bloggen.
Mr. Q og projekt mig
Når man har slugt dette meta-spin, må det dog stadig overraske enhver, at lige netop Qvortrup, eller Mr. Q som vennerne kalder ham, ynder at gå offentligt ud og angribe Thomas Larsen på denne underlødige facon. Qvortrups CV taler for sig selv, og at betegne Qvortrup som en engel med ren moral og ren partibog, ville være en underdrivelse. Manden har bevidst arbejdet på at brande sig selv som den kyniske skaldede spindoktor, der glædeligt satte fut i "projekt mig" på vej mod op ad karrierestigen med posten på Se & Hør og sagen mod Khader som ypperste præstation - for dem der i tvivl så læs gerne Qvotrups udbasunerede selvprofilering i en stor anlagt Ud & Se-artikel fra juni 2008.
Fyrtårne i demokratiet
Larsen derimod er grundig forfatter til en perlerække af seriøse politiske biografier og bøger om erhvervsfolk og store danske politikere. Et kig på CV'et vidner om et bred erfaring langt fra Se & Hørs kulørte spalter. Og indrømmet jeg er partisk. Jeg har selv haft den fornøjelse at interviewe Thomas Larsen i forbindelse med mit speciale om Naser Khader og Villy Søvndals politiske kommunikation i valgkampen 2007. Og Larsen var her både objektiv, vidende og velfunderet - og dybt professionel.
Men som Peter Bro fra SDU ganske for nyligt sagde i et interview med Information, så er kommentatorene nu blevet "fyrtårne" i det danske mediebillede. Og de må ifølge Bro derfor også sørge for, at de ER upartiske, kildekritiske og nuancerede. Ellers er deres demokratiske funktion ligegyldig.
Medierne har dog også et ansvar for ikke konstant, at benytte kommentatorene. Men grunden til medierne bruger Larsen, Qvortrup, Engell, Mogensen, Krause-Kjær og så videre, er at de folkevalgte politikere ikke længere springer til hver gang, der er en tv-udsendelse i sigte i mediehavet. Som tidligere nyhedsvært på DRs Tv-Avisen Paula Larrain skriver på sin blog:
"Gennem mine seks år som nyhedsvært, har jeg naturligvis haft stort set alle kommentatorer i studiet. I begyndelsen blev de brugt sjældent, men efterhånden som antallet af sendetimer steg og politikerne i stigende grad sagde nej tak til at komme ind hver aften, blev vi nødt til at fylde tiden ud med kommentatorerne".
Kommentatorer i sovs
At kommentatorerne er kommet for at blive, i deres arbejdet på at håndtere i kompleksiteten og indramme det politiske spil er ikke i sig selv dårligt og forfald i klassisk Habermas-agtig forstand, men det er en glidebane, når mediernes spalter bliver brugt på det Larrain meget rammende kalder for "kællingesnak" mellem forkælede journalister, tidligere tabloide chefredaktører og kommentatorer. En ting er at kommentatorene skriver om politik og folkevalgte politikere i et spin-perspektiv med fokus på processen og spillet om meningsmålinger, mandater og personopgør, men at medierne skriver så intenst om spillet mellem kommentatorene må give trang til selvransagelse. Det være hermed gjort.
Som Ekstra Bladets gravende journalist Jan Kjærgaard meget præcist formulerer det på sin offentlige Facebook-opdatering i fredags: "I lille DK er ingen kommentatorer uafhængige. Alle er sovset ind i det elite-lag de påstås at bedømme åh
så uafhængigt"
Abonner på:
Indlæg (Atom)